Fire sydafrikanske soldater anklages for at have udnyttet kvinder i DR Congo seksuelt i 2018.
Sidste år var der yderligere ni sager af den slags. Det skriver det sydafrikanske onlinemedie Defence Web.
En soldat kan blive fjernet fra missionen, hvis det konstateres, at han har været involveret i et seksuelt forhold eller har udnyttet andre seksuelt.
Sydafrika indberetter sagerne, hvilket andre lande muligvis afholder sig fra at gøre, skriver Defence Web. Derfor kan antallet af sager være langt større end de i alt 13 sager fra Sydafrika, der er indberettet.
Tirsdag skriver flere internationale medier, at der er i alt fem sager fra perioden 2014 til 2016, hvor kvinder i DR Congo har rejst faderskabssager og kræver børnepenge fra sydafrikanske soldater, der har gjort tjeneste i DR Congo.
Disse krav kommer efter, at sydafrikanske soldater i FN-missionen er blevet beskyldt for at have banket en 17-årig dreng og havde udnyttet flere kvinder seksuelt.
En talsmand for FN betegner det som dybt bekymrende.