Tanger Coffee Shop er det tidstypiske navn. Statsbanerne har i årevis kaldt sine restaurationer og cafeer for Restaurail, og før som nu været garant for en forbløffende høj standard til rimelige priser. Alligevel er energien nu om dage helt ændret, og det handler i høj grad om højhastighedstoget, med det mytiske navn Al Boraq, en muslimsk pendant til Pegasus. Og, nå ja, må du bare have det vestlige fix, er der en Starbucks. Den ser ud til at have samme tiltrækningskraft som McDonald’s inde i byen, som i nu tyve år har været en ubetinget succes.
Ikke at Al Boraq eller Pegasus er så forfærdeligt mytisk som sådan. Det er blot den franske TGV-franchise, der har ramt Marokko, og betyder at de velklædte unge forretningsfolk, der småsnakker omkring sprøde petit pain au chocolat og den velsmagende kawa nesnes – halvt/halvt mælk og espresso – er del af en generation, der i realiteten kan bo i Tanger og arbejde i hovedstaden Rabat eller sågar i det økonomiske centrum, Casablanca, der ligger en lille time længere væk.
Fra at være samlingssted for rejsende med hele dagen for sig i adstadigt tempo, er der fart over feltet. Tanger er simpelthen trådt ind i en ny tidsalder.
Banegården er også spritny. Det er en del år siden, at man droppede det nostalgiske hvidmalede levn fra kolonitiden, som skar et sår langs stranden og hvor både banegård og busstation lå lige nedenfor den gamle arabiske by, medinaen.
Først røg busstationen for mere end tyve år siden og blev flyttet ud til rundkørslen, som også rummer den flotte syriske moské med den slanke minaret, og for nogle år siden fik vi en ny banegård, der dog har været lukket en tid, indtil det nye hurtigtog blev indviet sidste efterår. Så nu taler vi modernitet, som vi end ikke når til sokkeholderne i København.
Ligesom man bygger flot, en anden mangel i den danske hovedstad.
Eller hvad?
Rif var paria
Tingene skal jo passe sammen, og rigtigt meget synes at stemme i det nye Tanger.
Hele Nordmarokko led grumme i de mange år, hvor kongens far, den navnkundige Kong Hassan(1929-99), regerede. Hans forhold til Tanger og omegn var mildt sagt dårligt, noget man kan forvisse sig om via en rundspørge hos dansk/marokkanere, som for de flestes vedkommende kommer fra Rif-regionen.
Mange riffier, som berberne i de nordlige bjerge benævnes, har unægtelig følt, at chancerne for et liv i Spanien, Belgien eller Holland mere lå i kortene, end overlevelse i hjemlandet. Men også det er ved at ændre sig, for den nye konge, Mohammed den 6., signalerede allerede ved sin tronbestigelse for 20 år siden, at der skulle øget opmærksomhed på den nordlige del.
Her havde han selv kommet en del, ikke mindst fordi hans onkel, Prins Moulay Abdallah(1935-83) boede i Tanger og efter sigende levede livet helt ud til sin død som bare 48-årige i den meget specielle atmosfære, som var Tanger både under tiden som international zone og i mange år efter. Det var – og er til dels fortsat – et helt specielt sted.
Venlige øjne
Den ”nye” konge viste tidligt sin hengivenhed overfor provinserne i nord.
Jeg var oppe i Chefchaouen, den idylliske bjergby, der mest er kendt for turisme og tjald, da han kom på sin første rundtur og i sin store skudsikre bil var på vej ad landevejen fra Tetouan. Her glemmer jeg sent den forventningens spænding, der var i luften, for en konge på vejen var den rene utopi inden da.
Men sandt nok, spændingen udløstes, da de to lavthængende helikoptere viste sig nede i dalen og den hvide bil passerede den store menneskemængde. Og skudsikker eller ej, som kongen siden har haft for vane, stod han ret op gennem soltaget i direkte kontakt.
Jeg er 205 centimeter, og husker tydeligt den direkte øjenkontakt og venlige øjne. Det var en ven med venlige intentioner, der blev modtaget af folk, der tog ham til sig med glæden lysende.
Samtidig gik han måbevidst i gang med at besigtige alle planer, som lokale administratorer havde lagt frem, og historierne om lokale magthavere, der trygt havde sovet tornerosesøvn uden at gøre meget og nu oplevede at møde på arbejde ud på eftermiddagen, for kun at møde hans majestæt selv ventende med en fyreseddel og en større skideballe, begyndte at florere.
Jeg skal ikke male noget helgenportræt her, for medaljen har bestemt sin bagside og kongen sine kritikere, men det er imponerende, hvad der sket i landet – og ikke mindst heroppe nordpå – i de sidste 20 år siden Kong Hassan blev lagt til hvile ved siden sin far og bror i mausolæet i Rabat.
Marokkos motor
Kongen udtalte det selv, da han kom til magten. Ligesom han som sin nærmeste rådgiver valgte jødisk-marokkanske André Azoulay, som også havde hjulpet hans far. Der skulle satses, og det blev der. For den tidligere så udsultede region, der indtil da havde været mest berygtet som hjemsted for landets hashproduktion, blev ny-lanceret som et på alle måder strategisk sted, for beliggenheden var jo perfekt, der hvor Middelhavet møder Atlanterhavet. Den nye havn blev bygget op gennem 1990’erne, landet har fået et omfattende net af motorveje, og udenlandske investorer, der før tænkte sig om to gange, er nu mere end villige til at flytte arbejdspladser til Marokko.
I dag er Tanger-området på to tredjepladser, der før var utænkelige, nemlig hvad angår størrelse, hvor man har rundet millionen med mange tilflyttere fra andre dele af det store land og endelig med hensyn til BNP, hvor kun Casablanca og Rabat er større. Her er det ikke mindst penge fra Kina og Golfen, der har gjort en stor forskel. Det har betydet en masse arbejdspladser og hvor landets unge med ordentlig uddannelse stod på spring foran udenlandske ambassader og bare ville væk, ønsker mange at blive hjemme og være med til at bygge et projekt, der for alvor begynder at virke troværdigt.
Alt det kan de vise Hans Majestæt, som siges at være på trapperne. Jeg er rykket ind på mit vante hotel i midtbyen, som de ville sige i Aarhus, og her kan jeg forstå, at hele den øverste etage er lejet ud til tilrejsende politi.
Og ja, helikopterne kommer vist til syne en af dagene og vi skal igen til at sige goddag og velkommen. Denne gang i en ny og selvbevidst by, som med en helt ny havnefront med marina, containertrafikken ude i den nye Tanger-Med-havn mod øst, og en turistsektor, som har rejst sig og ligner noget der holder. Men som også har formået ikke at miste sin sjæl.
Og så selv om det langt fra er alle, der nåede hurtigtoget.
