Annoncør: Civilsamfund i udvikling (CISU)

Ansøgningsfrist: 28/03/2025

Job: CISU søger en repræsentant fra medlemsorganisationerne til bevillingsudvalget for CISUs Oplysningspulje samt Connect for Global Change



CISU søger en repræsentant fra en medlemsorganisation der kan indtræde i både CISUs oplysningspuljes bevillingsudvalg samt i Connect for Global Change’s bevillingsudvalg.

Bevillingsudvalget for CISUs oplysningspulje består af to repræsentanter fra CISUs medlemsorganisationer.

Bevillingsudvalget for Connect for Global Change består af de samme to repræsentanter plus en repræsentant fra DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd.

Det er bevillingsudvalget, der træffer den endelige afgørelse om ansøgninger til puljerne efter indstilling fra en af bevillingskonsulenterne.

Se retningslinjer for CISUs oplysningspulje på www.cisu.dk/oplysningspuljen og retningslinjer for Connect for Global Change her www.cisu.dk/puljer/connect-for-global-change

Kandidater fra medlemsorganisationer

CISUs medlemsorganisationer kan indstille en eller flere erfarne folk fra deres organisation til opgaverne. Personer, der ønsker at komme i betragtning, kan kun henvende sig til CISU via deres organisation. Medlemsorganisationer, der allerede har et medlem i bevillingsudvalget eller i Civilsamfundspuljens bevillingsudvalg, kan ikke foreslå kandidater. I øjeblikket har Folkekirkens Nødhjælp et medlem i bevillingsudvalget.

Udpegning og kriterier

CISU nedsætter et ansættelsesudvalg, der udpeger bevillingsudvalgsmedlemmet på baggrund af de foreslåede kandidater. Der vil blive lagt vægt på følgende:

  • Erfaring med vurdering, formulering og gennemførelse af engagements- og oplysningsaktiviteter
  • Bredt kendskab til danske civilsamfundsorganisationers aktiviteter og arbejdsformer
  • Erfaring med engagement og oplysning om det Globale Syd.

Opgaven

Oplysningspuljen: der er løbende ansøgning med midler afsat til første halvår og midler afsat til andet halvår. Opgaven forventes at omfatte vurdering af 5-8 ansøgninger pr. halvår. Der vil være to puljeudviklingsmøder pr. år, så vidt muligt fysisk i Aarhus, som medlemmer af bevillingsudvalget skal deltage i.

Bevillingsudvalgsmedlemmet udpeges for to år ad gangen og kan forlænges én gang.

Connect for Global Change: der er én ansøgningsrunde ultimo august 2025. Opgaven forventes at omfatte 8-10 ansøgninger samt et bevillingsmøde med fysisk deltagelse i København. Puljen fortsætter ikke efter denne ansøgningsrunde.

Honorar

Oplysningspuljen: Der ydes et fast vederlag pr. halve år på kr. 5.000 samt dækning af rejseudgifter til møder. Det vurderes, at der er cirka 10-20 timers arbejde pr. halve år, men der er ingen fastlagte normer.

Connect for Global Change: Der ydes et fast vederlag for ansøgningsrunden på EUR 850 samt dækning af rejseudgifter til møder. Det vurderes, at der er cirka 20 timers arbejde for ansøgningsrunden.

Ansøgningsprocedure

Alle kandidater skal medsende følgende tre dokumenter:

  • Kort motivation fra bestyrelsen i den medlemsorganisation, der foreslår en kandidat
  • Kandidatens egen korte beskrivelse af relevante faglige erfaringer og motivation for opgaven
  • CV for kandidaten

Beslutningen forventes at blive truffet ud fra det indsendte materiale (dvs. uden samtale).

Yderligere spørgsmål vedr. opgaven kan rettes til forvaltningskonsulent Marie Navarana Biisgård på telefon 69 15 19 82.

Ansøgningsfrist

Forslag til kandidater skal være CISU i hænde senest mandag den 28. marts kl. 12.00. Kandidatforslag, ansøgning og CV sendes elektronisk til ans@cisu.dk.

Forventet start 1. maj 2025, eventuelt med oplæring i løbet af april.