”Jeg vågner hver morgen og tænker på, hvordan jeg kan lave verden om. Også i weekenden, hvor jeg skriver min blog, fordi jeg har et stort behov for at kommunikere, diskutere og tænke, og for mig er det at skrive en måde at tænke på.”
Globale uretfærdigheder har optaget Lars Koch i over 35 år. Tirsdag den 1. marts er han endnu engang trådt ind ad porten på det stykke af Københavns Vesterbrogade, som ellers mest er kendt for sine pubber, gået op ad trappen og ind i Oxfams IBIS’ toetages hovedkvarter.
Her, et øjekast fra Rådhuspladsen, skal han stå i spidsen for udviklings- og solidaritetsorganisationen, som han i flere henseender selv har været med til at forme som nøglemedarbejder og til sidst som vicegeneralsekretær. Således var Koch med, da IBIS i 2016 blev en del af Oxfam-føderationen og udvidede navnet til Oxfam IBIS. Han var også med til at opdyrke den hjemlige debat om multinationale selskabers skattebetaling – og mangel på samme – i fattige lande.
Men det er snart fire år siden, han forlod vicegeneralsekretærposten for at arbejde i Mellemfolkeligt Samvirke, så han føler det mindre som at vende tilbage og mere som at skulle begynde et nyt sted.
”Det første, jeg vil gribe fat i, er selvklart at undersøge, hvor Oxfam IBIS og Oxfam-føderationen er i dag. At lære medarbejderne at kende, dykke ned i målsætninger, prioriteringer og strategier. Alt det skal jeg have helt styr på.”
”Jeg gik jo nok ned ad karrierestigen, da jeg gik fra at være vicegeneralsekretær til rådgiver for Tim Whyte (generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, red.). Men jeg er ikke specielt ærekær, når det gælder titler. Til gengæld er jeg ærekær, når det gælder om at få lov til at forandre og komme af med mit engagement på en måde, som jeg synes giver mening,” siger han.
En politisk familie
Engagement løber i Koch-familiens blod. Lars Koch, født i 1965, er nemlig vokset op i en særdeles politisk familie. Hans far, Ejler Koch, var medlem af folketinget for Socialdemokratiet i 1970’erne og direktør for Miljøstyrelsen. Farfaren, Hal Koch, var professor i teologi, højskoleforstander, debattør og den første formand for Dansk Ungdomsvirke, som med tiden blev til Dansk ungdoms fællesråd, DUF.
Men det er farmoren, Bodil Koch, som Lars Koch fremhæver. Hun var også en livlig debattør og stiftede bevægelsen Folkevirke, som havde til formål at uddanne og mobilisere kvinder til at deltage i det politiske liv. Hun sad i folketinget for Socialdemokratiet og nåede både at være kirkeminister og undervisningsminister.
”Hun havde et helt unikt engagement og mod til at være på tværs. Det engagement og drive har jeg i en eller anden grad arvet.”
Kimen til det globale engagement blev lagt i 1985-86, da Lars Koch som 20-årig var i Nicaragua og bygge en skole som del af en såkaldt byggebrigade. Da han kom hjem, blev han udlært som tømrer, men efter et år med værktøj i hændene begyndte han at læse statskundskab på Københavns Universitet.
Det første job efter kandidateksamen var på universitetet, men så blev det udviklingsbranchen med ansættelser i Mellemfolkeligt Samvirke og siden IBIS, som han i 2001 blev udsendt til Bolivia med. Her samarbejdede han med lokale organisationer for oprindelige folk og hjalp med at holde øje med midler, som blev frigivet i forbindelse med den globale kampagne for gældseftergivelse, Jubilee-kampagnen, som han havde arbejdet med, op til han tog af sted.
Han beskriver sit og sin families to og et halvt år i Andes-nationen, som helt afgørende for hans senere fokus:
”Jeg har altid været optaget af at følge pengestrømme, så jeg spurgte mig selv, hvor alle pengene fra Bolivias naturressourcer forsvinder hen? De går i hvert fald ikke til befolkningen. Det fik mig ind på området om beskatning af naturressourcer og beskatning i det hele taget.”
Skatteområdet arbejdede han videre med, da han kom hjem, og i de 12 år, han siden arbejdede i IBIS og senere Oxfam IBIS, blev det et vigtigt tema i det danske solidaritetsarbejde:
”Det var en stor succes for mig, at det blev en central del af IBIS’ arbejde, og det har været helt afgørende for mig personligt.”
Nøglen til mobilisering
Oxfam IBIS har sine rødder i studenterbevægelsen World University Service, og det kan stadig mærkes, siger Lars Koch om sin nye “gamle” arbejdsplads.
”Der er en meget stor faglig tyngde i organisationen, stærkere end i de fleste andre organisationer. Det glæder jeg mig rigtig meget til at skulle arbejde i igen. Og jeg tror, vi kan blive nødt til at prioritere for at fastholde den tyngde, for vi kan ikke have en stor faglig tyngde på alle verdens udfordringer. Jeg tror, det er afgørende at turde vælge noget, hvor vi er rigtig dygtige og kan gøre en forskel. Hvad det bliver, kan jeg slet ikke sige noget om endnu. Vi har en strategiproces, som skal afsluttes i løbet af 2022, og noget af det, som processen skal føre frem til, er netop de her prioriteringer,” siger den nye generalsekretær.
Det er ikke utænkeligt, at klima bliver et af de nye prioritetsområder. I de seneste år har Lars Koch nemlig kastet sig over klimaspørgsmålet, som han ser som en mulig nøgle til at mobilisere flere i globale spørgsmål og solidaritetsarbejde:
”Oxfam har været meget god til at pege på, at det er rige mennesker i rige lande, som er skyld i den klimakrise, som rammer primært fattige mennesker i fattige lande. Jeg tror, at fremtidens solidaritet, ikke mindst fra de unge, i høj grad vil blive drevet af klimakrisen. Det er, fordi det er så åbenlyst uretfærdigt, urimeligt og skamløst, hvad der foregår. Det er noget, der optager mange unge, og jeg tror, det er her, driveren i forhold til den globale solidaritet i høj grad vil være i fremtiden.”
Flid og loyalitet
Når man møder den nye generalsekretær er det tydeligt, at han har en god portion energi. Selvom den har holdt ham kørende i 56 år, er der stadig masser at give af – men hvor kommer brændstoffet fra?
”Det får jeg, når tingene lykkes, eller når jeg får nye aha-oplevelser, som jeg for eksempel har fået ved at kaste mig over klimaområdet. Det har været sjovt at komme fra stort set ikke at vide noget om klima til i dag at være dybt inde i mange af de forskellige klimadagsordner. I det hele taget har jeg meget stor glæde af at forstå ting i dybden.”
”På et mere personligt plan får jeg energi af at dyrke sport. Lige i øjeblikket dyrker jeg rigtig meget sport. Jeg løber tre-fire gange om ugen, spiller fodbold, spiller padle, spiller tennis, spiller bordtennis. Det er lige ved at tage overhånd, og jeg kommer formentligt til at skrue lidt ned for det nu,” siger han med tanke på sin nye rolle.
Bliver han bedt om at sætte ord på sig selv, nævner han også ”flid” og ”loyalitet” som afgørende.
”Jeg er arbejdsom og arbejder meget, fordi det, jeg laver, er sjovt. Jeg forventer også, at andre er flittige. Det betyder ikke, at de skal arbejde mere end 37 timer om ugen, men jeg forventer, at folk tager vores ansvar alvorligt – at vi som organisationer bruger de ressourcer og den magt, vi har, på den rigtige måde.”
”Loyalitet er noget, jeg i høj grad har lært af min tidligere leder Tim Whyte fra Mellemfolkeligt Samvirke. Vi skal være loyale over for hinanden i ledergruppen og i organisationen i forhold til de beslutninger, vi tager. Loyalitet og at have hinandens ryg er helt afgørende for at skabe tillid og et godt arbejdsklima.”
Det er vist ikke en overdrivelse at sige, at stress og et presset arbejdsmiljø er udbredt i udviklingsorganisationerne. Hvordan vil Lars Koch håndtere det?
”Jeg tror, det er meget sjældent, at stress kommer af dårlige stole eller træk på kontoret. Stress kommer næsten altid af frustration over dårlig ledelse. Det er ledelsens ansvar at sikre, at der er et arbejdsmiljø, hvor folk ikke bliver stressede. Jeg mener ikke, at det er for meget arbejde, der er årsagen til stress – det er snarere fornemmelsen af ikke at lave det rigtige eller ikke have retning på det, man laver. Jeg tror på, at en klar strategi, en fælles forståelse af strategien og fælles ejerskab til den er helt afgørende for at skabe arbejdsglæde. Og så skal der være balance mellem ønsket om at ville lave hele verden om og de ressourcer, vi har til det. Ledere skal ikke prioritere for medarbejderne; de skal give dem et prioriteringsrum, hvor de selv kan træffe valg og har en udstrakt grad af selvstyre til at gøre det. Det kan du holde mig op på om fire år. ”
En anden ting, som medarbejderne på Vesterbrogade 2B, 1. og 2. sal, kan se frem til, er indførelsen af et sæt af feministiske ledelsesprincipper fra Mellemfolkeligt Samvirke.
”Principperne handler blandt andet om, at både leder og medarbejder skal være klar over egne styrker og svagheder, men også om inklusion, feedback-kultur og en magtkritisk tilgang – kritisk også kritisk over for lederes magt, men uden at være naiv. Det er ikke, fordi der ikke skal være ledere, men der skal være en meget tydelig og klar forståelse af de roller og den magt, man har. Det har jeg brugt meget aktivt de sidste tre år, og det er min plan at tage det med til Oxfam IBIS. Så må vi se, om det virker,” siger han.
Nedskæringer på vej
Noget af det, der venter i indbakken, når Lars Koch indtager chefkontoret, er dog mindre positivt: Nemlig beslutninger om nedskæringer. Det skyldes en ændring i organisationens økonomiske vilkår, hvor der fra i år er færre Danida-penge end sidste år.
Som en af 18 organisationer er Oxfam IBIS en såkaldt parnerskabsorganisation med Danida, hvilket betyder, at der på finansloven er afsat et bestemt beløb til den i perioden 2022-2025. For Oxfam IBIS’ vedkommende er det 103 millioner kroner årligt – det er færre midler, end i den forrige aftale, hvor organisationen fik 115 millioner hvert år.
Samtidig er organisationen ikke kommet med i den nye udgave af Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP), hvorfra organisationen i perioden 2017-2021 fik i alt 175 millioner kroner.
De færre midler vil få konsekvenser, men er samtidig også en anledning til at tænke over relationen til Danida, som heller ikke uproblematisk, fortæller Lars Koch.
”Jeg tænker en del over vores relation til Danida, som heldigvis ikke spiller helt så afgørende økonomisk en rolle for Oxfam IBIS som tidligere.”
I årsregnskabet for 2020 kan man se, at Danida stod for lige knap halvdelen af indtægterne, mens EU, svenske Sida og Global Partnership for Education er noget mindre, men væsentlige donorer.
”Jeg oplever, at organisationerne i stigende grad bliver set som operatører på Danidas strategi på grund af partnerskabsaftalerne. Danida laver en strategi, som i bund og grund handler om migration og klima, og så vil de gerne have civilsamfundet til at udmønte den. Det, synes jeg, er en uheldig tendens.”
”Det, som civilsamfundet særligt kan, er at holde magthaverne ansvarlige og sikre udsatte mennesker en stemme. Den del er undervægtet i implementeringen af strategien. I stigende grad er det sådan, at Danida kun er interesseret i at arbejde i lande, hvorfra man kan sejle til Europa i en gummibåd, og det er jo en indsnævret forståelse af, hvad global solidaritet er, og hvad vores globale ansvar er.”
”Jeg mener, vi skal holde fast i, at vores ansvar rækker langt videre end der, hvorfra klimaflygtninge selv kan sejle herop. Vi har også et ansvar i Latinamerika – for eksempel i Nicaragua i den landsby, hvor jeg arbejdede og var tilbage 30 år efter. Floden, som jeg badede i hver dag efter arbejdet, var tørret ud, og i dag kommer kommunen en gang om ugen og leverer vand, fordi der ikke er noget i området. Det er jo nogle forandringer, som vi er mere skyld i, end de lokale er.”
Han ser en tendens til, at organisationerne arbejder mere sammen. Et eksempel er kampagnen Peoples Vaccine, som handler om at få frigivet corona-vaccinerne til produktion i udviklingslandene. Oxfam har spillet en ledende rolle, men kampagnen har kørt som en platformskampagne, hvor andre organisationer også har spillet ind. Det har blandt andre Action Aid og Læger uden Grænser gjort.
”Den måde at arbejde sammen om nogle formålsdrevne dagsordener, og hvor man lidt smider sin organisationschauvinisme, som der godt kan være, dét er fremtiden. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.”
