Verdens Bedste Nyheder fejrer: Vi lever længere og bedre

vvvverdensbedstenyheder_pressefoto2015_3_ulrik_jantzen
Forfatter billede

Kort om Verdens Bedste Morgen

22 politikere fra seks partier har meldt sig til eventen fredag den 11. september – heriblandt udenrigsminister Kristian Jensen (V) og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V).

9 udenlandske ambassadører deler også Verdens Bedste Nyheder ud på Kongens Nytorv.

Flere end 1000 frivillige, der på 140 uddelingssteder i hele landet er med til at give danskerne Verdens Bedste Nyheder.

Ud over Danmark bliver Verdens Bedste Nyheder nu også uddelt i 19 lande – og på 24 sprog – rundt om i Europa som en del af EU’s European Year for Development.

På Rådhuspladsen i København har vi i samarbejde med IBIS, Roskilde Festival og Footwork stablet Verdens Bedste Morgenfest på benene. Der vil blive musik og dans – og god mulighed for billeder!

Over halvdelen af danskerne tror, at verden er blevet et værre sted de sidste 20 år. Men faktisk forholder det sig omvendt – vi lever længere og bedre globalt.

Der er sket markante fremskridt på stort set alle områder: Folk lever længere i ni ud af ti lande, fire ud af fem kan i dag læse og skrive, og de mindst udviklede nationer tjener nu næsten tre gange så meget som i 1990.

Afrika og Asien rykker

Det er især det østlige Asien og Afrika syd for Sahara, der rykker i disse år. Faktisk udvikler verdens såkaldt mindst udviklede lande sig pt. 4,6 gange så hurtigt, som de mest udviklede lande. Det betyder, at forskellen mellem verdens fattige og rige lande bliver mindre, hvis tendensen fortsætter.

”Vi har lige nu en situation i Syrien og dele af Afrika, der fylder meget i medierne. Og det er vigtigt fortsat at have fokus på. Men vi må ikke glemme, at det er færre og færre steder i verden, hvor folk har behov for at flygte. Verden bevæger sig i den rigtige retning, og med politisk vilje kan vi inden for få år afskaffe fattigdom og sult helt. Det budskab spreder vores mange frivillige og politikere nu på fredag,” siger Thomas Ravn-Pedersen, der er sekretariatsleder for Verdens Bedste Nyheder, en pressemeddelelse.

Gode nyheder spreder sig i Europa

Verdens Bedste Nyheder har været en dansk kampagnesucces gennem de sidste 6 år – og nu indtager kampagnen også resten af Europa. Avisen med Verdens Bedste Nyheder bliver derfor også uddelt i 19 andre europæiske lande – på deres eget sprog.

”Det er ganske enestående, at en dansk kampagne spreder sig internationalt på denne måde. Det er fantastisk at vi har mulighed for at bidrage med nuanceret oplysning om verdens tilstand fra Sverige til Slovakiet”, siger Thomas Ravn-Pedersen.

Bag den landsdækkende kampagne står FN, Danida og over 100 danske udviklingsorganisationer i et stærkt samarbejde, der skal oplyse danskerne om, at kampen mod fattigdom nytter.

Flere end 100 danske virksomheder spreder desuden de gode budskaber til deres medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere.