Af Nils Carstensen
Europarådet vedtog i juni 2002 at stille med en “fredspakke” på ca. 400 mio. euro, eller knap 3 milliarder kr., når – eller hvis – Sudans godt 20 år lange borgerkrig kunne afsluttes med en fredsaftale. Bliver der fred og opfylder EU sit løfte, vil det blive en af de største enkeltdonationer til et afrikansk land i EUs historie.
EUs fire hundrede millioner euro kommer delvis fra den nuværende Europæiske Udviklingsfonds midler, men godt og vel halvdelen af beløbet er penge, der har været frosset inde siden 1990.
Året før havde general Omar al-Bashir og hans National Islamic Front (NIF) taget magten ved et statskup. Efter et lille år med kup-regeringen ved magten opsagde EU sit bistandssamarbejde med Sudan på grund af den fortsatte borgerkrig i syden, manglende demokrati og brud på stort set alle tænkelige menneskerettigheder.
Siden 1990 er nogle af de penge, der ellers skulle være overført til Sudan, blevet sat til side på bankkonti i Bruxelles.
EUs kommende støtte er bl.a. planlagt til at gå til hårdt tiltrængte investeringer i landbrug og fødevaresikkerhed, til uddannelsesområdet samt til en række formål, der kan sammenfattes som opbygning eller styrkelse af civilsamfundet i Sudan.
Efter knap 50 års selvstændighed og sammenlagt 40 år med borgerkrig mellem nord og syd er der enorme behov for både nødhjælp og genopbygnings- og udviklingsstøtte til mange af Sudans ca. 35 millioner indbyggere.
Europarådets løfte om økonomisk støtte til Sudan efter en fredsslutning gav god mening i sommeren 2002.
De stridende parter var endelig ved at finde sig til rette omkring det samme forhandlingsbord. USA spillede “bad cop” og tvang specielt den sudanesiske regering til forhandlingerne og de første indrømmelser med slet skjulte trusler om bål, brand og Tomahawk-misiler.
EU gav den i rollen som “good cop” og hang således bl.a. guleroden på de knap 3 milliarder kroner op for næsen af forhandlerne fra den sudanesiske regering og fra den overvejende sydsudanesiske oprørsbevægelse Sudan Peoples Liberation Army (SPLA).
Det var dengang. Men i de knap 2 år, der er gået siden, er der sket flere ting, der ændrer præmisserne for EUs løfte.
Så meget er faktisk ændret, at de mange hundrede millioner euro kan gå hen og blive et ømtåleligt dilemma for udviklingskommissær Poul Nielson og hans politiske arbejdsgivere.
Fredsforhandlingerne om krigen i syd har foreløbigt strakt sig over 18 måneder og er nu gået ind i, hvad der ligner en afgørende fase. Men samtidig er det gået støt ned ad bakke i Sudans vestlige Darfur provins.
Siden februar 2003 har en væbnet konflikt mellem lokale Darfur-oprørere og regeringsstyrker udviklet sig til en ny borgerkrig, der foreløbig har sendt over en halv million mennesker på flugt.
Pålidelige rapporter fra området fortæller om præcis de samme krigsforbrydelser og menneskeretskrænkelser, som man kender fra borgerkrigen i syd: Kampfly og helikoptere sat ind mod civile landsbyer, massevoldtægt af kvinder og mindreårige piger, plyndringer og nedbrænding af store områder.
Og som man har set det i mere end 10 år i det sydlige Sudan, besværliggør regeringen arbejdet for lokale og internationale hjælpeorganisationer, der forsøger at komme civilbefolkningen til undsætning.
Her kommer kommissærens og kommissionens hovedbrud ind i billedet. Finder fredsforhandlerne frem til en endelig aftale for krigen i det sydlige Sudan inden for den nærmeste tid, har EU ifølge løftet fra 2002 forpligtet sig til at begynde at bruge af de 3 milliarder kroner i “fredspakken”.
Flere hundrede millioner er til projekter, som den sudanesiske regering selv agter at gennemføre. Sker det, samtidig med at konflikten i Darfur fortsætter som hidtil, kan EU i værste fald komme til at normalisere udviklingssamarbejdet og overføre hundreder af millioner til en regering, der for sin part myrder løs på sin egen civilbefolkning – og i parentes bemærket bruger sine egne olieindtægter til at købe nye jagerfly og kamphelikoptere.
Det er et dilemma, der vil noget.
På den ene side er der ingen tvivl om, at EUs “fredspakke” er en væsentlig tilskyndelse til en meget, meget længe ventet fredsslutning i det sydlige Sudan og at i hvert fald nogle af pengene vil falde på et meget tørt sted.
På den anden side kan det blive endog meget svært at forklare bl.a. de europæiske vælgere, hvorfor deres skattekroner skal bruges til at belønne en afrikansk regering, der myrder løs på sin egen civilbefolkning.
Genoptager man bistandssamarbejdet med Sudan, mens Darfur konflikten fortsætter, illustrerer man også, hvor klart de europæiske regeringer forstår at adskille terrorisme begået i Europa eller Nordamerika fra terrorisme begået mod befolkningen i f.eks. Darfur.
Den problematik bliver endnu grellere med de europæiske regeringschefer nylige enighed om at kunne droppe handels- og udviklingsbistand til lande som ikke “bekæmper terrorisme på en konsekvent måde”.
I et nyligt radiointerview blev Poul Nielson spurgt, om han ville skrive under på checken på de 3 mia. kroner til Sudan, hvis kampene i Darfur fortsatte.
– Det vil…..det vil jeg nok lige kigge lidt på. svarede Nielson, men understregede også det problematiske i at straffe dem, der faktisk var i stand til at slutte fred i Sudan.
I Bruxelles er man klar over, at man kan få problemer med “fredspakken” for Sudan og 2 initiativer tegner sig i horisonten. EU forsøger i øjeblikket indædt at få reelle våbenhvileforhandlinger i gang mellem parterne i Darfur. Samtidig forlyder det, at det irske formandskab overvejer en ny og ændret beslutning til Europarådet om Sudan.
Man kunne jo gætte – og håbe – på, at en sådan mulig revideret beslutning, bl.a. vil tage forbehold for udviklingen i Darfur.
Og man kan håbe på, at EU, belært af erfaringerne omkring Darfur, kæder en støtte i denne størrelsesorden endog meget tæt sammen med fuld respekt for menneskerettighederne i hele Sudan og en generel fredelig og demokratisk udvikling i landet.
Nils Carstensen (47) er journalist og arbejder for Folkekirkens Nødhjælp. Han har dækket udviklingen i Sudan siden 1988 og har indgående kendskab til Afrikas største land.
Læs også “Tænketank: Darfur blokerer for fred i Sudan – og verden gør alt for lidt”, 26.03.04, her på siden.
