Debatindlæg af Peter Kenworthy
Kampagnen “Verdens Bedste Nyheder” er et nobelt forehavende, men med sit fokus på økonomisk vækst og nye middelklasser skjuler den det faktum at uligheden er vokset, lyder det fra solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt.
I dag delte danske politikere, frivillige fra danske u-landsorganisationer, og almindelige danskere gratis juice og ”Verdens Bedste Nyheder” ud på danske gader og stræder, ”for at skabe opmærksomhed omkring de solide og positive fremskridt verdens fattigste lande har oplevet de seneste år”.
Og egentligt er det et nobelt forehavende, som Verdens Bedste Nyheder er ude i, nemlig at forsøge at vende det billede som medierne, blandt andet foranlediget af u-landsorganisationernes kampagner, viser af mennesker i u-landene.
En overfladisk trivialisering, der, uden at høre de fattige selv, fremstiller dem som passive, deres situation som forårsaget af interne årsager, og hvor beskrivelsen af de reelle årsager er omvendt proportionel med behovet for penge i kassen.
Men hvordan vil man så løse fattige menneskers reelle problemer? Kampagnens fokus er, ligesom Danidas, på økonomisk vækst som drivkraften for fremskridt, ikke mindst i Afrika hvor man siger at ”7 af verdens 10 hurtigst voksende økonomier findes”. En vækst der ofte ikke kommer de fattige til gode.
”Fokus på økonomisk vækst og nye middelklasser skjuler det faktum at uligheden er vokset”, siger Afrika Kontakts sekretariatsleder, Morten Nielsen.
”For den vækst som tallene dækker, har ikke skabt flere arbejdspladser, eller en stærkere stat der kan sikre de fattiges rettigheder. Statistikkerne er desuden lidt utroværdige, da de ikke er udtryk for meget andet end et mere eller mindre kvalificeret gæt, og da mange lande desuden har haft held til at pynte lidt på tallene”.
Verdens Bedste Nyheder er, ligesom IMF, Verdensbanken, og Coca-Cola, fortaler for ”smart economics”, der vil bruge kvinderne som drivkraft i den økonomiske vækst.
Man samarbejder med og støttes af ”en lang række nye erhvervspartnere”, som Danske Bank eller Dansk Erhverv, der mest af alt ser Afrika som en måde at øge profitten på i krisetider.
Sidstnævnte skrev således i 2009 skrev at ”i lyset af finanskrisen er det interessant for danske virksomheder at kigge mod de dele af verden, hvor den økonomiske vækst fortsat ventes at være høj … også lande i Afrika”.
Man roser danskernes ”vilje til at hjælpe som bliver understreget af … Danmarks Indsamling 2013”, et velgørenhedsshow der fokuserede ensidigt på en blanding af velgørenhed og virksomhedsdrevet udvikling.
Er denne stort opslåede, og mediedækkede, kampagne så virkeligt udtryk for Verdens Bedste Nyheder?
”I Afrika Kontakt vil vi også gerne være med til at fokusere på de positive historier, men dette gør vi ved at forsøge at trænge igennem i mediebilledet med vores partnerorganisationers egne stemmer, om deres kampe for et værdigt liv, som de selv har indflydelse på”, siger Afrika Kontakts politiske formand, Mads Barbesgaard.
”I projekter som de selv har udarbejdet, med mål som de selv har sat. Det kalder vi en god historie. Trist at medierne ikke ofte dækker den”.
Peter Kenworthy er kommunikationsmedarbejder i Afrika Kontakt