Stor Guatemala-delegation til Danmark

Redaktionen

Internationalt Forum inviterer i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp, SiD og Mellemamerika Komiteen en delegation fra Guatemala til Danmark fra mandag d. 13 oktober til fredag d. 31 oktober.

Den tidligere diktator, Efraín Ríos Montt, opstiller til posten som præsident ved valget søndag d. 9 november i det mellemamerikanske land (se også denne dato i rubrikken International Kalender ude i menuen til venstre).

Det har vakt international opsigt, at Rios Montt har fået godkendt sit kandidatur. Han kom i sin tid til magten ved et militærkup, står anklaget for folkemord, og bliver han valgt som præsident, kan han ikke retsforfølges for sine forbrydelser, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse..

Godkendelsen af hans kandidatur kommer som en kulmination på de seneste 3 års forværring af situationen i landet og ikke mindst regeringspartiet FRGs manglende evne til at omsætte vitale dele af fredsaftalen til virkelighed. Det selvsamme parti, som Ríos Montt opstiller for, hedder det videre.

Den FN-formidlede fredsaftale kom i stand, da Guatemalas regering, militær og oprørsbevægelse i 1996 sluttede op om en omfattende genopbygning af landet: Dermed satte de punktum for landets 36 år lange borgerkrig, der kostede mindst 200.000 civile livet og sendte op mod 1 million på flugt.

Men den række reformer, som fredsaftalen skulle sætte i værk, er udeblevet; især på de områder, der handler om at sikre borgernes rettigheder, opbygningen af en retsstat og et retsopgør med de ansvarlige bag de massakrer, som fandt sted mod civilbefolkningen under borgerkrigen. Det drejer sig bl.a. om anklagerne mod Ríos Montt og den fortsatte straffrihed, som hersker i landet.

Den aktuelle anledning til at invitere guatemalanske NGO-repræsentanter til Danmark er det forestående valg, samt de afsluttende forhandlinger om en regional frihandelsaftale (CAFTA) mellem USA og Mellemamerika, der har overordentlig stor betydning for landets fremtid og derfor hverken bør overses i den danske offentlighed eller det internationale samfund, som det udtrykkes.

Præsentation af deltagere i Guatemala-delegationen

Claudia Samayoa
Uafhængig menneskerettighedsanalytiker. BA i filosofi og MA i offentlig politik. Postgrad-kursus i konfliktløsning ved Uppsala Universitet, Sverige. Deltaget i flere forskningsprojekter, bl.a. om dis-krimination og fattigdom. Tidligere leder af menneskerettighedsorganisationen Rigoberta Menchú Tum, opkaldt efter modtageren af Nobels Fredspris af samme navn. Har her bl.a. lavet internationalt lobbyarbejde, dels omkring børns rettigheder i Guatemala, dels i forhold til folkemordsretssagerne og statsterro-rismen i Guatemala. Arbejder fortsat i forhold til menneskerettighederne og fredsprocessen. Modtager jævnligt dødstrusler.

Anselmo Roldan
Indtil for nyligt formand for organisationen AJR (Organisation for Retfærdighed og Forsoning), som organiserer vidner til de massakrer, der fandt sted i Guatemala i starten af 1980erne. Han kommer fra Ixcan, i Quitche provinsen. Som 17-årig var han vidne til hærens 4 dage lange massakre på næsten 400 mænd, kvinder, børn og gamle i landsbyen Cuarto Pueblo i marts 1982. Han flygtede og levede skjult de følgende 14 år i de såkaldte modstandslandsbyer (CPR). I juli 2001 var Anselmo udsat for mordforsøg i landsbyen, hvor han bor.

Iduvina Hernandez
Journalist. Levede i eksil i Mexico i midten af 80erne, efter at diktaturet dræbte hendes mand og truede med at bortføre hende. Hun er leder af organisationen, SEDEM (Sammenslutningen til Studier og Fremme af Sikkerhed i Demokrati). Dens formål er at arbejde for beskyttelse og forsvar af civile og politiske rettigheder, modarbejde misbrug af sikkerheds- og efterretningstjenester, samt øve kontrol med disse tjenester. Som journalist har hun modtaget priser for sine artikler om diskrimination af kvinder og om de første Guatemalanske flygtninges tilbagevenden fra landflygtighed i Mexico. Skriver nu for dagbladet Prensa Libre.

Vicente Bamaca
Advokat. Tidligere fagforeningsleder i UNSITRAGUA, Guatemalas største fagforening, der organiserer flere brancher både på landet og i byerne, i den private og den offentlige sektor. Arbejder nu som arbejdsmarkedsanalytiker og koordinator af fagforeningsprogrammet ADECOL under Center for Legal Aktion og Menneskerettigheder (CALDH). Programmet støtter fagbevægelsen, især arbejdere og landarbejdere, i forhold til økonomiske og juridiske rettigheder, f.eks. retten til at organisere sig. Desuden beskæftiger organisationen sig med jordfordelingsproblematikken i Guatemala, samt de sandsynlige følger af frihandelsaftalerne for landets arbejdere og bønder.

David Morales
Generalsekretær for fagforeningen FESTRAS, der primært organiserer arbejdere i levnedsmiddel og tekstilindustrien. Dermed også i den såkaldte Maquila-industri (sweatshops), som fortrinsvis består af små tekstilfabrikker, der skyder op alle vegne i Mellemamerika, kendetegnet ved et elendigt arbejdsmiljø og en lav organiseringsgrad. Fabrikkerne er for de flestes vedkommende ejet af nord-Datper og koreanere, og bliver også kaldt svaleindustrien, fordi de, så snart der opstår problemer med arbejderne i form af organisering, løn- og arbejdsmiljøkrav, flytter til andre steder eller lande, hvor arbejdskraften er billigere og mere medgørlig.

Sinforiano Caceres
Leder af nicaraguanske FENACOOP (Sammenslutningen af Landbrugskooperativer) og bestyrelsesmedlem i CID, en regional organisation, der arbejder med handel, integration og bæredygtig udvikling for Mellemamerika. CiD repræsenterer landbrugs- og industriorganisationer, fagforeninger, mindre virksomheder, analyseinstitutter, kirkelige grupper, kvindebevægelser, miljøgrupper og menneskeretsorganisationer og arbejder for, at det civile samfund i Mellemamerika, repræsenteret ved disse grupper, tages med i handelspolitiske forhandlinger som f.eks. frihandelsaftalen mellem USA og regionen (CAFTA).

Programmet for Guatemaladelegationens offentlige møder i Danmark kan ses under rubrikken “Dansk Kalender” i menuen ude til venstre, hvor de forskellige arrangementer står opført under den dato, de finder sted. I første omgang vil de nærmest liggende arrangementer blive indført i kalenderen og resten efter efterårsferien.