Copenhagen Jazz Festival 2017
7. juli – 15. juli 2017
Info: jazz.dk
Strengespil
Anoushka Shankar (IN)
Fredag 7.juli kl.20.00
DR Koncerthuset – Koncertsalen
Det er tankevækkende, at Copenhagen Jazz Festival vælger at lade en af verdens bedste sitarspillere åbne festivalen i DR Koncerthusets koncertsal. Anoushka Sharkar er halvsøster til Norah Jones, og måske er det derfor, at koncerten har været udsolgt og er blevet rykket til et større venue. Alligevel siger det noget om, at vores aktuelle musikalske og kulturelle orientering er rettet ud ad i verden; uden for vores egen kulturkreds.
Højt til loftet
Jazz by the Sea
8.-15.juli kl.20.00
Kulturhuset Islands Brygge
Hvert år under jazz festivalen afholdes en række storslåede koncerter under åben himmel på Islands Brygge under temaet ”Jazz by the Sea”. Her er lidt for forskellige smagsløg og fra forskellige himmelstrøg. Om lørdagen indledes der med Oumou Sangare fra Mali, der synger socialt engagerede sange. Musik fra Mali har allerede i en del år haft et væsentligt publikum i Danmark, som altså heller ikke i år bliver snydt.
En af de følgende dage kan man opleve den cubanske pianist Roberto Fonseca, som er kendt af det danske publikum, fordi han tidligere har optrådt på såvel jazz festivalen i 2013, som på Roskilde Festival i 2016.
Også den brasilianske sanger, guitarist og komponist Joyce Moreno kan opleves på Islands Brygge i selskab med Steen Rasmussens Quinteto. Joyce Moreno har en lang musikalsk produktion bag sig og har flere gange været grammy-nomineret. Steen Rasmussens Quinteto spiller en brasiliansk inspireret jazz og har stor erfaring med at spille sammen med forskellige gæstemusikere.
Japanerne og os
Goat & YPY
14.juli kl.20.00
JazzHouse
Vi fejrer i år 150 år diplomatiske forbindelser mellem Japan og Danmark, hvilket sætter sit præg på jazz festivalen denne sommer – i hvert fald er der en række koncerter med musikere fra Japan.
Bandet Goat fra Osaka spiller 14. juli i Jazzhouse, og her vil instrumenterne blive presset i retninger, der ikke er hverdagskost. Musikalsk befinder bandet sig et sted mellem eksperimenterende rock, langsomme techno landskaber og jazzede trommetableauer.
Makiko Hirabayashi & Kiku Day
8/7 kl. 20.00
Frihavnskirken
I Frihavnskirken på Østerbro kan man opleve et helt særligt møde mellem Danmark og Japan bestående af to meget forskellige musikere, der er dykket ned i hinandens kulturelle universer. Det gælder den japanske komponist og pianist Makiko Hirabayashi, som har været bosat i Danmark siden 1990, og som til koncerten opleves sammen med Kiku Day, der er opvokset i Danmark med japansk-amerikanske forældre. Kiku Day spiller shakuhachi (japansk bambusfløjte). Om deres samarbejde siger de, at de tager udgangspunkt i en reparationsmetode for keramik, som hedder Kintsugi, hvor der ikke bruges lim, men guld til at gøre objektet helt igen. Derved bliver det smukkere, end det var, før det gik i stykker.