Mens parterne i Sydsudans væbnede konflikt er blevet enige om at forhandle får den ene part, regeringen, nu hjælp fra den gamle ærkefjende i Sudan. Sudan sender olieeksperter til Sydsudan for at genoprette olieproduktionen.
Sudans præsident Omar al-Bashir har lovet som præsidentkollega i Sydsudan, Salva Kiir, at sende 900 olieeksperter til de sydsudanske olieområder for at genoprette olieproduktionen. Det skriver Voice of America tirsdag.
Olieproduktion har lidt under den voldelige konflikt, der har sendt landet ud i kaos, siden den brød ud før jul.
Konflikten brød ud den 14. december. Enkelthederne er uklare og der er mange modstridende oplysninger om hvem der gjorde hvad. I første omgang udbrød der kampe mellem grupper i militæret – angiveligt mellem medlemmer af landets to største befolkningsgrupper dinkaerne og nuerne.
Konflikt mellem præsident og vicepræsident
Præsidenten beskyldte hurtigt den forhenværende vicepræsident Riek Machar, som præsidenten fyrede i juli 2013, for at stå bag. Et kupforsøg kaldte han det.
Machar benægtede dog men har dog senere stillet sig i front for oprørsbevægelsen.
Parterne i konflikten har aftalt at indlede forhandlinger men kampene fortsætter.
De to præsidenter forhandlede mandag også om at opstille en fælles militær styrke, der skulle beskytte oliefelterne, men nåede ifølge Voice of America ikke til enighed. Forhandlingerne er dog ikke afsluttet.
Afrikas yngste land
Sydsudan er Afrikas yngste land. Det blev selvstændigt fra Sudan i 2011 efter en folkeafstemning. Forinden havde den sydsudanske selvstændighedsbevægelse kæmpet mod regeringen i Khartoum, Sudans hovedstad, i årtier.
Sydsudans nuværende præsident Salva Kiir var et højtstående medlem og senere leder af befrielseshæren, SPLA, under borgerkrigen mod Sudans centralstyre under ledelse af Omar al-Bashir.
Ifølge Sudans informationsminister Ahmed Bilal har regeringerne i Sudan og Sydsudan dog gennem længere tid diskuteret at opstille en fælles styrke, der skal beskytte den fælles grænse og forhindre oprørsgrupper i at krydse den.
Ministeren siger ifølge Voice of America at Sudan er klar til ats ende soldater til Sydsudan men kun som en del af en afrikansk fredsmission. Der er allerede FN-tropper i landet.
Endvidere siger ministeren at Sudan holder grænsen åben for flygtninge fra konflikten i Sydsudan.