Unge skaber nye politiske vinde i Mozambique

Forfatter billede

Af Hanne Selnæs, IBIS

Sociale medier og Mozambiques mange unge truer den politiske og økonomiske elites position ved parlamentsvalget onsdag den 15. oktober.

De er unge og trætte af manglen på uddannelse og jobs. De har mobiltelefoner, bruger sociale medier og organiserer sig. Og de har slet ikke samme loyalitetsfølelse over for den tidligere befrielsesbevægelse som deres forældre og bedsteforældre.

Hele 65 procent af Mozambiques befolkning er under 25 år, og de unge har derfor stor indflydelse på, hvem landets næste præsident og regering bliver, når landet i dag går til valg.

Facebook giver plads

Samtidig præger særligt de unges brug af sociale medier, internet og mobiltelefoner i år valgkampen på en helt ny måde.

For mens regeringspartiet sidder tungt på radio, tv og landets største avis, og oppositionen derfor er stort set usynlig i disse medier, har oppositionen og den demokratiske debat fået spillerum og synlighed på de sociale medier.

Derfor er der i dag en reel mulighed for, at oppositionen, som lige nu primært tegnes af den tidligere oprørshær Renamo med lederen Afonso Dlhakama i spidsen, opnår et politisk flertal i landets parlament. For første gang i landets brogede historie. En historie der har betydet en voldsom borgerkrig, en fredsproces styret af FN og siden demokratiske valg, hvor Renamo hidtil ikke har fået et ben til jorden

”Hvis ikke der bliver svindlet med stemmerne, er det bestemt en mulighed, at oppositionen vinder,” siger Anne Hoff, IBIS’ landedirektør i Mozambique, som er overrasket over, hvor stor popularitet Afonso Dlhakama tilsyneladende nyder.

”På facebook og i nogle regeringskritiske aviser bliver Dlhakama både sammenlignet med Messias og kaldt for ’Mozambiques Obama’,” siger hun, der også følger med i debatten og Renamos valgkamps-færd på de sociale medier.

På facebook har Afonso Dlhakama for eksempel sin egen profil, der følges af 25.000.

Lige så mange har meldt sig til den meget populære lukkede gruppe med titlen ”Jeg er mozambikaner”, hvor der foregår en livlig debat og postes billeder blandt andet af præsidentkandidaten Dlhakama, når han bliver modtaget af store menneskemængder over alt i landet.

Ungeparlament får unge til valgurnerne

Imens er en voksende ungdomsbevægelse med til at mobilisere de unge til at stemme. Med støtte fra IBIS har Ungeparlamentet de seneste år været med til at mobilisere ikke kun unge, men også kvinder, som er svære at få til valgstederne.

At de unge ikke blot følger deres forældres holdning, blev sidste år synligt i kystbyen Quelimane, hvor de til kommunalvalget i stor stil stemte på det parti, som var bedst til at lytte til og komme de unge i møde.

Helt synligt blev det under valgkampen, da mange af de unge, som hver dag forsøger at tjene til dagen og vejen ved at køre cykeltaxa, deltog i et stort cykeloptog gennem byen med oppositionspartiet MDMs kandidat til borgmesterposten i spidsen.

Kandidaten, som selv er ung, i sammenligning med andre kandidater, vandt posten, til stor ærgrelse for taberne fra landets regeringsparti.

Udover at motivere unge på uddannelsesinstitutioner, i deres kvarterer og på markedspladser til at stemme til de politiske valg, arbejder Ungeparlamentet også målrettet på at få flere unge opstillet som kandidater og få de politiske partier til at tage de unges ønsker med i deres partiprogrammer.

”Vi bliver ikke altid set på med milde øjne,” siger koordinatoren for Ungeparlamentet i Zambezia-provinsen, Silvio Silva, som selv er 33 år og underviser på en teknisk skole i provinshovedstaden i kystbyen Quelimane.

”Når vi kritiserer regeringen, tænker de, at vi går ind for et af oppositionspartierne. Når vi kritiserer oppositionspartierne, mener de, at vi støtter regeringspartiet. De ved ikke, hvor vi står, og det forvirrer dem. Men vi er ikke på nogens side, kun på de unges,” understreger han.

En af Ungeparlamentets helt store opgaver er at være med til at få valget til at forløbe fredeligt og uden sammenstød på valgstederne, som der tidligere har været eksempler på. Også i Quelimane. Om det vil lykkes i år, vides først, når valget er overstået og resultatet offentliggjort.