Fodbold er sansningen af det våde, men tunge græs på Kløvermarkens legendariske baner, samværet med vennerne og ikke mindst fællesskabsfølelsen af eufori, der i et kort øjeblik bryder livets monotoni og får os til at glemme den senmoderne kapitalismes fremmedgørelse. Sat en smule på spidsen.
Det lysende hjerte
Oscar Rothstein: Det Lysende Hjerte – passion of magt i afrikansk fodbold
Gyldendal
208 sider
Pris: 249 kroner
Men fodbold er også håbet om en fremtid for unge, hvis muligheder synes usynlige, den nationale stolthed ved at slå en gammel kolonimagt i en kamp udsendt til mere end en milliard mennesker, og den gamle præsidents desperate forsøg på at fastholde magten.
Det mærker vi tydeligt i Det Lysende Hjerte, Danwatch-journalist og ung Afrika-kender Oscar Rothsteins nye bog om afrikansk fodbold. Fra Oscars første oplevelser i Afrika på en støvet bane i et af Maputos mere tvivlsomme kvarterer til grandiose kinesiske stadionbyggerier, vævet sammen i et vidnesbyrd, der balancerer mellem det nære og de store spørgsmål.
Den lange vej til Europa, og den hurtige vej til penge
I efteråret besøgte jeg fodboldklubben Jammerbugt IFs stadion. Hvis du er i tvivl om, hvor vi er henne i landet, så kan jeg fortælle, at det ligger i Pandrup, tæt på Jetsmark, groft sagt imellem Hune og Biersted. Der var ikke tale om prøvetræning på oldboys-niveau, men snarere et rent interessebesøg, fordi klubben for ikke lang tid siden gennemgik en vanvittig historie.
En tysker ved navn Klaus Müller havde udset sig 2. divisionsklubben som en perfekt mellemstation for nogle af de afrikanske talenter han havde fra et udvidet netværk i specielt Vestafrika. ”Bare rolig,” var beskeden til cheftræneren efter den formelle overtagelse, tingene kommer til at vokse organisk. Det viste sig ikke helt at holde stik, og efter sommerferien i 2021, var 22 ud af 28 spillere pludselig nye, langt størstedelen af dem fra Müllers tvivlsomme afrikanske netværk. Og når jeg skriver tvivlsomme, så er det fordi ingen rigtig ville kendes ved ham, da første journalisterne begyndte at ringe rundt til alle hans påståede kontakter på kontinentet.
Derfra gik det mildest talt ned ad bakke i en vild historie, hvor afrikanske spillere blev sat på gaden i Jetsmark, fordi Müller ikke kunne betale deres husleje, og spillerne måtte spise rester fra VIP-buffeten efter kampene. Selv efter Müller endte med at få sparket ud af klubben, ankom afrikanske spillere uden hverken opholdstilladelse, udsigt til løn eller nogen som helst ide om foretagendets tilstand.
Lille Jammerbugt IF blev på rekordtid et meget lokalt eksempel på, hvordan en række mennesker i international fodbold, på skruppelløs facon, i dag forsøger at udnytte de hurtige penge, der kan tjenes på at sælge fodboldspillere til store klubber, alt imens specielt afrikanske spillere lokkes med falske forhåbninger og snydes på det groveste.
En historie af mange, som Rothstein kort tager fat på i fortællingen om fodboldmigration som håbet om en fremtid i de europæiske topligaer, inspireret af de store afrikanske stjerner, der tager hjem og bliver lysende stjerner for unge generationer, der så dybt ønsker sig en reel fremtid. En migrationsform, der desværre ofte ender i bristede drømme eller voldsommere, forliste både på Middelhavet, hvor vestafrikanske mænd med fodbolddrømme (og mange uden) i alt for stor stil har mistet livet over det seneste årti i forsøget på at nå Europa.
Fodboldens prisme og tilbage på jorden
Gennem ti kapitler tager Rothstein læseren igennem de store linjer, der lægges klart foran os, når vi bruger fodbolden som en prisme til at forstå kontinentets fortid og fremtid. Fra sportens spæde start, medbragt til de afrikanske kyster af sømænd og kolonimagter, over rollen i frigørelseskampene i Nordafrika op igennem det tyvende århundrede og til Marokkos semifinaleplads ved VM i Qatar i 2022, en bedrift ingen afrikanske lande havde formået før dem.
Et VM, der meget godt indfanger nogle af de problematikker, der også er på spil her, mellem Vesten og det globale Syd: mens Vesten moraliserede over et VM i Qatar, muliggjorde Qatars visumregler, at flere afrikanere end nogensinde før kunne opleve et verdensmesterskab på første hånd, og være med til at fejre Marokkos triumf, som jeg selv oplevede fra en fortovscafe i Marrakech. ”Al-Andalus, al-Andalus” – navnet på den historiske muslimske stat, der engang rådede over Spanien og Portugal – råbte tilskuerne udenfor stadion i Qatar, mens de fejrede landets reconquista.
Mange steder igennem bogen mærker man Rothsteins frustration over måden, kontinentet Afrika behandles på, ikke kun politisk, men også i trykte og digitale medier her i Danmark og måske i resten af Europa. En ligegyldighed, som står i skærende kontrast til kontinentets fremtid og vigtighed. På samme måde må snakken om fodbold på kontinentet ikke kun handle om korruption, misbrug, ulighed og bristede drømme.
Jeg er ikke altid sikker på, at afrikansk fodbold definitivt bliver mindre afrikansk, som Rothstein skriver. Ja, den afrikanske fodbold ligger under for visse neokoloniale logikker og verdensøkonomiens indbyggede uligheder, men det gør desværre alt for meget af fodbolden, også den herhjemme, der synes revet itu af økonomiske interesser. Men det betyder ikke, at den ikke sparker tilbage over skinnebenet.
Fodbold i Afrika er også historien om både nye spirende og voksende nationale ligaer, der selvfølgelig ikke kan måle sig med de europæiske, men som stadig vil en anden fremtid for afrikansk fodbold. Og så er fodbold ikke kun et professionelt spil. Mere end alt muligt andet er det amatørernes holdeplads, fællesskabet med vennerne, og den impulsive kamp, der ikke behøver mere end en bold (og nogle gange bare noget, der kan gøre det ud for en). Oplevet og indtaget som en hovedret, der ikke altid behøver dybe politiske, økonomiske og kulturelle analyser, men som kan nydes for det, den er. Og her er Oscar Rothstein i sit es, når han leverer korte men levende vidnesbyrd fra en sport og et kontinent i bevægelse.
Adam Moe Fejerskov er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS.
