Tid: 21/08/2016 15:00 til 21/08/2016 18:00

Sted: Mellemfolkeligt Samvirke, Møderiet, opgang B inde i gården, Fælledvej 12 (sideg. til Nørrebrogade), Nørrebro, København

Arrangør: N/A

Miljøbeskyttelse og økologi i Bhutan og Danmark

 

 

 

 

Oplæg: Dr. Kinley Tenzin, Bhutan, Royal Society for Protection of Nature (RSPN), Jesper Saxgren, Økologisk Landsforening og Rikke Lundsgaard, Danmarks Naturfredningsforening. Ordstyrer: Ellen Buch-Hansen, forkvinde, Venskabsforeningen Danmark-Bhutan.

Bhutan har skrevet naturbevarelse ind i grundloven. 60 procent af landet skal altid være dækket af skov og store områder er udlagt til naturparker. Regeringen har tillige en målsætning (vision) om, at hele landet skal være økologisk i 2020.

Hvordan hænger naturbeskyttelse og økologisk produktion sammen med behovet for en moderne økonomisk udvikling? Der er allerede nu vandkraftanlæg på alle floder for at sikre eksportindtægt fra salg af strøm til den store nabo mod syd, Indien. 

I Danmark har Økologisk Landsforening arbejdet for at udbrede økologiske produktionsmetoder og Danmarks Naturfredning for at sikre adgang til natur.

Begge områder er presset af det aktuelle fokus på ”økonomisk vækst” og manglende forståelse af sammenhæng mellem natur og samfund og menneskers fundamentale behov for adgang til og oplevese af natur. 

Brutto-national-lykke

Hvordan ser disse perspektiver ud i Bhutan og i Danmark? Kan vi lære noget af Bhutans holitiske tilgang til udvikling – bl.a. udtrykt i målet brutto-national-lykke (Gross National Happiness). Og kan Bhutan bruge vores viden om økologisk produktion i et moderne højtudviklet samfund? 

Økologisk Landsforening har netop indgået et samarbejde med Royal Society for Protection of Nature (RSPN), som i den anledning besøger Danmark for at undersøge økologi og naturbevarelse. 

På mødet vil de tre paneldeltagere hver give et oplæg, og der vil herefter være mulighed for at stille spørgsmål og kommentere fra salen.

Mødet er arrangeret af Venskabsforeningen Danmark-Bhutan i samarbejde med Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening. 

Mødet foregår på engelsk og er åbent for alle interesserede. Det er gratis at deltage.

Tilmelding på  [email protected] senest onsdag d. 17. august.

Yderligere oplysninger fås på www.bhutan.dk eller telefon 41 40 88 88. 

 

 

Venskabsforeningen Danmark-Bhutan