Presset stiger på Guatemalas præsident

otto_perez_molina_2007
Forfatter billede

Guatemalas præsident, Otto Perez, er hårdt presset af en omfattende korruptionssag, der truer med ikke blot at vælte ham, men også skaffe ham en rigsretssag på halsen.

FN-efterforskere beskylder Otto Perez og hans nu fængslede vicepræsident for at have stået i spidsen for massiv svindel med toldafgifter.

Det er kun en af flere korruptionssager, der involverer højtstående regeringsembedsmænd, der er kommet frem siden april.

Præsidenten fastholder, at han har optrådt i overensstemmelse med loven og er villig til at gennemgå en retssag, hvis det bliver nødvendigt.

Præsidenten kan ikke genopstille ved valget den 6. september, og hans nuværende embedsperiode udløber i januar.

Et kongresudvalg anbefalede i weekenden, at præsidenten fratages sin immunitet allerede nu på grund af alvoren i anklagerne mod ham.

Kongresudvalgets anbefaling er nu sendt videre til Kongressen, der skal stemme om den.

Allerede nu er forberedelserne til en rigsretssag mod ham i gang, men Perez har hyret et hold advokater, som har gjort indsigelse mod rigsretssagsforløbet og muligvis kan forsinke hele processen.

Korruptionssagen har blandt andet resulteret i, at Perez’ tidligere vicepræsident er fængslet i sagen, mens seks parlamentsmedlemmer har valgt at træde tilbage i protest over præsidenten.

Midt i al den politiske tumult fastholder præsident Perez, at den første runde af præsidentvalget – som han altså ikke selv kan genopstille ved – finder sted som planlagt på søndag.