Næsehorn i skudlinjen
Næsehornets horn har i århundrede været en attraktiv vare i Asien, hvor det er blevet brugt i traditionel medicin. Netop i Vietnam og Kina er der en stærk kulturel tro på, at næsehornshorn kan bruges i behandling mod især feber og tømmermænd.
I de seneste år har der også været en stærk tro på, at hornet kunne bruges som supplement til kræftbehandlinger. Den overbevisning er i dag aftagende, fordi mange har oplevet at hornet ikke kunne kurere deres kære.
Globalnyt sætter i denne artikelserie fokus på, hvorfor næsehornets horn er så ekstremt eftertragtet, hvorfor krybskytteriet eskalerede i slutningen af 00’erne og undersøger om næsehornsfarme kan bidrage til en bæredygtig forsyning af horn til Asien.
10.05.2019: Næsehornsfarme stopper ikke krybskytteri – asiaterne vil have horn fra vilde dyr
07.05.2019: Rige asiater holder liv i næsehornskrybskytteri
05.04.2019: Næsehornsfarmer: Vi bliver straffet for at redde næsehornet
04.04.2019: Kan man stoppe krybskytteri ved at avle næsehorn på farme?
28.04.2019: Vestlige forestillinger dominerer forvaltningen af Afrikas vilde dyr
Næsehornet er blandt de mest truede dyrearter på verdensplan. Dyret er især truet af krybskytter, der skærer hornet af og sælger det til højstbydende på det sorte marked. Siden 1977 har det været ulovligt at handle med næsehornshorn ifølge CITES-konventionen.
CITES, the Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora, består af 183 parter, stater eller regionale organisationer. Formålet med konventionen er at beskytte truet natur- og dyreliv mod udryddelse.
Tanken er god, men virkeligheden for verdens næsehorn er, at det gamle forbud mod handel med næsehornshorn ikke beskytter næsehornene mod krybskytter, der dræber dem for deres horn. Siden 2008 er krybskytteriet eksploderet og flere end 8.000 afrikanske næsehorn er blevet slået ihjel.
Handelsforbud redder ikke næsehornene
Antallet af dræbte næsehorn er dog faldet de seneste par år fra 1.349 om året i 2015 til 1.124 om året i 2017. Ifølge John Hume, der ejer verdens største næsehornsfarm i Sydafrika med 1600 hvide næsehorn, er der en særlig årsag til det.
”Den eneste grund til, at krybskytteriet er faldet i Kruger National Park i Sydafrika, er at, der er færre næsehorn, så krybskytterne kan ikke finde dem mere,” siger han.
John Hume har i 26 år drevet the Buffalo Dream Ranch, hvor hans mission er at redde næsehornet fra udryddelse ved at avle flere. Han beskytter dem mod krybskytter ved jævnligt at bedøve dyrene og skære hornet af. Derfor har John Hume på nuværende tidspunkt cirka 6,5 tons næsehornshorn på lager. En vare, der er ekstremt eftertragtet i de asiatiske lande, men som han ikke kan sælge på grund af det internationale CITES-forbud.
John Hume er overbevist om, at en kontrolleret handel med næsehornshorn vil redde næsehornsbestanden. Hans argument er, at en lovlig handel vil gøre det mindre attraktivt for krybskytterne at jage dyrene. Men næsehornsfarmeren har ikke stor tiltro til, at det internationale CITES-forbud bliver ophævet.
Hvem bestemmer over Afrikas vilde dyr?
”Jeg tror, det er usandsynligt, at CITES ophæver forbuddet mod handel med næsehornshorn, fordi CITES er stærkt influeret af dyrerettighedsorganisationerne,” siger han.
Det er lektor i Afrikastudier ved Københavns Universitet, Stig Jensen, der i flere år har forsket i naturbevarelse samt relationen mellem natur og mennesker i Afrika, enig i.
”Jeg er helt sikker på, at natur- og dyrebeskyttelsesorganisationer indirekte influerer CITES,” siger han og uddyber:
”De har ikke formel magt, fordi CITES-konventionen er en aftale mellem stater, der forpligter landene til at følge fælles standarder. Derfor er det statslige repræsentanter, der beslutter ændringer og nye initiativer. Men NGO’erne er i stand til at få skabt en konsensus i debatten om, hvad der er rigtigt og forkert set i en vestlig kontekst. På den måde har de meget magt,” lyder det fra Stig Jensen.
Han tilføjer, at internationale natur- og dyrebeskyttelsesorganisationer har fået etableret en dominerende diskurs og en konsensus om, at beskyttelse af dyrearter ikke kun er et statsligt ansvar.
Stig Jensen påpeger desuden, at natur- og dyrerettighedsorganisationerne især har været dagsordensættende i debatten om forvaltning af næsehorn. Men hvem er det, der bestemmer over Afrikas næsehorn, og andre vilde dyr?
Nyt CITES-møde i år
Hvert tredje år afholder parterne af CITES-konventionen en konference, hvor ændringer og initiativer diskuteres og besluttes. Det næste møde, der var planlagt til afholdelse på Sri Lanka i maj, er indtil videre udsat. På mødet forventes det at en ophævelse af forbuddet mod handel med næsehornshorn vil være på dagsordenen.
”Swaziland og Namibia har indsendt et forslag til en ophævelse af forbuddet, men Sydafrika kommer ikke med et udspil,” lyder det fra John Hume, der ikke er videre optimistisk omkring udfaldet af mødet og næsehornenes fremtid.
”Jeg er meget skeptisk over, om det vil gøre en forskel. Men hvem ved, mirakler sker. Måske vil verden vågne op og indse de barske realiteter – at vi mister alle vores næsehorn, især i Sydafrika,” siger han.
CITES er domineret af vesten
Ifølge Stig Jensen kan der være forandringer at spore i CITES, som måske kan ændre måden verdens vilde dyr skal beskyttes på, og ikke mindst hvem der i virkeligheden bestemmer over dem.
”CITES har været domineret af forestillinger fra vores del af verden, som vi har gjort universelle. Derfor har CITES i vid udstrækning været domineret af vestlige naturbeskyttelsesinteresser,” siger han.
Men den vestlige dominans er på retur, mener Stig Jensen.
”Der er en voksende selvbevidsthed blandt afrikanere og afrikanske ledere. De gider ikke blive fortalt af det internationale samfund, at de ikke selv må bestemme, hvordan de forvalter deres naturressourcer herunder næsehorn, elefanter og andre vilde dyr,” fortæller han.
Derfor er der ifølge Stig Jensen udsigt til et mere afrocentrisk perspektiv i forbindelse med beskyttelsen af natur og vilde dyr. Et perspektiv, der kan betyde, at afrikanske lande melder sig ud af CITES-aftalen, fordi de har for lidt selvbestemmelse over forvaltningen af deres naturressourcer.