Tanzania indleder klapjagt på LGBT-personer

lgbt_rettigheder_afrika_sokari_flickr
Forfatter billede

Paul Makonda, som er guvernør (regional commissioner) i Dar es Salaam, har nedsat en specialgruppe, der skal opstøve LGBT-personer. Makonda siger ifølge flere internationale medier, at anholdelserne af de pågældende homo- og biseksuelle samt transpersoner vil begynde i næste uge.

Tirsdag havde han angiveligt fået 5763 henvendelser fra offentligheden med over 100 navne på LGBT-personer, skriver den britiske avis The Guardian.

Et udvalg bestående af 17 personer vil blive nedsat for at finde frem til homoseksuelle på sociale medier og anholde dem, skriver avisen.

LGBT-aktivister er i forvejen bange for politiet og frygter nu, at der også kan komme voldelige angreb fra almindelige mennesker. Den spændte stemning har fået mange homo- og biseksuelle samt transpersoner til at flygte fra Dar es Salaam-området eller blive i deres hjem.

”Alle homoseksuelle lever i frygt. Selv forældre til homoseksuelle børn lever i stor frygt,” fortæller Geofry Mashala, en LGBT-aktivist fra Tanzanian som nu bor i Californien, til The Guardian.

Fængsel på livstid

Siden John Magufuli blev valgt til præsident i Tanzania er homofobien taget til i styrke, skriver BBC.

Guvernør Makonda, som er en nær allieret af præsidenten, siger, at han forventer international kritik for sine tiltag, men han tilføjer ifølge BBC:

”Jeg foretrækker at gøre disse lande vrede frem for at gøre Gud vred”.

”Giv mig deres navne. Mit ad hoc team vil begynde at få fat i dem på mandag,” lyder det fra guvernøren.

Homoseksualitet har altid været tabu i Tanzania. Det, der betegnes som ”kødelig omgang mod naturens orden”, som det hedder i mange af de østafrikanseke landes straffelove fra kolonitiden, kan give fængsel på livstid eller i ”ikke mindre end 30 år”, lyder det i den tanzanianske straffelovs paragraf 154. Selvom loven sjældent bliver brugt, er det en overhængende trussel, som også bruges til at afpresse og undertrykke LGBTI-personer.

Sidste år anholdt politiet i Dar es Salaam 12 mænd på anklager om, at de havde ”promoveret homoseksualitet” og dyrket sex med andre af samme køn.

Ligeledes sidste år anholdt politiet på Zanzibar mindst 20 mennesker på mistanke om ”homoseksuelle aktiviteter”.

Præsident Magufuli besluttede sidste år at forhindre en lang række sundhedsklinikker i at yde hiv-behandling. Begrundelsen var, at klinikkerne servicerede homoseksuelle.

Det menes, at omkring 33.000 mennesker døde af hiv/aids i Tanzania i 2016.