Af Lis Garval, U-landsnyt.dk
Sydafrikas præsident Zuma har problemer. Den økonomiske vækstkurve dykker, det sorte flertals forventninger er ikke indfriet, og der er intern rivalisering i det regerende ANC.
Den økonomiske dynamo, der kørte for fuld kraft ikke kun i Sydafrika, men også var i gang i andre afrikanske lande, er kommet ned i omdrejninger, og de fremskridt, der er sket efter overgangen til demokratisk styre i 1994, kan ikke skjule, at øget velstand ikke er kommet alle i Sydafrika til gode.
Sydafrika er stadig – 18 år efter apartheid – det mest ulige samfund i verden, og selvom Statistics South Afrika netop har tegnet et rosenrødt billede af landet – samfundet som helhed er rigere, der er bedre adgang til sociale serviceydelser og uddannelsesniveauet er højere end for ti år siden – så er arbejdsløsheden katastrofal høj.
Arbejdsløshedsprocenten er officielt 25, men menes at være langt højere, og halvdelen af unge under 25 år kan ikke finde et job.
Regeringen har åbenlyst ikke magtet at løse fordelingsproblemet. Den økonomiske apartheid er ikke afskaffet.
Er Sydafrika i krise? Måske. Tidligere præsident Thabo Mbeki erklærede sig for nylig dybt foruroliget over, at Sydafrika synes på vej mod en langvarig endemisk krise.
Mbekis bekymring for Sydafrikas fremtid kom frem i en tale på Fort Hare University, hvor han henviste til “den helt unødvendige masssakre” på Marikana, hvor 34 strejkende minearbejdere blev skudt i den mest voldelige politiaktion siden apartheid.
Han påpegede desuden , at det ikke er lykkedes ANC at sikre, at dets medlemmer og ledere har en kvalitet, så de ikke misbruger deres magt til egen vindings skyld.
Thabo Mbeki, der på universitet påtog sig sin del af ansvaret for manglende kvalitet i ANC, gav dermed et bidrag til igangværende spekulation om, hvorvidt præsident Jacob Zuma genvælges som formand for African National Congress på partikongressen den 16. december i Mangaung.
Velstanden og Malema
Sydafrika kan, trods faldende vækstrate, betragtes som den hidtil mest succesrige afrikanske økonomi. Det er ikke mange år siden, at landet bragede frem og blev ”S”-i BRIKS.
Minearbejdernes seneste omfattende ulovlige strejker og politiaktionen i Marikana kan imidlertid underminere økonomien, få investorer til at holde sig væk og er samtidig med at understrege landets politiske sårbarhed.
Omfattende strejker har nemlig bragt Julius Malema, der i 2008 blev valgt som formand for ANCs ungdomsorganisation, tilbage i fromt med krav om nationalisering af minerne, da ”de rige helt åbenlyst ikke er parat til at dele”.
Den 31-årige Malema er ganske vist smidt ud af ANC for at opfordre til racisme og dermed skabe splid i partiet. Han er også dømt for at tale hadefuldt om hvide, og den 30. november genoptages en sag mod ham for skattesnyd og korruption.
Men det bremser ham ikke. Han hævder, at anklagerne er politisk motiverede, og hans rabiate retorik vinder gehør hos store grupper af utilfredse af sorte.
Præsident Jakob Zuma kom til magten ved at styrte Thabo Mbeki, og ved sin side havde han Malema. Nu er Malema en farlig modstander. Han har gang på gang sagt, at det er vigtigt Zuma ikke genvælges.
ANC – viceformand Motlanthe har ikke officielt sagt, at han stiller op mod Zuma, men det ventes, at han snart melder sit kandidatur.
Og her kan Malemas stemme få betydning, for han betragtes af mange som karismatisk leder, der udtrykker de sortes skuffelse og frustration og vil arbejde for de sorte fattige. At han bor i en stor villa i den rige Johannesburg forstad Sandron og har en Mercedes i garagen har ikke svækket hans tiltrækning på de fattige.
Han har også gode forbindelser til sorte ny-rige forretningsfolk, hvilket kan overraske, da han ved flere lejligheder har hyldet Mugabe og sagt, at Zimbabwes jordereformer kunne tjene som eksempel for Sydafrika. Jordreformer der satte skub i landets økonomiske nedgang. Men det viser hans spændvidde.
Sydafrika stadig en sværvægter
Sydafrikas rolle som en af det afrikanske kontinents sværvægtere er ikke udspillet, selvom vækstraten er dalende.
Sydafrika er stadig Afrikas største økonomi, selvom Nigeria puster den i nakken, og selvom udsigterne for vækst næppe er så gode, som det fremgår af den danske vækstmarkedsstrategi for Sydafrika, der netop er udkommet.
(http://um.dk/da/~/media/UM/Danish-site/Documents/Eksportraadet/Markeder/BRIK/Sydafrika_vaekstsstrat_okt2012.pdf )
Men det betyder, at det sydafrikanske lederskab står over for store politiske udfordringer, og at præsident Jacob Zuma og ANC (African National Congress) må træde i karakter og demonstrere, at de vil give de fattige sorte millioner bedre vilkår.
Økonomisk teenager
Sydafrika var temaet, da Den Internationale Højskole i Helsingør havde sit sidste seminar om BRIKS-landene, og her fik deltagerne et bredt og nuanceret billede af et land, der har gjort, hvad ikke mange troede muligt: Undgået blodbad efter apartheid-styrets fald og etableret et demokratisk styre.
Sydafrikas ambassadør i Danmark, Samkelisiwe Mhlanga, åbnede seminaret og fokuserede ikke overraskede på landets generelt positive økonomiske udvikling.
Vækstraten i 2011 var 3.1 og ventes at være 2.8 i 2012, Sydafrika er det land, hvor det er lettest at opnå kredit og den sydafrikanske rand er den valuta, som har klaret sig næstbedst over for dollaren.
Ambassadøren citerede World Economic Forum Report on Global Competitiveness, der ser er på, hvordan 144 lande klarer sig, og nævnte, at Sydafrika er bedst af BRIKS-landene, når det gælder finansiel markedsudvikling og nummer tre i verden.
Det går også strygende med turismen, der steg med 10.5procent i første halvår af 2012.
Hun forklarede, at det er regeringens politik at skabe vækst og flere jobs på en række områder. I 2012 er det infrastruktur man især satser på, idet man bygger videre på den infrastruktur, der blev skabt i forbindelse med Fifa World Cup i 2010.
HIV-Aids bekæmpelsen blev fremhævet som en særlig succes: 1.7 millioner sydafrikanere får nu anti-retroviral behandling, og der er sket 50 procent reduktion i overførsel af HIV-smitte fra mor til barn. Den var 8 pct. i 2008 og 3.5 pct. i 2011. Ikke færre end 20 millioner er desuden testet for HIV.
På et spørgsmål om fordeling af velstanden, svarede ambassadens politiske rådgiver, at man skal se Sydafrika som en teenager. Man kan meget, men endnu ikke alt. Der er gået 18 år siden apartheid, og selvom der var solide institutioner at bygge på, så tager det tid at ændre ulighed og sociale uretfærdighed.
Urealistiske forventninger
Efter apartheid forventede det sorte flertal naturligt, at nu skulle de have del i velstanden. Urealistiske forventninger. Det er ikke muligt umiddelbart at redistribuere velstanden forklarede Thomas Mandrup, Dr. Phil., Ph.d. og chef for Afrika-programmet på Det Kgl. Danske Forsvarsakademis Institut for Strategi.
Sydafrika er et semimoderne samfund med stærke fagforeninger, høje minimumlønninger, lav produktivitet, lavt uddannelsesniveau og lavt fagligt niveau.
Det betyder, at det har været vanskeligt at tiltrække nye industrier, som kan skabe økonomisk vækst og dermed jobs. Væksten har ganske enkelt ikke været høj nok.
Han nævnte også som en bremse for udviklingen ANC´s korruptions-kultur. ”Vi har kæmpet for dette, Nu er det vores tur til at sikre os selv en smule.” Det gælder fra præsidenten og nedefter.
Af World Economic Forum, som ambassadøren henviste til, fremgår også, at Sydafrika er nr. 132 af 144 lande, når det gælder grundskoleuddannelse og næstsidst, nr. 143 når det gælder kvaliteten af matematik- og naturfagsundervisning.
Det lave uddannelsesniveau betyder, at der er tusinder af ledige jobs, som ikke kan besættes. Omkring 95.000 stillinger i den offentlige sundhedssektor står således ledige.
Efter Thomas Mandrups mening er situationen i Sydafrika prekær. ANC har ikke leveret, indfriet forventningerne.
ANC er dog ikke alene ansvarlig for de lave væksttal. Sydafrikas økonomi er tæt knyttet til den vestlige verdens og således også til vores nuværende økonomiske vanskeligheder.
Men partiets inkompetence og korruption er stærkt medvirkende til de nuværende problemer. Hvis man skal tro the Economist og Verdensbankens benchmark indikatorer.
Er der kun ANC?
Man kan se udviklingen i Sydafrika på forskellig vis. Som ambassadøren og blive forført af de farvestrålende turistbrochurer ”Welcome to South Africa. Expect the Unespected” eller man kan sætte fokus på social ulighed, fattigdom og strejkende med deres krav om højere løn.
Man kan se på, at mange flere har fået adgang til rent drikkevand og elektricitet og hiv/aids behandling. At der er sikret boliger til alle.
Eller man kan se på den katastrofalt store arbejdsløshed og ødelæggende korruption.
Præsident Zuma, har selv været sat i forbindelse med korruption og har åbenlyst ikke magtet at standse en stadig større sammenblanding af partiets og statens interesser.
ANC loyale folk har fået kæmpestore offentlige kontrakter med det resultat, at der er skabt en ny fantastisk rig sort elite, og at fair konkurrence er væk.
ANC dominerer i den grad Sydafrika at landet – som Uganda – næsten er en et-partistat.
Den liberale opposition – The Democratic Alliance (DA) – fik 17% af stemmerne ved parlamentsvalget i 2009 og styrer Western Cape provinsen.
Men partiet spås ikke en jordisk chance for at få indflydelse på den nationale politik. DA opfattes som hvidt parti.
Kun hvis ANC splittes op og en del allierer sig med DA vil den liberale opposition kunne få del i magten. Og en sådan splittelse synes ikke umiddelbart forestående.
Anders Möllander, tidligere svenske ambassadør i Sydafrika, fortalte på seminaret, at DA´s formand, journalist Helen Zilla, får solid støtte fra sorte kvinderi Cape-regionen. De kan lide hendes politik. Men som de siger: ”Vi kan ikke stemme på dig, Du er jo hvid”.
ANC´s partikongres den 16. december er afgørende for Zuma. Bliver han ikke genvalgt som formand bliver han heller ikke præsidentkandidat i 2014. Uden at det nødvendigvis betyder en ny ANC politik.
