Et stort anlagt møde i London onsdag skal sikre kvinder adgang til prævention. Ny rapport viser, at særligt i verdens fattigste lande bliver kvinders ret til selv at bestemme, hvornår de vil have børn, og hvor mange børn de vil have, ikke opfyldt.
Hvert år dør 104.000 kvinder af komplikationer i forbindelse med en graviditet, som de hverken planlagde eller ønskede. Men kvinderne har enten ikke viden om eller adgang til prævention, skriver forenigen Sex & Samfund i en pressemeddelelse tirsdag.
Guttmacher Institute har netop udgivet en rapport, der viser, at 222 millioner kvinder, som gerne vil undgå graviditet mindst to år frem i tiden, ikke har mulighed for at bruge prævention.
Det fører til 80 millioner uønskede graviditeter, som ender med at koste titusindvis af kvindeliv.
Bill & Melinda Gates fonden og den britiske regering holder onsdag en stor konference, hvor regeringer, donorer, forskere og repræsentanter for civilsamfundet og den private sektor deltager.
Målet for ”London Summit on Family Planning” er at rejse penge til, at yderligere 120 millioner kvinder kan få adgang til familieplanlægning inden år 2020.
“Jeg er virkelig glad for, at en bred kreds af lande og aktører går sammen om at give kvinder livsvigtig prævention og information. Det har jo længe været en dansk prioritet, og i den nye danske udviklingsstrategi ’Retten til et bedre liv’ står kvinders rettigheder allerøverst”, siger udviklings-minister Christian Friis Bach (R), der selv deltager i topmødet.
Hos FNs Befolkningsfond (UNFPA), som aktivt støtter onsdagens toptræf, siger nordisk chef Pernille Fenger:
“Det er vigtigt, at familieplanlægning kommer højere op på den politiske dagsorden, og topmødet i London kan bidrage til dette. Uønskede graviditeter har en grundlæggende indflydelse på kvinders og deres børns livsmuligheder – hvilket specielt har betydning for de fattigste kvinder i verdens fattigste lande”.
Et 2015 mål, der ligger langt væk
Adgang til prævention og reduktion af mødredødeligheden med 75 procent er det af FN’s i alt otte 2015-mål, som er længst fra at blive opfyldt.
Samtidig kan det konstateres, at investeringerne i familieplanlægning er faldet dramatisk i perioden fra 1999 til 2009. Derfor er det ekstra vigtigt, at der bliver tilført nye midler til området, hedder det.
“Det er uacceptabelt, at så mange kvinder fortsat skal dø i barselssengen. Som de nye tal viser, er der nogle steder sket fremgang på området, og vi ved, hvad der skal til for at nedbringe disse tal yderligere”, siger Bjarne B. Christensen, generalsekretær i Sex & Samfund.
“Ved at investere i familieplanlægning investerer man også i samfundet som sådan – og selvfølgelig sparer man også en masse unødvendige komplikationer og dødsfald for gravide. Derfor giver det god mening at investere yderligere i det her område”, lægger han til.
Fra 2008 til 2012 er antallet af kvinder, der ikke har mulighed for at bruge prævention, faldet fra 226 til 222 mio. Det er et beskedent fald, og samtidig er behovet i verdens 69 fattigste lande steget fra 153 til 162 mio. kvinder.
Virker for Afghanistans kvinder
En af deltagerne på mødet i London er Marie Stopes International (www.mariestopes.org), der arbejder i 40 lande på at bringe moderne prævention til verdens fattigste kvinder. Den velgørende organisation har arbejdet i Afghanistan siden 2002, og arbejdet er delvist finansieret af Danida.
Der er store udækkede behov i landet på grund af undertrykkelse af kvinderne, deres sundhed og rettigheder. Marie Stopes International vil bringe familieplanlægning til flere end 200.000 kvinder i det centrale, sydvestlige og nordlige Afghanistan via en hus-til-hus indsats i kvindernes hjem.
Arbejdet foregår i tæt samarbejde med mange landes regeringer og nationale organer (også i Danmark). Målet er, at de engagerede lande støtter arbejdet for at sikre kvinderne i de fattige lande viden og retten til frit at vælge, hvornår de får deres børn – og hvor mange.
Man kan læse mere om Marie Stopes arbejde i Afghanistan på http://www.mariestopes.org/where-in-the-world#afghanistan
Mere information om ’London Summit of Family Planning’ på http://www.londonfamilyplanningsummit.co.uk
Guttmachers rapport kan ses i sin helhed på
http://www.guttmacher.org/pubs/AIU-2012-estimates.pdf
Yderligere oplysninger hos:
Thomas Hundsbæk-Petersen, særlig rådgiver for udviklingsministeren
mobil: 41 86 59 00.
Pernille Fenger, Nordisk Chef, UNFPA, mobil: 20 97 48 98.
Mikkel Dalum, International kommunikationsmedarbejder
Sex & Samfund, mobil: 27 28 07 53.