Den indiske regering planlægger at stoppe al sukkereksport i et forsøg på at holde priserne nede. Det har en regeringskilde sagt til nyhedsbureauet Reuters.
Det formodes, at det officielt meldes ud inden for et par dage. I så fald vil det være anden gang på blot et par uger, at Indien forbyder eksport af en vare. For blot lidt over en uge siden var det eksport af landets hvede, der blev forbudt.
Det skriver singaporeanske The Strait Times.
Årsagen til eksportforbuddene er den fødevarekrise, der hærger hele verden som følge af krigen i Ukriane og får fødevarepriser til at stige.
For en måned siden var det Indonesien, der eksporterer 60 procent af al verdens palmeolie, der besluttede at stoppe al eksport af olien, der er den billigste og derfor mest populære af verdens madolier.
Læs også: Den anden oliekrise
Også Malaysias regering har nedlagt eksportforbud – nærmere bestemt af kyllinger.
Største humanitære krise siden 2. verdenskrig
Indien er verdens største sukkerproducent og indtager andenpladsen som den største sukkereksportør kun overgået af Brasilien. The Strait Times skriver, at forbuddet synes at komme en anelse præmaturt, da landet med dette års høst vil få et lager til eksport på omkring 10 millioner tons.
Derimod vil forbuddet med al sikkerhed få en stor indflydelse på det globale sukkermarked.
Meldingen fra Indien kommer i en uge, hvor David Beasley, chef for FN’s fødevareprogram WPF, atter har udtryk bekymring for fødevarekrisen. Det skete til en af åbningsdebatterne til World Economic Forum i Davos, hvor Beasley blandt andet sagde, at verden står over for den største humanitære krise siden 2. verdenskrig.
“På grund af denne krise [krigen i Ukraine, red.] tager vi mad fra de sultne for at give til de sultende,” sagde Beasley ifølge Arab News.
FN-chefen opgjorde også, at der ved hans tiltrædelse var 80 millioner mennesker på randen af sult. Før corona-pandemien var tallet steget til 135 millioner – nu lyder det på 325 millioner mennesker.