Tinder. Datingappen, der med det simple koncept hurtigt lader dig komme i kontakt med nye mennesker, der potentielt kan blive til en date eller en kæreste, afprøver nu en ny funktion i Indien.
Men med aktiveringen af funktionen ’My Move’ får indiske kvinder nu mulighed for at bestemme, om de vil tage den første kontakt og forhindrer dermed mænd i at skrive den første besked.
Kvinderne er i kontrol
Formålet med den nye funktion er at styrke indiske kvinder og give dem mere kontrol i deres datingliv og idéen er da også, at funktionen på sigt skal udbredes globalt til alle kvinder.
General Manager for Tinder i Indien, Taru Kapoor fortæller om lanceringen af den nye funktion, at det er et bevidst forsøg på at præsentere en mulighed for at give større sikkerhed til de kvindelige brugere.
Ved at give kvinderne muligheden for at vælge den nye funktion og skabe et større rum for kontrol, er håbet også, at flere kvinder vil benytte sig af appen.
Funktionen kan ses som et forsøg på at gøre dating sikrere for kvinder i Indien og Taru Kapoor forklarer, at det skal give kvinder mere selvbestemmelse over, hvordan de vil engagere sig med deres match og dermed give dem flere muligheder for selv at kontrollere deres oplevelser på appen.
Fokusset på sikkerhed er ikke ubegrundet og den usikkerhed, der eksisterer blandt mange kvinder i landet, er forståeligt. Hvert år rapporteres der om flere tusinde seksuelle overfald og voldtægter i landet.
Det er blot et par måneder siden, at nyhedsbureauet Thomson Reuters Foundation i en international rapport målte Indien som verdens farligste land at opholde sig i som kvinde, netop på grund af den store risiko for seksuel vold.
Kan datingapps ændre på traditionerne i Indien?
I store dele af det indiske samfund indgår unge indere stadig i de traditionelle, konservative arrangerede ægteskaber, hvor dating i mange kredse er ildeset og kontroversiel.
Det viser sig nemlig, at et stort antal af indere nu tager aktiv del i datingkulturen. Indien er nemlig Tinders største marked i Asien, hvor specielt den voksende gruppe af unge indere i storbyerne benytter sig af appen.