UNICEF: Er verden følelsesløs over for drab på syriske børn?

syrien_homs_boern_syria_freedom
Forfatter billede

Knap syv år inde i konflikten i Syrien er det stadig børnene, der betaler den højeste pris. Nok er nok, og der må sættes bedre ind for at forsøge at beskytte dem, mener UNICEFs repræsentant i Syrien.

I løbet af de seneste to uger er antallet af børn, der har mistet livet i krigen, steget i flere områder af landet.

”UNICEF har modtaget alarmerende rapporter om mindst 11 dræbte børn og mange flere dræbte i de igangværende kampe i Afrin-området i det nordvestlige Syrien. I naboprovinsen Idlib blev mindst ni børn angiveligt dræbt i løbet af bare den seneste uge i angreb mod byerne Saraqab og Khan Shaykhoun,” siger Fran Equiza.

I Damaskus blev tre børn dræbt i et angreb i Bab Touma-området i den gamle bydel. Ifølge meldinger skete angrebet den 22. januar, som er det værste i Damaskus i ugevis, da børnene var ved at forlade deres skole.

”I Afrin flygter familierne til andre områder inden for samme distrikt. De søger beskyttelse i lejre, der allerede er overfyldt med over 125.000 tidligere fordrevne mennesker, som bor under chokerende vanskelige forhold og udsat for det barske vintervejr,” fortæller Fran Equiza.

Der er meldinger om, at mennesker, der har forsøgt at flygte fra kampene i Afrin, er blevet forhindret i at forlade området.

”Volden er angiveligt så intens, at familier er spærret inde i kældrene i deres huse. De fleste forretninger er lukket, og UNICEF-støttede tjenester for at beskytte børn, herunder børnevenlige områder og psykosociale støtteaktiviteter, er suspenderet,” fortæller hun.

”Krige har love, og disse love bliver brudt hver eneste dag i Syrien. Endnu en gang vil UNICEF minde alle parter i konflikten om deres forpligtelse til at beskytte børn til enhver tid.”

”Nok er nok,” siger UNICEF-repræsentanten.