Bab L’Bluz: Nayda!
Real World Records
Bølgen med kvinder i front for gnawa-bands har kørt i nogle år. Og med marokkansk-franske Bab L’Bluz anført af ægteparret Yousra Mansour og Brice Botin er der for alvor kommet kommercielt potentiale.
Først kom singlen ‘Ila Mata’ og nu har vi dette første album, som oven i købet er kommet ud på hæderkronede Real World. Måske husker nogle dette plademærke, som Peter Gabriel etablerede i 1989 og som var stærkt tilknyttet til den verdensomspændende WOMAD-festival, som allerede fra 1980 satte sig for at ”præsentere en verden ingen grænser har i forhold til evnen til at kommunikere musik og bevægelse”, som det hed? WOMAD eksisterer i øvrigt fortsat og afholdes over hele verden i blandt andet Chile, Australien og New Zealand.
Op gennem 1990’erne blev Real World det førende label for verdensmusik og fik snart følgeskab af andre engelske labels som World Circuit, Stern’s og World Music Network, som relancerede meget af den musik, som ellers mest havde været ude på det franske og tyske marked. Alligevel står der en særlig aura omkring Real World, og det er nærmest et ridderslag for unge Bab L’Bluz, at de allerede på den første plade er kommet ud på så fornemt et selskab.
Når det er sagt, er de mere end det værd, for de tager virkelig den oprindelige trancemusik andre steder hen og specielt med den udtryksfulde Yousra Mansour på vokal skaber de en helt egen sfære.
Besøgte Visa For Music
Orkestret blev præsenteret på showcase-festivalen Visa For Music i Rabat i november 2019, hvor jeg var til stede på vegne af Globalnyt. Her blæste de den intime Renaissance-biograf på hovedstrøget Rue Muhamed V helt ud med deres iørefaldende musik.
Bab L’Bluz betyder Blues-huset på arabisk, og der er virkelig tale om en genopfindelse af autentisk blues tilsat de karakteristiske jernkastagnetter spillet i 6/8-rytmer, som er gnawa-musikkens kendetegn.
Dertil kommer, at både Yousra Mansour og Brice Botin spiller fint på forskellige arter af den trestrengede guimbri, nemlig i den oprindelige basudgave og i den lille diskantudgave, som man ofte starter ud på, fordi den ikke – som man siger det – er tynget af, at ånder bor i den. Den kaldes for en Awisha, som er et kælenavn for Aïcha, der igen er den mystiske troldkvinde, som nærmest er den marokkanske version af mosekonen.
Jeg hører ikke en eneste falsk tone på dette debutalbum, som har evnen til at transportere dig hele vejen. Melodierne er pokkers iørefaldende, og bandet spiller veloplagt og forstår at væve arrangementer, så du vugger søvngængeragtigt som i trance, mens Yousras dejlige fraseringer følges fint til dørs af kvartettens øvrige medlemmer, der har sans for kor, som ikke er gnawa, men mere er som vi kender kor i Vesten.
Det passer fortrinligt til de selvkomponerede sange. Måske også fordi de mikser det op med hints til gnawasange som ‘Africa Manayo’, som får rum, som er som ekkoer fra Sahara og så alligevel med en byens puls, som man rider ovenpå, mens fløjter og forførende kor på intelligent vis skaber slør på slør og hyller dig ind i en verden, som tager dig hjem til Yousras oprindelige hjemby, som er Marrakesh. Hjem til den berømte markedsplads, som selv ikke skamløs turisme kan fratage de mange lag og myriaderne af lyd og indtryk. Hør bare sangen ‘Oudelali’, hvor der er et langt break, hvor du for alvor tages på rejse.
Jeg fornemmer, at Bab L’Bluz kan blive rigtigt store, ikke mindst fordi de formår at tilføre en rockens forførende kræfter og skabe et eget psykedelisk rum, som er tidløst. Som det er på både førstesinglen ‘Ila Mata’ og den afsluttende sang, som simpelthen hedder ‘Bab L’Bluz’.
Her får vi oven i købet en guitarsolo for at illustrere, at med dette grænseløse orkester er alle virkemidler indenfor rækkevidde.
Nordafrikansk musik har igen foretaget et kvantespring. Mens vi andre taknemmeligt kan hoppe på bølgen og lade os transportere.
