Man kan hævde, at opgaven, som den tysk-italienske filminstruktør Lars Kraume, stillede sig selv, var dømt til at mislykkes. En hvid, europæisk mand, der bilder sig ind at have retten til at fortælle historien om det koloniale folkemord på de afrikanske Herero- og Nama-folk, nærmest skriger på beskyldninger om kulturel appropriation. Begrebet dækker over, når mennesker uden et personligt tilhørsforhold til en given kultur benytter sig af dens udtryk og eksempelvis tager formidlingen og fortolkningen af dens historie på sig.
Netop dén kritik er da også haglet ned over Lars Kraumes film Measures of Men (tysk: Der vermessene Mensch), som havde premiere på den prestigefyldte tyske filmfestival Berlinalen i februar. Særligt repræsentanter fra det afrotyske miljø finder filmen problematisk.
Hovedanken er, at historien om den tyske hærs folkemord på titusinder afrikanere i det område, der i dag udgør Namibia, fortælles udelukkende fra ”den hvide mands” perspektiv. I dette tilfælde den tyske kolonimagt, der i årene 1904-08 havde besat området.
I Measures of Men følger man ganske rigtigt den unge etnolog, Hoffmann, der rejser til den tyske koloni i Sydvestafrika for at samle kunst og kranier til Berlins etnologiske museum. På vegne af sin overordnede professor, Josef Ritter von Waldstätten, stjæler han genstande fra både levende og døde afrikanere med det formål at anvende dem til den såkaldte raceforskning. Det var en undersøgelse af afrikanere – inklusive måling af deres kranier – der skulle understøtte den på det tidspunkt udbredte teori om, at de var hvide mennesker underlegne.
Men Hoffmann adskiller sig fra både sin professor og de tyske soldater, han rejser til Afrika med. Han er nemlig ikke overbevist om, at hvide mennesker skulle være klogere end sorte. Som han siger til professoren om sit kvindelige undersøgelsesobjekt, Kezia Kambazembi: ”Hun kan læse!”.
Hoffmann er ej heller, som filmens øvrige hvide karakterer, følelsesmæssigt uberørt af de brutale handlinger mod Herero og Nama-folkene. Som filmen skrider frem, er man således vidne til hans stigende forfærdelse over de rædsler, han er vidne til, og sluttelig hans totale moralske forfald, da han opgiver at kæmpe imod sine landsmænd.
Tyskland var den 3. største kolonimagt
Massemordet på Herero og Nama-folkene betragtes som det 20. århundredes første folkedrab. Measures of Men er – mere end 100 år senere – den første spillefilm, der beskæftiger sig med den tyske kolonimagts forbrydelser. Filmen er da også blevet hilst velkommen i den tyske offentlighed som anledning til endelig at få placeret luppen over denne sorte plet på tysk historie.
(Foto: Christian Ender/Getty Images)
Selvom Tyskland fra 1990 til 2020 betalte 1,4 milliarder euro i udviklingsbistand til Namibia, og der lige nu foreligger en formel undskyldning samt yderligere 1,1 milliarder euro betalt over 30 år klar i den tyske forbundsdag, var folkemordet i lang tid – ligesom Holocaust – tabuemne i den offentlige, tyske debat. At lave om på dét er hovedformålet med Measures of Men, udtalte Lars Kraume til det tyske magasin Filmdienst kort efter, at filmen havde premiere:
”Jeg har længe været optaget af, at Tysklands koloniale periode stadig ikke får meget opmærksomhed. Forståeligt har skylden over 2. verdenskrig og Holocaust fyldt meget de sidste 70 år, men Tyskland var verdens 3. største kolonimagt. I de senere år er debatten om tilbageleveringen af alle de kunstgenstande og menneskelige rester, der blev stjålet fra Afrika og opbevaret på europæiske museer, til gengæld blusset op. Så nu var det på tide at lave en film om Tysklands koloniale forbrydelser.”
Ikke noget afrikansk perspektiv
I Measures of Men konfronteres seerne således én gang for alle med den tyske hærs forbrydelser mod Herero og Nama-folkene. Med Namibias maleriske natur som baggrund bliver mænd, kvinder og børn brutalt myrdet og mishandlet. I en af filmens hårdeste scener ser man, hvordan Kezia Kambazembi tvinges til at skalpere et af sine egne stammemedlemmers kranie.
Filmens anliggende – at sætte Tysklands kolonialistiske fortid på dagsordenen – er blevet modtaget positivt både i Tyskland og Namibia, hvor den også er blevet vist. Men samtidig kritiseres Measures of Men for at reproducere racisme og skabe empati for en hvid gerningsmand.
”Skuespillerinden Girley Charlene Jazama spiller den eneste afrikanske person, der er udstyret med en minimal individualitet i denne film. På trods af sine ædle intentioner forbliver Kraumes synspunkt forbavsende eurocentrisk og paternalistisk – der er ingen gennemarbejdede perspektiver fra sorte eller brune skuespillere i hans film,” lød dommen fra den tyske avis Die Taz’s filmkritiker.
Foto: Public Domain/Wikimedia
Også ifølge den afrotyske aktivist og sociolog, Natasha A. Kelly, gør Kraumes film sig skyldig i at udelukke et afrikansk perspektiv. Ifølge Kelly, som Krause engagerede som konsulent i begyndelsen af processen med at skrive manuskript, fejler han i at behandle kolonialismen som et strukturelt fænomen.
Fordi historien fortælles på et personligt plan gennem den fiktive hovedperson Hoffmann, bliver Measures of Men til en ”hvid frelser-historie”, udtaler Kelly i det tyske Veto Magazine. Desuden skildrer filmen ikke den modstand mod kolonimagten, der rent faktisk var blandt Herero- og Nama-folkene, lyder kritikken.
Misforstået hensyn
Mod anklagerne har Lars Kraume i flere tyske medier forsvaret sig behændigt. I hans optik er hovedkarakteren Hoffmann hverken en frelser eller en helt, idet han ved filmens udgang vender sin ungdommelige idealisme ryggen, opgiver at hjælpe Herero- og Nama-folkene og ender som bitter og traumatiseret professor i raceforskning på et tysk universitet.
Ifølge instruktøren selv var det med fuldt overlæg, at han valgte at fortælle historien om folkemordet fra gerningsmændenes perspektiv:
”Denne film holder et spejl op for os tyskere og ser kritisk på de voldshandlinger, vi har begået. Jeg forstår ikke, hvad det forkerte ved det perspektiv er. Selvfølgelig skal ofrenes stemmer også høres. Men hvis man som tysker skulle fortælle ofrenes historie, ville det netop være kulturel appropriation. Hvis man som hvid filmskaber på den anden side holdt sig fra at lave film om kolonitiden, ville man gøre sig medskyldig i den fortielse, der har været af folkemordet i 120 år,” udtalte han til Hamburger Abendblatt.
Dét argument køber Natasha A. Kelly ikke. For påstanden om at ville undgå kulturel appropriation er, ifølge hende, et falskt hensyn. Udelukker man et sort perspektiv, fordi man er bange for at komme til at krænke, kommer man netop til at reproducere stereotyper og et racistisk perspektiv på afrikanere, mener sociologen. For hende er Kraumes film således et eksempel på den berøringsangst, der ifølge hende præger den hvide, liberale anti-racismediskurs.
Man kunne indvende, at der i er nogen grad er belæg for berøringsangsten blandt hvide kunstnere, der beskæftiger sig med temaer som kolonialisme og racisme. I hvert fald var Kraumes mål med filmen hverken at fortælle en historie, der ikke var hans at fortælle – eller at udelukke andre perspektiver på kolonitiden end det hvide.
Til Hamburger Abendblatt fortæller instruktøren, at han mest af alt håber, at filmen vil nå ud til nogle publikummer, som ikke er en del af den til tider særdeles akademiske diskussion, der præger diskussionen om racisme, identitet og repræsentation.
