Forsker på Dansk Institut for Interrnationale Studier (DIIS), Leila Stockmarr, graver i et nyt ministudie i palæstinensernes chancer for at få anerkendt deres land som en selvstændig stat.
Papiret hedder “Palæstinensernes FN-strategi- Den svære vej til en palæstinensisk stat” og er netop udkommet.
Det Palæstinensiske Selvstyre har igangsat et initiativ, der handler om at søge om anerkendelse af Palæstina som stat gennem FN. Det sker i erkendelsen af, at de sidste mange års forhandlinger ikke har realiseret en tostatsløsning som ende på den mere end 60 år gamle konflikt.
Strategien har allerede skabt stor opmærksomhed om spørgsmålet om en palæstinensisk stat og den svære vej dertil. Danske såvel som europæiske politikere er uenige om, hvorvidt man skal støtte initiativet. Strategiens juridiske betydning kan blive begrænset, men sætte gang i en politisk proces.
Men hvilke muligheder indeholder initiativet? Den konkrete strategi er endnu uvis, og indholdet af en evt. resolution er ikke blevet fremlagt for offentligheden. Palæstinenserne kan både søge om fuldt FN-medlemskab, hvilket vil vise sig at blive meget vanskeligt, de kan søge om status som observatørstat i FN’s generalforsamling, og endelig kan de søge om at få vedtaget en generalforsamlingsresolution, der anerkender staten Palæstina.
Men i sidste ende er spørgsmålet om en palæstinensisk stat politisk, og det er op til de enkelte lande at anerkende og behandle Palæstina som en stat. Det afgøres ikke ved FN’s generalforsamling i New York senere på måneden.
Policy Brief’et redegør for muligheder såvel som udfordringer forud for afstemningen.
Se mere om studiet og dets forfatter på
http://www.diis.dk/sw111105.asp
Publikation & information, DIIS – Dansk Institut for Internationale Studier, e-mail: [email protected] – tlf. 32 69 89 39 og web: www.diis.dk