Efter planen skulle Gudrun Vest vende hjem til Danmark efter tre år som husmor på en kostskole for missionærbørn, men det endte med en menneskealder i bushen i det nordvestligste Tanzania.
Af Tove Lind Iversen
redaktør af Danmissions blad “Ord til Handling”
I carporten ved rækkehuset i Tarm i Vestjylland holder en Skoda af ældre model, stuen domineres af grønne plysmøbler, og til frokost er der frikadeller med stuvet sommerkål.
Alligevel er det ikke svært at forestille sig hende i det lille hus i bushen i Bushangaro, hvor hun levede som mama Gudrun i en menneskealder – heraf en snes år sammen med to gamle, udstødte søstre, Maria og Magdalena, og deres geder og høns, men herom senere.
“Jeg har kun taget få ting med fra Tanzania. Ting med en historie,“ fortæller Gudrun Vest og viser en væg med instrumenter, som hun arvede efter landsbyens musiker.
“Hans brødre kom og gav mig dem. Selv om det forlød, at de havde skaffet sig af med ham for ikke at skulle dele den lille jordlod med ham, da deres far døde. Han var en af byens skæve eksistenser, som ofte kom til mit hus og sad og spillede.“
Rejste ud som husmor
Gudrun Vest rejste i 1968 som ganske ung til Tanzania. Aftalen var, at hun i tre år skulle være husmor på en kostskole for 20 missionærbørn i provinsbyen Bukoba.
Først 36 år senere vendte hun tilbage til Danmark efter fire år i Bukoba og 31 år langt ude i bushen i det nordvestligste Tanzania.
“Jeg savner ikke mine ting i Bushangaro. Jeg savner menneskene. En gang imellem kan jeg sidde om aftenen og tænke: ´Bare jeg lige kunne gå ud og sætte mig i en hytte og få en snak‘.”
Har missionæren forandret sig?
“Da jeg rejste ud, gik der flere uger, inden min familie i Danmark fik brev om, at jeg var nået godt frem. I dag ved man alt med det samme, uanset hvor i verden man befinder sig. Man kan leve i to verdner samtidig – i Bushangaro og Tarm. I min tid var det et enten eller – og jeg slog rødder i Bushangaro.
De første år brugte jeg på at tage rundt og besøge folk – fra hytte til hytte. Satte mig på græsmåtten og snakkede. Lærte deres stammesprog. Sov hos dem.
Forleden genlæste jeg et brev. Her fortæller jeg, at jeg havde sovet på en madras, hvor rotter havde gnavet så store huller, at der kun var et lille hjørne til mig at ligge på. Vil man lære et folkefærd som dét i Bushangaro at kende, kræver det tålmodighed og udholdenhed.“
Har dit arbejde gjort en forskel?
“Det kan kun folk i Bushangaro svare på. Da jeg kom, turde kvinderne ikke tale, når der var mænd til stede. Da jeg rejste, var kvinderne mere frimodige. De vidste, hvad de ville og turde sige det højt. Jeg blev så glad, første gang de sagde nej til et af mine forslag,“ fortæller Gudrun Vest og ler.
“I bushen bestemmer mændene over kvinderne. Men fordi de kendte mig fra alle husbesøgene, fik kvinderne lov at komme ud af hjemmet. Når kvindegruppen sad sammen på kirkegulvet, fik jeg chancen for at spørge, hvad de gerne ville. Og så havde de flere ønsker – de ville måske gerne lære om ernæring og børn og høre bibelhistorie. Jeg prøvede så at støtte dem.
Man kan ikke sådan bestemme over folk. Jeg kom som gæst og kunne ikke bare sige: ´Sæt dig ned, så læser jeg et Guds ord for dig.’ Det vigtigste er, hvordan man er sammen med sine medmennesker, og i Bushangaro er de gode til at vurdere deres medmennesker.
Forkyndelsen er der stilleog roligt, når man sidder og syr, når man hakker sammen i marken, og når man flere døgn i træk sammen sørger over de døde. Så bliver der et naturligt rum til også at tale om tro….Den første betingelse er, at man holder af dem, man er iblandt.“
Bange og beskidt
Og så begynder hun at fortælle om Maria – en historie hun vender tilbage til mange gange den dag ved køkkenbordet i Tarm.
Og en historie, som i virkeligheden fortæller meget om Gudrun Vests syn på mennesker og på mission.
„En aften kom en kvinde til min dør. Hun havde kun et enkelt stykke tøj omkring sig, var beskidt, forvirret og bange. Jeg tog hende med ind, gav hende mad, forsøgte forsigtigt at vaske kagerne af skidt af og lagde hende på en madras i stuen.“
Maria havde haft et hårdt liv. Som lille pige hørte hun sin mor blive angrebet og ædt af en løve, en aften hun gik uden for hytten for at tisse. Maria bar traumet med sig hele livet.
Hun blev gift, men alle børnene døde, hvorefter manden smed hende ud. Så var hun nødt til at arbejde hos andre for kost og logi.
Det sidste sted troede folk, hun var en regnmager, som fik regnen til at udeblive. Hun blev jaget væk og søgte tilflugt ved mama Gudruns dør.
En snak med Gud
“Naboerne sagde, jeg skulle sende hende til et katolsk hjem. Men der var noget særligt ved hende, så jeg beholdt hende hos mig. Hver morgen stod hun foran huset og fortalte Gud lange historier om, hvad der skete omkring hende. En dag det øsregnede, gik jeg ud og foreslog, at hun kom ind i ly.
Men hun skældte mig ud og sagde: `Du skal ikke forstyrre. Jeg skal høre, hvad Gud svarer, når Han har overvejet mine spørgsmål‘.
Maria var et meget værdigt menneske – også da hun stod forhutlet foran min dør”.
I ca. 20 år boede Maria og hendes søster Magdalena hos mama Gudrun. De sidste fire år lå Maria i sengen efter en hjerneblødning.
Da hun døde, blev hun begravet foran huset i Bushangaro og nogle år senere blev søsteren begravet ved siden af.
„Jeg bor ikke længere i Bushangaro og bliver næppe begravet dér, men Bushangaro og ikke mindst menneskene har jeg stadig hos mig,“ siger hun og holder hånden på hjertet.
Hvorfor blev du derude?
“Man skal være i en kultur i mange år for at forstå bare noget af folks måde at tænke og handle på. Jo længere jeg blev, desto mere interessant blev det.
Jeg lærte noget om at leve fra dag til dag i fællesskabet og om ikke at tage livet som en selvfølge. På trods af et meget hårdt liv tog de hverdagen med stor værdighed.
Der var selvfølgelig både lyse og mørke dage. I Missionsbefalingen står der: ’Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.’ De ord har hjulpet mig meget.
Det blev til 36 år i Afrika. Og skulle jeg vælge i dag, ville jeg have valgt det samme.“
———-
Tove Lind Iversen er journalist og har været på Kristeligt Dagblad og Berlingske Tidende, før hun kom til Danmission. Artiklen gengives af U-landsnyt.dk med forfatterens tilladelse.
