Tanzania: Dansk NGO vil sikre vand, hygiejne og sanitet til 20.000

Forfatter billede

Dansk Folkehjælp har modtaget en bevilling på 2,2 millioner Danida-kroner via Projektrådgivningen til et tre-årigt projekt i det nordlige Tanzania, skriver organisationen i en pressemeddelelse mandag.

Projektet skal sikre rent vand, tilstrækkelig hygiejne og sanitære forhold i Karatu-distriktets landsbyer og bidrage til, at myndighederne optræder ansvarligt og åbne i deres beslutningstagning over for borgerne.

Fælles fortalervirksomhed og større gennemskuelighed

Inden projektets afslutning i 2015 skal alle folkeskoler i Mbulumbulu Ward og familierne i de fem landsbyer have større viden om korrekt hygiejne og bedre adgang til vand og sanitet.

Det forventes, at bidrage til at reducere hyppigheden af vandbårne sygdomme med 60 procent og dermed forbedre levestandarden i distriktet.

Samtidigt er det tanken, at lokalsamfundet i Mbulumbulu Ward, de 5 vandforsyningsenheder samt Kangonet i 2015 har udøvet fortalervirksomhed i fællesskab og dermed bidraget til en større gennemskuelighed, ansvarlighed og ligelig fordeling af ressourcerne på distriktsniveau.

Dette skal ske gennem øget bevidsthed, fremme af dialog mellem Ward og distriktets myndigheder samt forskning i Kangonet præsenteret i rapporter til distriktet.

Uddannelse midlet til bedre sundhed og trivsel

Projektet forventes at blive selvbærende i kraft af registrering og organisering af vandforsyningsforeninger og organisering af vandforsyningsenheder på landsbyniveau, således at disse kan blive finansielt selvkørende og bidrage til at udvikle vandkilder og sanitet.

Allan Vokstrup fra Dansk Folkehjælp siger:

”Der er stor mangel på kvalificeret personale og et meget lille budget på distriktsniveau til denne type indsatser. Derfor er uddannelsen af ​​ ”sundhedsanimatorer” i landsbyerne og hygiejneuddannelse blandt borgerne et vigtigt middel frem mod en forbedret sundhed og trivsel.”

Yderligere oplysninger hos:
Allan Vokstrup, Dansk Folkehjælp. E-mail: [email protected]
og tlf. 29 61 56 59