I denne uge af Globalnyts sommerstafet er vi kommet til den georgiske hovedstad Tbilisi, hvor 27-årige Simon Røn Dalsgaard sidder i 35 graders varme på Dansk Kulturinstituts nyetablerede kontor.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
“I disse dage bruger jeg en del tid på at hjælpe lokale partnerorganisationer med at skrive projektansøgninger til den Ny Demokratifond, som har et nyt call over sommeren. Der er blandt andet flere belarusiske organisationer i Tbilisi, som kigger på at flytte til et andet land, og så er der mange georgiske organisationer, der har problemer med at dække deres faste udgifter, fordi de er pressede af den nye lov om “fremmede agenter”.”
“Det brede georgiske civilsamfund er stadig ved at finde ud af, hvilke konsekvenser fremmedagentloven får for den måde, de opererer på, og der er rigtig meget usikkerhed.”
Hvad eller hvem i din branche giver dig mest håb?
“Der er jeg nødt til at sige de unge ukrainere, som jeg ofte møder gennem det Ukrainsk-Danske Ungdomshus. De har en ild i øjnene, som jeg synes er fucking inspirerende. Hvad end det er her i Tbilisi, i Moldova eller på Folkemødet på Bornholm, så bliver jeg sindssygt imponeret over, hvor mange unge der har valgt at respondere på krigen ved at engagere sig frivilligt i demokrati- og foreningsarbejde.”
“Det er unge mennesker, der har familie ved fronten, er i gang med et studie og i øvrigt er traumatiserede af krigen, som alligevel vælger at bruge alle deres vågne timer på at støtte Ukraine, både i at vinde krigen, men også i at skabe et stærkere ukrainsk demokrati den dag, krigen er slut.”
Hvad irriterer dig mest ved din branche?
“Jeg synes, at udviklingsbranchen generelt ikke er ret god til at anerkende kulturens vigtighed og dens forandringspotentiale. Særligt i den region, jeg befinder mig i, er kulturen enormt central i forhold til at bearbejde fortiden, at give et rum for alternative fortællinger om nutiden og at skabe nye visioner for fremtiden.”
“Rigtig mange af vores partnere i Østeuropa har et stort fokus på dekolonialisering og på at forholde sig til, hvad besættelsen fra Zar-imperiet og Sovjetunionen gjorde ved de nationale kulturer, identitet og sprog, og der er kulturen helt central. Kulturen er på mange måder en empatimaskine, som skaber forståelse på tværs af et samfund.”
Hvad undrer dig, at alle ikke taler om, når det gælder den globale udvikling?
“Generelt synes jeg, vi taler for lidt om, hvor stor en del af verden, som i disse år står ved en skillevej mellem autokrati og demokrati. Mange lande befinder sig i et demokratisk grænseland og kæmper med stærke bevægelser, som trækker i begge retninger.
Det føles som en skæbnestund. Derfor er det sindssygt centralt, at Danmark og Europa engagerer sig ambitiøst i at styrke demokratiske kræfter, og tør investere i at tilbyde disse landes befolkninger et attraktivt alternativ til kinesiske og russiske investeringer. Ellers kan det hurtigt blive for sent.”
Hvad er dit bedste læse-lytte-kigge-tips?
“Jamen, så får du noget mere kultur, nemlig romanen Det ottende liv af Nino Haratischwili. Det er en georgisk slægtsroman, der følger syv generationer både før, under og efter Sovjetunionen. Det er for det første en af de bedste romaner, jeg nogensinde har læst. Men det er også en fantastisk mulighed for at forstå ikke bare, hvad det georgiske folk er rundet af, men også hvad der er på spil i den bredere Kaukasusregion.”
