Debatindlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.
“Lad os aldrig forhandle ud fra frygt. Men lad os aldrig frygte at forhandle” – John F. Kennedy
Der er mange gode grunde til at stoppe krigen i Ukraine nu og indlede forhandlinger.
Det er egentlig ganske absurd, hvor hurtigt vi mennesker bevidst træder ud på meget tynd is, i et ufattelig naivt håb om, at vi nok ikke falder igennem. Ikke ulig vores arrogance, når det kommer til klimaet. Vi var blevet advaret, og nu er forandringerne over os, med høje temperaturer og polarisen, som smelter langt hurtigere end først beregnet. Lad os ikke falde i, når det kommer til krigen i Ukraine.
At sætte forhandlinger i gang er påkrævet for at nedeskalere konflikten og for ikke at overskride en “usynlig linje”, hvor der sker et gennemgribende skift og der kommer helt nye og destruktive boller på suppen: for eksempel en uventet aktør og/eller såkaldte taktiske atomvåben.
Og det uventede sker altid. Moderne kulturer (inklusive Euro-Amerika og Rusland) står over for et grundlæggende problem: de er gået i en fælde, en “fremskridtets fælde”, siger den canadiske historiker Ronald Wright.
Vi har på fremskridtets alter ofret en mekanisme (mådehold, ydmyghed, solidaritet), der ellers skaber balance i regnskabet, nedtoner spændinger for at undgå uoverskuelige ødelæggelser.
Vi eskalerer og ved ikke hvordan vi skal stoppe
På baggrund af studier af ikke-moderne kulturer, beskriver den kendte antropolog Gregory Bateson – kendt for sine revolutionerede ideer om tvetydig kommunikation, double bind og årsager til skizofreni – det drama, vi er inde i.
Tænk på krigen i Ukraine som en proces (lig et våbenkapløb), der er løbet løbsk, det vil sige uden en ”iboende korrigerende aftrapningsmekanisme”, hvor begge parter stræber efter entydighed for at undgå fejlfortolkninger, der skaber disharmoni og ”skizofrene” situationer.
USA, Danmark og andre europæiske lande holder sig desværre ikke tilbage og fodrer Ukraine med våben, fordi de allesammen er fanget i denne malstrøm. Vi eskalerer, men ved ikke, hvordan vi skal vende tilbage fra afgrundens rand.
Hvordan kommer vi ud af den ”onde cirkel”, denne negative gengældelse med samme mønt, og genfinder balancen og den fredelige sameksistens i en verden, karakteriseret af både demokratiske og udemokratiske systemer? Om end vores verden er uperfekt på den måde, er den dog værd at værne om.
Vi mangler en mekanisme til at bringe os tilbage, seriøse fredsforhandlinger og lidt ”positiv reciprocitet”. Det eneste og bedste værktøj i vores kasse er forhandlinger, men de kommer desværre ofte først i spil efter mange meningsløse blodsudgydelser.
Vi kan dog ikke opgive vores verden og må derfor bringe vores sunde fornuft i spil og vise vores moralske indignation over, at denne krig har fået lov til at udvikle sig.
Tøsedrenge og defaitister
Vi blander os for meget. Humanitær hjælp i starten af krigen var helt på sin plads, men er vi ikke ved at overskride grænsen og udløse en situation, et modsvar fra Putin, som kan være katastrofalt?
Ukraines skæbne fortjener enhver form for diplomatisk støtte, men vi kan ikke tillade, at situationen smutter fra os og udvikler sig til en global krig eller atomkatastrofe. Begge sider er på vej mod en katastrofe. Vesten burde være klar til at finde bakgearet frem – og ikke kalde det et nederlag, men fornuften der sejrer, en sejr for evnen til at aftrappe konflikter.
Vi har hørt det mange gange før. Hver gang der er krig eller optræk dertil. På den ene side er der dem, der er til krig, råber højest og slår sig for brystet, ivrige efter at tanks skal buldre og jetfly skal brøle.
Dem, der er imod, afvises som tøsedrenge og defaitister. Når trompeterne lyder og trommerne slår, løber fornuften i dækning.
Ej at forglemme, så er det generelt altid mænd, der råber højest og vil krig, ikke kvinder! Heller ikke Ukraines kvinder, hvis stemmer overdøves og som underkaster sig mænds magt i samfundet, ikke uventet og helt i tråd med Ukraines undertrykkende patriarkalske strukturer og diskrimination af kvinder.
Vesten leger med ilden ved at eskalere og ikke kræve en forhandlet løsning. Til at begynde med skal yderligere (våben-)støtte være betinget af at Ukraine indleder seriøse forhandlinger. Det er det nærmeste vi kan komme aftrapning. At køre ud ad tangenten og eskalere krigen med våben til Ukraine og lade som om, det ikke kan gå galt på et tidspunkt, er “en-sporet” og direkte uansvarligt.
Hvad med den atomare trussel og beskydninger i nærheden af atomkraftværket Zaporizhzhia? Og hvad hvis Putin reagerer på vores stadige forsyninger af våben til Ukraine og ødelæggelse af sin krigsmaskine med endnu større ødelæggelser af civile mål? Kan man virkelig stole på, at Rusland tolererer stadig større ødelæggelse af dets våben uden eskalering til atomvåben?
Det er, som om Vesten bilder sig ind at kunne udskyde et endeligt opgør, en horribel ”straffesparkskonkurrence”, ud i det uendelige. Der skal ”flere spor” til for at stimulere appetitten for forhandlinger, fred og et stop for ødelæggelse af materiel og liv på begge sider.
”En opskrift på ødelæggelsen af Ukraine”
I et indlæg i New York Times den 29. juli afviser Ukraines udenrigsminister Dmytro Kuleba udtrykkeligt dette, og understreger, at man ønsker at kæmpe videre. Men dette er, ifølge Jeffrey Sachs, den verdenskendte økonomiprofessor og globale leder inden for bæredygtig udvikling, ”en opskrift på ødelæggelsen af Ukraine og den mulige eskalering til en atomkrig”.
Lige fra starten har USA nægtet at anerkende et kritisk og gyldigt spørgsmål til forhandling med Rusland: NATO’s planlagte udvidelse til Ukraine og Georgien, ”en dårlig og provokerende idé lanceret af USA i 2008”, og på det tidspunkt set som en overdreven provokation fra tysk og fransk side. Vi bør, understreger Sachs, i stedet følge John F. Kennedys varige visdom: ’Lad os aldrig forhandle ud fra frygt. Men lad os aldrig frygte at forhandle’.
”Biden”, skriver han kritisk, ”styrer Ukraine, USA og EU mod endnu en geopolitisk misere. Europa gør klogt i at distancere sig fra disse amerikanske udenrigspolitiske fejltrin, hvoraf der siden 1950’erne har været en lang stribe”.
Ifølge denne læsning er Ukraine-krigen og USA’s massive militære støtte til Ukraine (40-50 milliarder dollars) udtryk for amerikansk udenrigspolitik, som ikke ønsker et neutralt Ukraine og fredelig verden, men snarere amerikansk dominans.
Ruserne har taget kampen op, hvad der også passer ind i deres egne imperialistiske prætentioner, og dem skal man sandelig ikke ignorere. Putin hylder tsar-tidens Rusland og dets imperialisme.
Der er i sidste ende tale om to imperialistiske magter, USA og Rusland, der primært står for krigen, med Europa og Ukraine som deres gidsler og ”nyttige idioter”, manipuleret til at gå deres ærinde.
Men der er håb forude, hvis de to sider ikke leger for meget med ilden og i stedet indleder forhandlinger.
Bernhard Bierlich er PhD i antropologi og lektor i antropologi og folkesundhed ved St. Croix Foundation for Commmunity Development.
