Angolanerne går til valg i forventning om, at MPLA vil fortsætte sit 37 år lange regimente. Men små ting antyder, at demokratiet begynder at modnes i den tidl. portugisiske koloni i Sydvestafrika.
Mille Lübbert Hansen skriver fra Luanda
Angola holder vejret og tæller ned. Partiflagene fylder gadebilledet – primært med MPLA´s røde, sorte og gule farver, men oppposition er også synlig.
Fredag den 31. august går angolanerne til stemmeurnerne for at vælge deres ledere for tredje gang i landets selvstændige historie.
Regeringspartiet MPLA og President Jose Eduardo dos Santos har siddet massivt på en topcentraliseret statsmagt siden uafhængigheden fra Portugal i 1975, videre gennem borgerkrigen, der varede frem til 2002, og så til i dag.
Der bliver de højst sandsynligt også siddende i de kommende fem år, men små tegn peger i retning af, at dét demokrati, der findes på papiret, langsomt begynder at røre på sig ude i virkeligheden.
Ved seneste valg i 2008, der blev dømt frit og fair af FN, fik MPLA 83 procent af stemmerne. Denne gang regner mange med, at sejren bliver markant mindre.
Et lille angolansk forår
Det vigtigste tegn på forandring er, at folk er begyndt at gå på gaderne og protestere, hvilket var utænkeligt for halvandet år siden.
Tyranniseret af krige og et undertrykkende regime mente de fleste angolanere indtil for nylig, at det var bedst at passe deres egen lille jordlod, hvis man da var så heldig at have en sådan, og ikke blande sig i politiske anliggender.
Men utilfredsheden ulmer. Enorme olieforekomster har sikret Angola den højeste økonomiske vækst i verden i det sidste tiår, og samtidig er landet et af verdens mest korrupte.
Den politiske elite skummer fløden, mens 70 procent af befolkningen fortsat lever i dyb fattigdom og uden de mest grundlæggende offentlige serviceydelser som vand, elektricitet og sundhedklinikker.
Inspireret af det arabiske forår begyndte små grupper af unge rappere og studerende i marts i fjor år at gå på gaden og demonstrere mod regimet. Demonstrationerne er hver gang blevet mødt med vold af politi og pro-MPLA grupper og mange aktivister er blevet opsøgt i deres hjem, tævet og bortført.
På trods af modstanden er de små grupper vokset til en bevægelse, der i dag går under navnet ”Movimento Revolutionário” (Den Revolutionær Bevægelse) og fænomenet med at demonstrere breder sig nu til andre sfærer i samfundet.
Tidligere soldater har været på gaderne for at kræve deres pension og flere oppositionspartier har været i stand til at samle store mængder af almindelige borgere for at kræve, at valget bliver frit og retfærdigt.
Bugt med angsten
”Angstens kultur”, som angsten for at blande sig i politik og offentlighed er blevet kaldt, synes langsomt at slippe sit tag i angolanerne.
Det første valg i 1992 førte direkte ud i en ny borgerkrig efter en periode med relativ ro og ved valget i 2008 var mange overbeviste om, at det samme ville ske.
”I 2008 flygtede folk fra landet og ind til byerne, fordi de var sikre på, at valget ville betyde krig.”, fortæller en kilde fra ADRA, en stor angolansk NGO (ikke at forveksle med ADRA International).
I dag frygter folk ikke valget i samme omfang, uddyber han og man er ikke bange for at blive associeret med oppositionspartierne, hvilket tidligere kunne føre til forfølgelse og chikane.
Oppositionen rører på sig
Oppositionen i Angola, der stort set har bestået af den tidligere oprørsbevægelse UNITA indtil i dag, må stadig betragtes som svag. Men også her begynder der at ske nyt.
Mest bemærkelsesværdigt er dannelsen af en ny politisk koalition, CASA-CE, i maj i år, der er ledet af et karismatisk, tidligere UNITA medlem, Abel Chivukuvuku. Koalitionen har på kort tid formået at mobilisere stor tilslutning og forventes især at trække mange stemmer fra de unge, som udgør den største del af vælgerne.
Civilsamfund og opposition har kritiseret regeringens håndtering af demonstrationerne i skarpe toner og peget på en række tekniske områder, hvor regeringen og den Nationale Valgkommission arbejder i modstrid med loven.
Efter massivt pres lykkedes det i juni at få afsat den daværende leder af Valgkommissionen, Suzana Ingles, der ifølge lovgivningen ikke kunne besidde posten, fordi hun ikke var dommer og desuden havde nære relationer til MPLA. Det blev set som en vigtig sejr for demokratiet.
Der sættes dog endnu spørgsmålstegn ved en række praksisser op til valget. Bl.a. er udpegelsen af valgobservatører uigennemskuelig og langt fra afsluttet.
Valgkampen har været mere fredelig end de fleste havde turdet håbe på, men hvis der rejses mistanke om valgsvindel, kan den politiske stabilitet i landet komme på en alvorlig prøve.
Det er en situation, langt de fleste formentlig endnu ønsker at undgå for enhver pris. Så hellere fem år mere med MPLA, mens demokratiet tager de næste vaklende skridt fremad.
——–
Mille Lübbert Hansen var aktiv i U-landsnyt.dk før sin afrejse til Angola med mand og børn; senest som medlem af redaktionsledelsen.
