Danmark skal være et grønt foregangsland. Så klar er ambitionen fra statsminister Mette Frederiksen og S-regeringen, og i CARE i Danmark kunne vi ikke være mere enige.
Rasmus Stuhr Jakobsen.
Foto: CARE Danmark.
Så spørgsmålet er ikke, om Danmark kan og skal være et grønt foregangsland. Spørgsmålet er, om Danmark så rent faktisk er det? I nærværende medie omtales udspillet d. 24. 10 som ”en finanslov garneret med grønt”. Men ser man med udviklingspolitiske briller på de grønne ingredienser i regeringens finanslovsudspil, må svaret på ovenstående spørgsmål være et klart og utvetydigt ”tjoo”.
”Tjoo” fordi der bestemt er mange gode takter, som støtter op om en grøn, solidarisk udviklingspolitik. Blandt de gode takter er blandt andet Danmarks fordobling af bidraget til Den grønne klimafond. En både meget positiv og meget nødvendig beslutning, men ikke en beslutning, som kan siges at gøre Danmark til et foregangsland. Fordoblingen er nemlig helt på linje med andre lande som Norge, Sverige, Frankrig, Tyskland og UK. En anden god takt er det særlige fokus på Afrika, som også adresserer grønne indsatser. Igen positivt og nødvendigt. Når vi til trods for flere gode elementer og intentioner alligevel lander på et ”tjoo”, så skyldes det særligt to forhold:
Danmark har forpligtet sig til fra 2020 at bidrage med fem milliarder kroner til klimastøtte til udviklingslandenes grønne omstilling og klimatilpasning. Uanset hvilke regne-tekniske metoder, man benytter til at opgøre den danske klimastøtte, så er vi langt fra de fem milliarder kroner. Så klimastøttens andel i finansloven burde udgøre en langt større del, men ender desværre med at være… ja, en garnering.
De fattigste bør ikke betale festen
Det andet forhold er finansiering af klimastøtten i udspillet. Et foregangsland lader ikke verdens fattigste betale regningen. Og da slet ikke for en fest, de ikke selv var med til. Og det er desværre det, der sker, når klimastøtten i finanslovsudspillet bliver finansieret med penge fra udviklingsbistanden. Penge, der er øremærket indsatser, der bekæmper sult, fattigdom og ulighed. Med den nye regering har vi set flere gode initiativer, der peger i retning af at ville styrke synergieffekterne mellem henholdsvis den langsigtede udvikling og klimaindsatsen. Og ros for det. Vi skal væk fra silotænkningen og i stedet sammentænke indsatserne, så de understøtter hinanden.
Men så længe regeringen vil lade klimastøtten finansieres med penge fra udviklingsbistanden, så sker det, som ikke måtte ske – at de samme penge skal kunne klare mere eller værre; pengene tages fra andre, lige så vigtige indsatser, og der kommer ikke flere penge til at hjælpe med de kolossale stigende klimaudfordringer. Det var netop for at undgå dette, at man på COP15 blev enige om, at de rige landes fremtidige klimastøtte skulle være nye, additionelle penge.
Nogen af støttepartierne skubber på for en klimastøtte finansieret med nye penge. Og, på alles vegne, tak for det. For der er brug for det skub. CAREs nye klimarapport, udarbejdet af EY, viser nemlig, at klimaforandringerne har store, omsiggribende negative konsekvenser, Ikke kun for verdens mest klimaudsatte mennesker i blandt andet Afrika og Asien. Også for os her i Danmark, hvor blandt andet handel, landbrug og infrastruktur vil blive hårdt ramt.
Der er altså alle mulige gode grunde til at sætte aktivt ind og sikre en grøn, solidarisk finanspolitik til gavn for både Danmark og verdens mest klimaudsatte lande og dermed skabe en mere stabil verden. Vi håber, at det vil afspejle sig i den endelige finanslov.
