NAIROBI: Multilateralismen har gået sejrsgang gennem år 2015. Men den gode stemning efter vedtagelsen af nye verdensmål for bæredygtighed i New York (Sustainable Development Goals) og en ny klimaftale ved COP21 i Paris trues af en langvarig stilstand i Verdenshandelsorganisationen WTO’s aktuelle forhandlingsrunde, som videreforhandles ved ministerkonferencen i Nairobi, Kenya i denne uge.
Ingen af verdens globale udfordringer står alene, og løsningen skal derfor også findes i fællesskab – og i overensstemmelse med andre internationale fora.
De 162 medlemsstater i WTO repræsenterer over 90 pct. af den globale handel. Formår man at vedtage regler, der er med til at sikre bæredygtig udvikling, vil det have enorm indflydelse på, om vi når de globale målsætninger om at bekæmpe fattigdom, flygtningestrømme og klimaforandringer.
I WTO sidder udviklingslandene med ved bordet og kan være med til at forme reglerne, så de er mest fordelagtige for verdens fattigste.
Hvis ikke mødet leverer et resultat, risikerer vi, at de store økonomier vender blikket mod bilaterale og regionale frihandelsaftaler såsom Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP) mellem EU og USA. Aftaler, som ikke kan forventes at tage det samme hensyn til udviklingslandenes behov.
Det er derfor afgørende for udviklingslandenes fremtid, at WTO formår at skabe et retfærdigt og inkluderende handelssystem. Uden det vil udviklingslandene endnu engang bliver overladt til de rigere landes nåde på den internationale arena.
Første ministerkonference i et udviklingsland
I disse dage mødes verdens udenrigs- og handelsministre til WTO’s 10. ministerkonference d. 15.-18. december i Nairobi.
Siden 2001 har medlemsstaterne forhandlet Doha Development Agenda eller Doha-runden med formålet om, at skabe lige muligheder for alle lande på verdensmarkedet under hensyn til deres vidt forskellige vilkår.
Som navnet indikerer, burde udviklingslandenes behov være i centrum. Men skænderier om, hvem der tæller som udviklingslande og retten til at sætte nationale interesser før fællesskabets, sætter ambitionen om den inkluderende verdenshandel i baggrunden.
Den 14 år lange forhandlingsproces har endnu ikke leveret de store resultater. Langsomt har man fjernet flere og flere emner fra dagsordenen såsom servicer og investeringer, da uenighederne var uoverkommelige.
Ved den seneste ministerkonference i 2013 på Bali vedtog man endelig en aftale under Doha-runden, nemlig Trade Facilitation Agreement, som skal hjælpe med at fjerne administrative handelsbarrierer og gøre toldprocesser mere effektive. En aftale som WTO vurderer vil øge verdens handel med USD 1 trillion om året, hvis den implementeres effektivt. Men den lille sejr er ikke nok til at skabe optimisme i Nairobi.
Er Doha-runden død eller levende?
Det helt store spørgsmål på denne ministerkonference er, om forhandlingsrunden helt skal lukkes uden, at man er blevet enige, eller om man skal forhandle videre under samme ramme.
Lige nu ligger et forsigtigt udkast til Nairobi-deklarationen klar og er opdelt i tre dele.
Den første del skal opsummere forhandlingsrundens resultater frem til nu.
Den anden del skal beskrive resultatet fra forhandlingerne i Nairobi.
Den sidste del, som er den mest interessante, skal skitsere det fremtidige arbejde i Nairobi – forhandler man videre i Doha-runden, eller finder man en ny ramme for forhandlingerne?
Udviklingslandene med Kina, Indien og de afrikanske lande taler for, at Doha-runden skal levere et resultat på udvikling, som det blev lovet. De mener, at de rigere lande må reformere deres landbrugsstøtte, før runden kan lukkes.
EU, USA og andre industrialiserede lande mener, at det vil være bedst at lukke runden og starte forfra i en ny ramme. WTO kan ikke komme videre, før man bliver enige om en ny forhandlingsstruktur, hvor Kina og Indien ikke længere opfattes som ligeværdige med Laos og Uganda er synspunktet her.
Om det kan lade sig gøre at overbevise Kina og Indien om at tage mere ansvar i den globale økonomi, vil tiden vise.
Udviklingslandenes eneste håb
Ingen har endnu et klart billede af, hvad de to sidste dele kommet til at indeholde. Men det er helt sikkert, at WTO’s relevans i fremtiden afhænger af, hvor konkret og ambitiøst deklarationen bliver formuleret.
Det er væsentligt, at landene går hjem med en følelse af, at WTO er det eneste rigtige forum til forhandlinger af handelsaftaler.
Selvom EU påstår, at de tager hensyn til udviklingslandene i TTIP-forhandlingerne, vil fordelene ikke være lige så store, som hvis udviklingslandene selv er parter til aftalen.
Muligheden for at indlemme TTIP i WTO bliver også udtalt af flere europæiske forhandlere.
Men så står vi igen i en situation, hvor vestlige lande diktere verdensordenen – i høj grad til egen fordel. Hvilket netop var kritikken, der startede WTO og udviklingsrunden.
Hvis EU og verdenssamfundet virkelig mener, at de har udviklingslandenes interesser for øje, skal de presse på for at sikre en relevant og succesfuld forhandlingsrunde i stedet for at rejse i øst og vest i jagten efter det næste store vækstmarked.
Reel bæredygtig udvikling til gavn for hele verden kræver kikkerten rettet stik syd. Her findes intet bedre alternativ end WTO.