UNICEF vil skaffe 18 mio. kr. til at give aids-ramte børn et bedre liv

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

UNICEF har lanceret sin ambitiøse, globale kampagne “Unite for Children. Unite against Aids” i Danmark. I 2006 vil UNICEF Danmark rette fokus mod dansk erhvervsliv i arbejdet for at samle penge ind til at forbedre livet for børn ramt af aids i verdens u-lande, hedder det i en pressemelding fra organisationen.

UNICEF har på globalt plan forpligtet sig til at indsamle ca. 6 milliarder kr. til at give verdens aidsramte børn et bedre liv. I Danmark skal der inden 2010 indsamles 18 mio. kr. Pengene går til UNICEFs programmer for at:

– Forebygge hiv-smitte fra mor til barn ved fødslen
– Tilbyde medicin og lægehjælp til smittede børn
– Forebygge hiv-smitte blandt børn og unge
– Beskytte og hjælpe børn ramt af aids

Kampagnen bygger på partnerskab

Børn har stort set været usynlige på den internationale hiv/aids dagsorden gennem de seneste 20 år, hvor vi har kendt sygdommen. UNICEFs kampagne sætter for første gang – og for alvor – børn i fokus. Aids rammer børn hårdest. Hvert minut dør et barn af aids, og 15 millioner børn har mistet en eller begge forældre på grund af sygdommen.

Det er nødvendigt at gøre en helt ekstraordinær indsats for at hjælpe børn mod smitte og mod et liv som forældreløs. UNICEF inviterer derfor regeringer, organisationer, virksomheder og private mennesker til at indgå et partnerskab, der vil redde børns liv og give dem håb og fremtidsudsigter, hedder det.

Aids er et problem, der kan løses

Der er gudskelov masser af håb for de børn, der enten selv er smittet med hiv, eller som vokser op i et hjem med syge og døende forældre. Aids er en enorm katastrofe. Epidemien udgør et af verdens største problemer. Men et problem, der kan løses!

Vi ved, hvordan sygdommen smitter og kan forebygge nye tilfælde. Der er udviklet medicin, der kan holde børn og deres forældre i live. Nu handler det bare om, at viden om smittefare og muligheden for at beskytte sig selv bredes ud. Og det handler om, at medicin bliver tilgængelig for verdens udsatte og fattige mennesker.

I Danmark er der helt tydeligt en vilje i befolkningen, i det politiske liv og i erhvervslivet til at bidrage til løsningen. En holdningsundersøgelse, som Zapera foretog i februar 2006 viser, at 97 procent af danskerne ser aids som et stort problem, og 63 procent er villige til selv at bidrage til løsningen ved at give et økonomisk bidrag til børn ramt af aids.

Uanset partifarve

Danskernes givervilje, når det gælder støtte til børn ramt af aids, er ikke afhængig af, hvor krydset sættes ved folketingsvalg. 98 procent af Det Radikale Venstres vælgere vil selv bidrage til at hjælpe børnene, mens 89 procent af Venstres vælgere og 80 procent af Dansk Folkepartis vælgere er villige til selv at give et økonomisk bidrag til sagen.

UNICEF Danmark har ikke tidligere undersøgt danskernes holdninger i spørgsmålet, men hiv/aids har generelt været et af de mere vanskelige områder at samle penge ind til. Zapera-undersøgelsen viser, at sådan er det formentlig ikke længere – at danskerne nu er mere end opsatte på, at børn berørt af aids skal hjælpes.

De første erhvervspartnere har vist sig

Ved UNICEF Danmarks lancering af “Unite for Children. Unite against Aids” har de første danske virksomheder allerede vist interesse for at blive en del af løsningen på et af verdens store problemer.

Medicinalvirksomheden GlaxoSmithKline har bidraget med 100.000 kroner, og adm. direktør i Danmark, Simon Jose, var blandt talerne ved lanceringsarrangementet hos UNICEF i Københavns Frihavn. Flere andre og også mindre virksomheder har ligeledes vist deres opbakning.

Det er måske især en globaliseret økonomi, der har givet erhvervslivet en interesse i at bidrage til at løse et af verdens humanitære problemer. Dagbladet Børsen har indgået et samarbejde med UNICEF Danmark, og avisens kernelæsere kan herigennem læse om og lade sig inspirere af andre virksomheders bevæggrunde for at tegne et partnerskab med en humanitær organisation.

Også opbakning fra det politiske Danmark

UNICEF Danmark vil i løbet af kampagnen også samarbejde med regeringen og Folketingets politikere om at øge fokus på verdens allermest udsatte børn.

Det er et helt klart ønske fra UNICEF, at verdens regeringer øremærker flere penge til indsatsen for børn og deres mødre. Det er gennem en forebyggende indsats, at vi kan undgå flere nye tilfælde af hiv. Og det er via adgang til lægehjælp og medicinsk behandling, at vi kan holde forældre i live, så børn ikke skal vokse op alene uden deres mor og fars beskyttelse, omsorg og hjælp til at komme godt igennem livet.

Der skal handling til, hvis vi skal hjælpe de millioner af børn, der i dag lider på grund af aids. Man kan være med til at sikre, at børn og deres mødre tilbydes livsforlængende medicin og være med til at forhindre flere nye tilfælde af hiv og aids.

Man kan være med til at sikre, at den kommende generation bliver en aids-fri generation. “Men det kræver, at du handler”, hedder det slutteligt fra UNICEF i en opfordring til at støtte kampagnen.