Utraditionel kampagne om alvorligt emne

Redaktionen

Folkekirkens Nødhjælp lancerede torsdag i samarbejde med AIDS-Fondet og Ibis en utraditionel kampagne mod aids.

Kampagnen hedder “Humor mod Aids” og er baseret på humor som spydspids og åndehul midt i alvoren.

Sammen med Danmarks førende komikere vil Humor mod Aids råbe danskerne op på en kærlig og humoristisk måde og vise, at vi alle har overskud til at gøre en forskel. Samtidig vil Humor mod Aids påvirke den politiske dagsorden.

– Humor handler om overskud. Det giver kræfter og en vilje til at gøre en indsats. Derfor er Humor mod Aids et spændende initiativ, siger Peter Lodberg, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

På www.humormodaids.dk er der sjov fra bl.a. Jan Gintberg, Peter Frödin og Chris og Chokoladefabrikken. Der er også oplysninger om aids-katastrofens omfang og aidsprojekter, som Humor mod Aids støtter.

Den røde næse er symbolet på Humor mod Aids arbejde, og kan købes i udvalgte Matas og Q8 tankstationer. Næsen koster en 20er. Man kan også støtte kampagnen via sms, telefon eller on-line via Dankort over hjemmesiden.De indsamlede penge vil gøre det muligt at yde mere og bedre støtte til hiv-positive og forældreløse børn og unge i Namibia, Zambia, Rusland og Ukraine.

Over 150 frivillige er på gaden for at sælge røde næser, og i samarbejde med P3 bliver der sat fokus på humoren og kampen mod aids mellem klokken 9:00-15:00.

Yderligere informationer hos Malene Haakansson: 29 69 91 25