Politisk uro har flere gange jaget burundiere på flugt til nabolandene, og i denne artikel går vi tilbage til folkemordet i Burundi i 1972, som ikke er helt så velkendt som folkedrabet i Rwanda i 1994. Den etniske udrensning sendte hundredetusinder af burundiere på flugt til nabolandene.
I 1990’erne flygtede mange igen på grund af politisk uro. Senere vendte nogle af dem tilbage til deres hjemland efter et årti på flugt, men nogle af de samme mennesker forlod igen Burundi i 2015, da den daværende præsident tog en kontroversiel beslutning.
Nu er reintegration igen på både FN’s og den burundiske regerings dagsorden, og siden 2017, hvor FN begyndte at hjælpe med frivillige hjemsendelser, er flere end 180.000 burundiere vendt tilbage til deres hjemland. Men det kniber med finansieringen af de processer, der skal få reintegrationen til at lykkes og få de tidligere flygtninge til at blive i landet.
Årtier med politisk uro og flugt
1972 var et ekstremt blodigt år for Burundi. Etniske uroligheder mellem befolkningsgrupperne hutu og tutsie havde ulmet længe – også i nabolandet Rwanda – og til sidst fik hutuerne nok af de mange henrettelser på hutu-folk i parlamentet og andre steder og gik imod aristokratiet, der bestod af tutsier.
Ved et fejlslagent kupforsøg i april måned 1972 blev over 2.000 tutsier dræbt, mens tæt på 200.000 hutuer blev myrdet i løbet af blot seks uger. Over 150.000 flygtede til nabolandene.
I 1990’erne flygtede mange burundiere igen, nu på grund af krig. Borgerkrigen spillede rebelske hutuer ud mod de succesfulde, aristokratiske tutsier, og den startede i 1993, da militære tutsi-officerer slog den første og nyligt valgte hutu-præsident ihjel.
Krigen sluttede først 12 år senere, og efter sigende skulle fredsaftalen underskrevet i Arusha i 2000 have haft stor betydning for, at borgerkrigen fik sin ende. Forhandlingerne, der ledte til aftalen, var under ledelse af tidligere præsident Julius Nyerere fra Tanzania og Nelson Mandela fra Sydafrika.
En upopulær præsidentiel beslutning
I 2015 var der igen politisk ballade i Burundi, da den daværende præsident, Pierre Nkurunziza, meddelte, at han ville genopstille til valget og til, hvad der ville være hans tredje valgperiode. Præsidentens beslutning skabte vrede i befolkningen, det var imod landets forfatning og fredsaftalen fra 2000. Beslutningen udløste demonstrationer i landets hovedstad, Bujumbura.
Den politiske krise eskalerede over de næste uger og måneder, og et fejlslagent kupforsøg i maj måned gjorde kun situationen værre, da regeringen herefter forfulgte alle, der havde været den mindste smule involveret i demonstrationerne – hovedsageligt unge mennesker.
Alle uafhængige medier blev lukket, hvilket i sidste ende resulterede i, at mange igen flygtede fra Burundi. Det var særligt journalister og folk i ngo-branchen, der flygtede til Rwanda, da de var i fare for at blive fængslet, tortureret eller i værste fald bortført og myrdet af regimet i Burundi. I midten af maj var omkring 100.000 mennesker flygtet, beskriver Simon Turner, lektor på det humanistiske fakultet på Københavns Universitet, i en forskningsartikel fra september 2020.
De mennesker, der flygtede til Rwanda, var hovedsageligt tutsier fra hovedstaden, men der var også en del, der tog til nabolandet Tanzania. De var måske ikke politisk forfulgte, men gjorde det i håbet om en bedre økonomisk fremtid, fortæller Simon Turner:
”Det var flest hutuer, der flygtede til Tanzania, og det er svært at sige, hvorfor de flygtede. Man har nemlig forsøgt med alle mulige reintegrationsprojekter i Burundi, men mange af flygtningene ville hellere tilbage til Tanzania. Og det er jo helt forfærdeligt at tænke på, at mange hellere vil bo i en flygtningelejr end i deres hjemland.”
Flygtningene vender hjem
I løbet af 00’erne begyndte nogle af flygtningene at vende tilbage til Burundi. Simon Turner peger på fredsforhandlingerne i Arusha som en vigtig årsag. Det var dog ikke et helt gnidningsfrit eller frivilligt forløb, fortæller han:
”Det var under et ret stort pres, at flygtningene i Tanzania vendte tilbage til Burundi. Tanzania har altid været allieret med Burundis regering og lagde et stort pres på de burundiske flygtninge i flygtningelejrene.”
Burundi samarbejder med Tanzania for at få folk til at vende hjem igen, og Simon Turner fortæller også om nogle af de metoder, som Tanzania gør brug af for at presse flygtningene:
”Det, man gør, er, at den tanzaniske regering gør det sværere for folk at leve i lejrene. Man gør det sværere for dem at tage ind til nabolandsbyerne og arbejde, handle, dyrke jorden og andet, der kan gøre deres liv lettere,” siger Simon Turner.
De mange mennesker, der vendte hjem i forbindelse med fredsforhandlingerne, oplevede, at den økonomiske usikkerhed i Burundi stadig var stor. På trods af forsøg på reintegration, formåede landet ikke at holde på dem, og en del drog tilbage til Tanzania, fortæller Simon Turner. Den politiske krise i 2015 førte også til, at nogle af de hjemvendte igen forlod landet.
Nu vender en stor del af de flygtede burundiere igen hjem, særligt fra flygtningelejrene i Tanzania. Alene i år er 60.000 burundiere – ifølge UNHCR frivilligt – draget tilbage til hjemlandet, hvor organisationen forsøger at hjælpe med at genintegrere dem i samfundet. Og selvom coronapandemien hærgede, krydsede over 41.000 burundiske flygtninge også grænsen sidste år på deres vej tilbage til Burundi på opfordring af den nye regering og under pres fra Tanzania.
At så mange burundiere vender tilbage i år, kan tyde på, at der igen er et pres fra den burundiske regering, for at de vender hjem. ”Burundi vil gerne vise, at de er et fredeligt land, hvor man sagtens kan bo, og at der ikke er nogle problemer,” siger Simon Turner.
Ny integrationsplan for hjemvendte flygtninge
I februar 2021 lancerede to FN-organisationer, FN’s Udviklingsprogram, UNDP, og FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, en plan for, hvordan de nyligt hjemvendte flygtninge skal genintegreres i samfundet.
Planen skal sikre bæredygtige løsninger for, hvordan flygtede burundiere kan blive succesfuldt reintegreret i samfundet. Lige nu er det nemlig et problem, at kun 37 procent af dem har et hjem at vende tilbage til. Det kan for eksempel skyldes, at de har solgt deres bolig, inden de flygtede, eller at den er blevet overtaget af andre i samfundet eller i familien.
FN’s plan kræver dog massive investeringer på 104.3 millioner dollars, og på nuværende tidspunkt er kun 10 procent af planen finansieret, fortæller UNHCR’s repræsentant i Burundi, Abdul Karim Ghoul.
At finansieringen halter bagefter, undrer ikke Simon Turner, som peger på, at verdenssamfundet har travlt med at kigge på kriser, der tilsyneladende virker større og i langt højere grad støttes økonomisk af det internationale samfund: ”UNHCR har ikke det store økonomiske råderum til at kunne håndtere sådanne flygtningekriser. Nu tænker vi alle bare på Syrien og Afghanistan,” siger Simon Turner.
