Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
FN’s nyeste tal fra september angiver, at antallet af internationale migranter i 2019 nåede op på 272 millioner, og tallet er stigende. Det svarer til, at omkring 3,5 procent af hele verdens befolkning er i bevægelse. 50 gange Danmarks befolkning. Det er svimlende store tal, og hver dag tvinger krig, fattigdom og naturkatastrofer flere mennesker til at flygte fra deres hjem. Det kan derfor ikke undre, at migration er en af de faktorer, der mest tydeligt markerer vores tid. Flere mennesker er på farten på tværs af grænser og inden for lande i dag end nogensinde før.
Søndag den 29. september er verdensdag for migranter og flygtninge, og Vatikanet har i den anledning udsendte en tekst, der tager fat om den globale problematik, som denne udfordring repræsenterer.
For Paven er tilstedeværelsen af migranter og flygtninge – og af sårbare mennesker generelt – en invitation til at genopdage nogle af de væsentlige dimensioner af vores eksistens og vores menneskelighed, der ellers risikerer at blive overset i et velstående samfund. Det handler således ikke bare om indvandrere. Paven skriver, at når vi viser omsorg for migranterne, så viser vi også omsorg for os selv, og giver stemme til en del af os selv.
Frygten for ”den anden”
Et væsentligt spørgsmål er frygten. Frygt for ”den anden”, det ukendte, den marginaliseret udlænding. I nogen udstrækning er frygten legitim, også fordi forberedelsen til dette møde med den fremmede mangler. Men problemet som Paven ser det er ikke, at vi er i tvivl og frygter. Problemet er, når frygten konditionerer vores måde at tænke og handle på, så frygten gør os intolerante, lukkede og måske endda – uden at indse det – racistisk. På denne måde fratager frygten os lysten og evnen til at møde den anden, den person, der er forskellig fra os selv.
Paven gør klart, at vores åbning for andre ikke fører til fattigdom, men snarere berigelse, fordi det giver os mulighed for at være mere menneskelige: at genkende os selv som deltagere i en større sammenhæng, og at forstå vores liv som en gave til andre. På den måde handler det også om den forestilling og det ansigt, som vi gerne vil give vores samfund og om værdien af ethvert menneskeliv.
De fattige betaler
Det handler ikke kun om migranter: det er en spørgsmålet om at sikre, at ingen er udelukket. Verden bliver mere og mere elitær og hård over for de udstødte. Paven påpeger, at udviklingslandene fortsat drænes for deres bedste hjerner. Krig påvirker kun nogle regioner i verden, men alligevel produceres og sælges våben i andre regioner, som derefter ikke er villige til tage flygtninge, der er produceret af disse konflikter. De, der betaler prisen, er altid de små, de fattige og mest sårbare, der er forhindret i at sidde med ved bordet. Med en bibelsk term sidder de tilbage med ”krummerne” fra de riges bord. Der er således også en større diskussion om retfærdighed i spørgsmålet om migration.
Pavens svar på de udfordringer, som migrationen stiller, opsummerer han i fire begreber: Velkomst, beskyttelse, fremme og integration. Ved at følge disse fire opgaver hjælpes verdenssamfundet med at komme nærmere målene for en bæredygtig udvikling af kloden. Det er således ikke kun migranters sag, der står på spil; det handler ikke kun om dem, men om alle, og om den fremtidige menneskelige familie.