Det er næppe helt tilfældigt, at Tyrkiets seneste offensiv i Syrien går under navnet ”Operation Euphrates Shield”.
Tyrkerne ønsker nemlig et beskyttende skjold om de vigtige vandressourcer i Eufrat og tvillingefloden Tigris.
De berømte floder er fyldt med rindende ferskvand – en utrolig vigtig ressource, der ikke bliver mindre vigtig af klimaforandringer og udpræget vandknaphed i Mellemøsten.
Tyrkerne har tidligere talt om ”røde linjer” for den USA-støttede, kurdiske YPG-milits ekspansion i området.
”Hvis YPG ønsker at støtte logistisk øst for Eufrat er det anderledes. Men vi ønsker ikke så meget som en eneste YPG-militant i vest [for floden], særligt efter operationen. USA har givet en garanti om dette”, lød det fra den tyrkiske udenrigsminister Mevlüt Çavuşoğlu i juni, ifølge den store tyrkiske avis Hürriyet.
Den syriske by Jarablus, som i første omgang var hovedfokus i offensiven, ligger netop lige øst for Eufrat. YPG-styrker var klar til at fordrive IS og indtage byen, men tyrkerne og deres allierede kom altså i forkøbet.
Udspringet af både Eufrat og Tigris ligger i Tyrkiet, men i områder med en majoritet af kurdere, og det har bragt spændinger mellem myndighederne og den kurdiske befolkning.
En række dæmninger i området skal udnytte det rindende vand bedre, men der er stor modstand mod byggeprojekterne. PKK, den militante kurdiske oprørsgruppe, har flere gange rettet angreb direkte mod bygningsarbejdet, og i en kurdisk erklæring om ophævelse af våbenhvilen sidste år, lyder det, at dæmningsprojekterne er et mål for militære operationer.
Det Store Anatolske Projekt
Ferskvandet i Tigris og Eufrat slanger sig gennem Syrien og Irak, inden det løber ud i den Persiske Bugt. Det stammer fra smeltende is fra de høje tinder i Taurusbjergene.
Den mægtige bjergkæde ligger på den Anatolske Højslette i et område, hvor majoriteten har en kurdisk oprindelse.
Det er sandsynligvis derfor, at Ankara frygter kurdisk løsrivelse mere end de voldelige ekstremister i IS. Tyrkerne har nemlig store planer med vandressourcerne i området.
Det gælder særligt en række dæmninger på de store, mytiske floder. Projektet er kendt som det Store Anatolske Projekt (Tyrkisk: Güneydoğu Anadolu Projesi, GAP).
Allerede det moderne Tyrkiets grundlægger, Kemal Attatyrk, havde planer om at udnytte vandet til bl.a. vanding af marker og generering af el. De store planer blev dog først for alvor igangsat i 1970’erne, men udviklingen har været noget fodslæbende grundet den store modstand mod projektet.
Oversvømmelse af historisk by
En af de helt store konstruktioner er den såkaldte Ilısu-dæmning, hvor tyrkerne har søgt udenlandsk finansiering. Flere investorer har imidlertid trukket sig fra projektet, heriblandt Storbritannien samt tyske, svejtsiske og østrigske udviklingsfonde.
Dæmningen vil oversvømme den historiske by Hasankeyf, der rummer flere arkæologiske seværdigheder. Det betyder også, at en stor del af indbyggerne skal forflyttes. De tyrkiske myndigheder lover imidlertid hjælp og kompensation til indbyggerne.
”En omfattende plan for flytning og kompensation er planlagt. Det totale antal af mennesker, som skal flyttes er omkring 15.000. Det svarer til 2000 familier. De vil få valget om at blive flyttet til landlige eller urbane områder”, lyder det officielt fra den tyrkiske regering.
Modstanden mod dæmningen er imidlertid stor i området. Den kurdiske paraplyorganisation KCK, hvor både PKK og YPG er medlemmer, nævnte dæmningerne som militære mål i en erklæring, der officielt ophævede våbenhvilen med myndighederne i 2015.
”Beslutningen om at mobilisere alle kilder, herunder guerilla-styrkerne, er taget for at bremse konstruktionen af dæmninger. Nu er alle dæmninger og maskiner, der bliver anvendt i konstruktionen af dæmningerne målet for vores guerilla-styrker”, lyder det i erklæringen.
De tyrkiske myndigheder har på sin side hele tiden lagt vægt på, at dæmningerne skal skabe vækst i området, og at skaderne er minimale.
”Hasankeyf, en lille by, er den eneste, der bliver påvirket, med oversvømmelser i de lavereliggende egne. Arkæologer og forskere fra Tyrkiet og flere andre lande er i færd med at udgrave, registrere og bevare så meget som muligt”, lyder det fra officiel side.
”Og endeligt, et udviklingsprojekt betyder økonomisk vækst. I forbindelse med det sydøstlige Tyrkiet, vil konstruktionen og den yderligere elektricitet skabe højere indkomst og nye muligheder til et område, som har stort behov for det”, slutter erklæringen fra regeringen om den kontroversielle dæmning.
Mellemøstens dyrebare dråber
Der er altså mere end traditioner, historie og identitet på spil i den langvarige konflikt mellem kurdiske oprørsgrupper og de tyrkiske myndigheder.
Eufrat og Tigris er blandt de vigtigste kilder til ferskvand i Mellemøsten, og udspringets beliggenhed indenfor landets grænser gør, at tyrkerne har en udpræget kontrol over strømmen af vand i floderne.
Tidligere har Ankara forsøgt at eksportere den livsnødvendige ressource, men forhandlingerne med Israel og de knastørre Golfstater endte resultatløst.
Det skyldes ifølge den internationalt anerkendte indiske forsker, Brahma Chellaney, at nationerne ikke ønskede at gøre forsyningen af en så vigtig ressource afhængig af Ankara.
Kurdiske oprørsstyrker har gennem det seneste år forsøgt at bremse arbejdet med Ilısu-dæmningen ved at angribe lastbiler med materialer til arbejdet, kidnappe arbejdere på projektet og bombe strømforsyningen.
På trods af dette og de udenlandske investorers manglende vilje, fortsætter regeringen ufortrødent med de mange dæmninger i Det Store Anatolske Projekt.
