Sydkorea bliver værtsland for Den Grønne Klimafond

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Karen Arleth, U-landsnyt.dk

Sydkoreanerne er foretrukket frem for bl.a. tyskerne, som ellers allerede huser fondens midlertidige sekretariat i “klimabyen” Bonn. Klimafonden skal bistå u-landene med at modstå klimaforandringerne.

Under det netop overståede klimatopmøde COP18, i Doha i Qatar blev det besluttet, at Songdo i Sydkorea skal være værtsby for den grønne klimafond.

Sydkorea blev valgt blandt seks lande, som havde meldt sig på banen til at være vært for den nye fond. De andre kandidater var Tyskland, som allerede huser FNs klimasekretariat, Mexico, Namibia, Polen og Schweiz.

Songdo er i forvejen vært for den internationale organisation Global Green Growth Initiative (GGCI) og Sydkorea er det første udviklingsland, der bidrager til den grønne klimafond, et forbillede som landet håber andre nye fremstormende økonomier vil gøre efter.

Vil råde over milliardbeløb

Det forventes, at Den Grønne Klimafond årligt kommer til at administrere et tocifret milliardbeløb i dollars, som de udviklede lande har forpligtet sig til at skaffe.

Pengene skal gå til ligelig fordeling mellem tiltag til at modstå klimaforandringerne og initiativer til at nedbringe udledningen af drivhusgassen CO2 i atmosfæren.

Spørgsmålet er, hvornår fonden reelt er klar til at fungere i praksis. Der er meget, der endnu skal på plads i form af ansøgningskriterier og procedurer og udvikling af værn til at sikre, at sociale og miljømæsssige påvirkninger af initiativerne bliver analyseret og taget i betragtning.

U-landene kæmper for, at det skal være enkelt for landene at søge penge hos fonden, og at man ikke gentager de administrativt meget tunge procedurer, som GEF (The Global Environment Facility) opererer med. GEF administrerer adskillige klimafonde under UNFCCC (FNs Klimakonvention).

Der arbejdes for, at landene skal have øget mulighed til at søge fonden direkte og selv kunne vælge eller fravælge at præsentere projekter og programmer i multilaterale organisationer som f.eks. FNs Udviklingsprogram (UNDP) og Verdensbanken.

Var allerede oppe i København for tre år siden

En ny stor grøn klimafond inden for rammerne af forhandlingsprocessen om det globale klima blev diskuteret allerede under klimatopmødet, COP15, i København i 2009 og skrevet ind i mødets slutdokument dengang.

Fondens oprettelse blev dog formelt først vedtaget året efter under COP16 i den mexicanske badeby, Cancun.

Fondens bestyrelse består af 12 repræsentanter fra u-landene og 12 medlemmer fra industrilandene. Forsamlingen blev sammensat i løbet af 2012 og har indtil videre holdt to møder.

Danmark sidder med i fondsbestyrelsen ved nationalbankdirektør Per Callesen.

Fonden har midlertidigt til huse i FNs Klimakonventions (UNFCCC) sekretariat i Rhin-byen Bonn. Danmark er blandt de lande, som har bevilget penge til fondens opstartsomkostninger.

Det næste, tredje møde i bestyrelsen for den grønne klimafond finder sted den 12.-15. marts 2013 i Berlin.

Man kan læse mere på Fondens hjemmeside:
http://gcfund.net/home.html

Se mere om den grønne by Songdo på
http://www.dac.dk/da/dac-cities/baeredygtige-byer-2/alle-cases/masterplan/songdo-sydkorea-smart-city-med-ambitioese-maal/?bbredirect=true