USA skærer i bidrag til FN’s fredsbevarende operationer

8879905969_712ddf3e5a_k
FN har 16 fredsbevarende missioner med 83.000 soldater og 12.000 politifolk.
Foto: UN Peacekeeping (CC BY-SA 2.0)
Laurits Holdt

8. maj 2017

FNs fredsbevarende missioner

Der er for tiden 16 fredsbevarende missioner med

  • Knap 83.000 soldater
  • Knap 12.000 politifolk
  • Knap 1.800 militærobservatører
  • Knap 14.300 civile

Missionerne

Vestsahara – MINURSO

Centralafrikanske Republik – MINUSCA

Mali – MINUSMA

Haiti – MINUSTAH

Demokratiske Republik Congo – MONUSCO

Darfur – UNAMID

Syrien (Golan) – UNDOF

Cypern – UNFICYP

Libanon – UNIFIL

Abyei – UNISFA

Kosovo – UNMIK

Liberia – UNMIL

Sydsudan – UNMISS

Indien/Pakistan – UNMOGIP

Elfenbenskysten – UNOCI

Egypten, Jordan, Syrien, Libanon og Israel – UNTSO

Kilde: UN Peacekeeping

Kongressen i USA vedtog i begyndelsen af maj en finanslov, der gælder resten af det indeværende finansår. Vedtagelsen betyder, at regeringsinstitutionerne undgår at blive lukket ned, hvilket ville være konsekvensen, hvis loven ikke var blevet vedtaget.

Finanslovens poster til international udvikling og humanitære indsatser er ikke væsentligt forskellige fra tidligere år. Faktisk er budgetposterne til indsatser mod hungersnød blevet hævet. Også indbetalingerne til de forskellige FN-organisationer følger de aftaler, der foreligger. Bortset fra det fredsbevarende område.

USA er langt den største bidragyder til verdensorganisationens fredsbevarende missioner. Landet betaler 28,57 procent af budgettet. Den næststørste bidragyder er Kina, der betaler 10,29 procent af budgettet. Danmark yder knap 0,7 procent af budgettet.

Andelen er aftalt mellem landenes regeringer og FN og aftalen løber i tre år. Den nuværende aftale løber fra 2016 til 2018.

Vil nu kun betale 25 procent

De amerikanske lovgivere besluttede at indlægge en grænse på 25 procent for landets indbetalinger til de fredsbevarende missioner – altså 3,57 procentpoint under den andel, som tidligere er aftalt mellem USA’s regering, de øvrige medlemslande og FN.

Det betyder ifølge UN Dispatch, at der kommer til at mangle 300 millioner dollars, hvilket svarer til to milliarder kroner, i år og næste år.

Det samlede budget for de fredsbevarende missioner er 7,87 milliarder dollars, hvilket svarer til omkring 54 milliarder kroner.

De fredsbevarende missioner køre i forvejen på stramme budgetter og har ofte svært ved at få missionerne til at hænge sammen. Tit mangler de nøgle-komponenter som f.eks. helikoptere, der kan flyve om natten, skriver UN Dispatch.