Den Afrikanske Union
Den Afrikanske Union (AU) blev grundlagt i juli 2002 som efterfølger for Organisationen for Afrikansk Enhed (OAU), der blev dannet i 1963.
AU har 55 medlemmer, der omfatter hele det afrikanske kontinent.
Unionen søger at fremme fred, demokrati og bæredygtig udvikling i Afrika gennem politisk og økonomisk samarbejde og integration – og er i mange henseender inspireret af Den Europæiske Union.
Unionens vigtigste beslutninger tages ved halvårige møder i Den Afrikanske Unions forsamling for statsoverhoveder (AU-AHSG).
Den Afrikanske Unions Kommission fungerer som unionens sekretariat og ligger i Etiopien hovedstad, Addis Ababa.
Det såkaldte Pan-African Parliament (PAP) fungerer som unionens parlament og har hovedsæde i Midrand, Sydafrika.
Læs mere om Den Afrikanske Union her
Kilde: AU
Som enhver 20-årig er Den Afrikanske Union fyldt med potentiale, indre konflikt og muligheden for at vælge den vej, som nu skal tegne fremtiden.
Men i sit 20. år har unionen, der består af 53 lande og repræsenterer 1,2 milliarder mennesker, tilkæmpet sig en stemme, som omverdenen i stigende grad lytter til. Se bare corona-pandemien. Her lykkedes det Den Afrikanske Union at rejse problematikken om ulighed i vaccine-adgang. Vaccine-apartheid kaldte de det med en vis historisk ballast.
Og under krigen i Ukraine vakte det stor opsigt, da den nuværende AU-formand, Senegals præsident, Macky Sall, trykkede hånd med Ruslands præsident Vladimir Putin.
“Vi ønsker ikke at vælge side i denne konflikt. Vi arbejder for en deeskalering, for en våbenhvile, for dialog,” lød budskabet fra Macky Sall.
En bemærkning, der ikke faldt i god jord i EU. Men den giver mening, hvis man kigger på den historiske fødevaremangel, Afrika står i lige nu. Krisen er udløst af ikke bare manglende korn fra Ukraine og generelt stigende priser, men også af flere sæsoner med tørke i store dele af regionen.
“Den Afrikanske Union er blevet kontinentets politiske forum, den fælles stemme i forhold til det internationale samfund. Man snakker om Den Afrikanske Union. Man ryster ikke bare på hovedet af dem længere. Den er en faktor, man rent faktisk regner med – med de svagheder, den nu engang har,” forklarer Thomas Mandrup, PhD og lektor i Afrikastudier ved Forsvarsakademiet.
Startede som antikolonialisme
For at forstå, hvorfor AU er blevet, som den er, skal vi tilbage til den 20-åriges ophav – Den Afrikanske Enhedsorganisation, OAU, som blev oprettet i 1963.
Organisationen blev født i ånden af antikolonialismen og den panafrikanske idé. Man ville befri kontinentet for resterne af kolonisering og apartheid og fremme enhed og solidaritet mellem afrikanske stater. Det var en forsvarsalliance, som skulle beskytte medlemsstaternes suverænitet og territoriale integritet, men også fremme internationalt samarbejde.
“Det var en old mens club, hvor ledere sad og blev enige om, at alle Afrikas problemer skyldes omverdenen,” siger professor Stig Jensen fra Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.
Med stiftelsen af Den Afrikanske Union knap 40 år senere ville man vende fokusset væk fra kampen mod kolonialismen og apartheid for at “realisere Afrikas potentiale”, som det hed.
“Tiden er inde til, at Afrika indtager sin retmæssige plads i de globale anliggender,” proklamerede den første formand for Den Afrikanske Union, Sydafrikas daværende præsident, Thabo Mbeki, ved sin tiltrædelsestale 9. juli 2002 i Durban, Sydafrika.
I stedet skulle den nye union, der er løst baseret på EU-modellen, fokusere på øget samarbejde og integration af afrikanske stater for at drive Afrikas vækst og økonomiske udvikling.
“AU blev etableret i sin tid, fordi Sydafrika gerne ville gøre noget for hele Afrika. Mandela og specifikt Mbeki satte det her projekt i gang på et tidspunkt hvor de afrikanske lande var dybt udfordret af den kolde krig, hvor der ikke var så meget interesse for Afrika mere. Det var et kvantespring frem i forhold til OAU,” forklarer Stig Jensen.
I januar 2021 indgik Den Afrikanske Union den store handelsaftale AfCFTA, som skal skabe et fælles marked for produkter og tjenester. Den forventes at øge den interne handel på kontinentet med 250 milliarder kroner, samtidig med at det bliver nemmere at tiltrække store investeringer.
Nyt moderne hjem
I dag er Den Afrikanske Union på størrelse med knap en tredjedel af EU, når det kommer til antallet af ansatte.
Hovedkvarteret i Etiopiens hovedstad Addis Ababa er også blevet udbygget og moderniseret med hjælp fra særligt Kina og Tyskland.
At hovedkvarteret blev etableret i Addis Ababa er ingen tilfældighed. Etiopien er, foruden Liberia, det eneste land i Afrika, der ikke er blevet koloniseret. I årene 1936-1941 blev landet besat af italienerne, men historikerne debatterer stadig, om det tæller for en egentlig kolonisering.
“Man har fået opbygget nogle kapaciteter. De har en freds- og sikkerhedsarkitektur (APTA) og en governance-arkitektur (AGA), som er gået fra at være ideer på papir til faktisk at blive ført ud i livet. Vi har The Panel of the Wise, hvor du har tidligere statsledere, som du kan sende ud som mæglere i politiske kriser,” opremser Thomas Mandrup.
Betingelsesløst medlemskab
Selvom Den Afrikanske Union er begyndt at tale med én samlet stemme, kritiseres unionen stadig for ikke at være samlet nok. Det blev igen tydeligt ved en nylig FN-afstemning, hvor 28 lande stemte for at fordømme Ruslands invasion af Ukraine, mens 25 lande undlod at stemme. Kun Eritrea stemte imod.
Anderledes klare i spyttet var medlemslandene, da den danske regering i 2021 vedtog en lov, der gør det muligt at have dansk asylbehandling i tredjelande. En lov der skulle være med til at bane vejen for et modtagecenter i Rwanda. Aftalen blev fordømt “på det kraftigste”.
Alligevel træffer unionen alle sine beslutninger ved konsensus, ligesom EU mestendels gør det. Men forskellen er, at Den Afrikanske Union ikke har noget tilsvarende københavnskriterierne. Københavnskriterierne er en række betingelser om stærke institutioner, retsstat og menneskerettigheder, som man skal opfylde for at blive medlem.
Alle er altså medlemmer. Demokratier som diktaturer. Ustabile stater som stærke økonomier. Det er en stor udfordring for mere – i vestlig forstand – progressive lande.
Ikke desto mindre går AU rent økonomisk mod en mere bæredygtig fremtid. EU er stadig den primære donor, men en ny betalingsaftale sikrer, at de afrikanske lande betaler en stigende del af AU’s omkostninger selv. Det er ifølge Thomas Mandrup et tegn på, at de vil Den Afrikanske Union.
Retten til at intervenere
Ambitionen for Den Afrikanske Union har hele tiden været at blive den væsentligste sikkerhedsgarant på kontinentet. Det er til dels lykkedes.
Inden stiftelsen af Den Afrikanske Union og de tidlige år, var FN den primære sikkerhedsaktør. Blandt andet fordi dens forgænger OAU ikke havde juridisk mandat til at involvere sig i nationale konflikter.
Den Afrikanske Union bygger blandt andet på princippet om nonindifference. Det giver organisationen mandat til at intervenere i medlemsstaterne, hvis der opstår krigsforbrydelser, folkemord eller forbrydelser mod menneskeheden.
I unionens to årtiers levetid har den iværksat flere store sikkerhedsbevarende indsatser i blandt andet Burundi, Sudan og aktuelt i Somalia. Den er også gået med i operationer sammen med FN i Mali og Den Demokratiske Republik Congo.
Dog har en uafhængig rapport af International Crisis Group fra 2019 konkluderet, at der er en mangel på koordination mellem de to organisationers primære politiske organer, FN’s Sikkerhedsråd og AU Peace and Security Council særligt under store kriser. “Det antyder en utryg fremtid for samarbejdet,” står der i rapporten.
Demokrati er ikke længere et fy-ord
Den Afrikanske Union kan også tilskrives en vis positiv effekt i regionen, når det gælder demokratisk udvikling. Om ikke andet er det rent faktisk en værdi, som unionen arbejder ud fra. Og det er en ny ting.
“Inden etableringen af AU, var ordet demokrati meget kontroversielt, meget omdiskuteret, og mange fra den afrikanske elite associerede det med kolonialisme og den koloniale arv,” siger Thomas Kwasi Tieku, ekspert i internationale relationer på University of Western Ontario i Canada til Deutche Welle.
Dog er der intet krav om demokrati, men ifølge Stig Jensen lægger man sig op af vestlige idealer, når man taler om såkaldt god regeringsførelse.
“Hvis der sker et regimeskifte, som ikke er i overensstemmelse med forfatningen, så bliver der sanktioneret. Det er deres milde version. For de kan ikke blive enige, om at demokrati er den bedste regeringsførelse,” siger han.
Sanktionsapparatet er endnu ikke så udviklet som i EU, hvor vi særligt under krigen i Ukraine har set den ene sanktionspakke efter den anden rullet ud. I Den Afrikanske Union har man en forholdsvis stringent praksis med at suspendere landenes medlemskab. Stiller du dig foran hovedkvarterets hovedbygning kan du se, hvilke flag, der er taget ned. Det er sjældent, at alle 53 flag er oppe.
På det seneste har Den Afrikanske Union suspenderet medlemsskaberne for Mali, Burkina Faso, Guinea og Sudan efter militærkup. Det har dog ikke resulteret i, at kupledere i nogle af landene har lyttet til AU’s krav om at vende tilbage til en demokratisk praksis.
Står ved en skillevej
De mange suspenderinger er også et symptom på, at der i Afrika er nogle autoritære tendenser – ligesom i resten af verden.
“Vi står på en skillevej lige nu. Et land som Sydafrika, som jo har været det bannerførende demokrati siden Mandela med den mest liberale forfatning i verden er jo i dyb demokratisk krise lige nu. Det er på mange måder en lakmustest for kontinentet,” siger Thomas Mandrup.
Han peger også på det kenyanske valg til august, situationen i Somalia og ikke mindst borgerkrigen i værtslandet Etiopien. Det vil være et stort symbolsk nederlag, hvis Etiopien kollapser.
“Det handler grundlæggende, om hvad Den Afrikanske Union står for. Er det en repræsentant for human security og retten til at stoppe folkemord, som var enormt progressivt i 2002, da man etablerede det og ville det. Eller er vi der, hvor de autoritære regimer hiver de her ting tilbage, så AU bare skal handle om at koordinere politik og være en fælles militær alliance mod de ydre fjender,” skitserer Thomas Mandrup.
Rusland, Kina og USA truer unionen
Det er ikke kun interne stridigheder, der presser AU. I mange år har Vesten haft meget lidt konkurrence, når det kom til at handle og samarbejde med de afrikanske lande. Men i de seneste ti år har der været en støt stigende interesse fra verdens stormagter, som ser det afrikanske kontinent som en kampplads.
For mange afrikanske lande har enorme mængder naturressourcer, som for eksempel skal bruges i den grønne omstilling. Og med stigende konfliktniveau mellem verdens stormagter er landene i Afrika igen blevet interessante allierede.
Kina, Rusland og USA har alle investeret store penge i Afrika, mens EU stadig er den suverænt største donor og handelspartner. Ifølge Thomas Mandrup lugter det af situationen under Den kolde krig, hvor stormagter spillede de afrikanske lande ud mod hinanden og førte proxykrig.
“Det er måske i virkeligheden den største trussel mod Den Afrikanske Union. At de her lande går ind og støtter lokale initiativer, der destabiliserer regionen,” siger han.
Så meget desto mere er der brug for en stærk afrikansk stemme.
“Deres ønsker om samarbejde er vigtigt, for de ved godt, at hvis vi skal være i stand til at kunne klare de her ting, så er de nødt til at stå sammen. For jo svagere de er, jo nemmere ofre er de i den her verden hvor der er et voksende antal lande, der gerne vil agere på kontinentet,” siger Stig Jensen.
Desværre er Den Afrikanske Union endnu blot en teenager og stadig dybt afhængig af økonomisk støtte, for at kunne gøre de ting, de gerne vil. Og det kan få store konsekvenser, hvis de ikke formår at modstå presset, mener Stig Jensen.
“Der sker en rekolonisering. Og den sker på baggrund af det, vi i gamle dage kaldte imperialisme, og den kommer fra alle kanter. Det er det Den Afrikanske Union skal navigere i.”
