Tidligere præsident Lula sigtes nu også i Brasiliens enorme korruptionssag

president_lula_and_marisa_2007
Både eks-præsident Lula da Silva og hans hustru Marisa Letícia Lula da Silva er nu sigtede i sagen, der lokalt er kendt som Operation bilvask.
Foto: Ricardo Stuckert/Agência Brasil (CC BY 3.0 BR)
Laurits Holdt

Brasiliens tidligere præsident, den venstreorienterede Luiz Inácio Lula da Silva – bedre kendt som Lula – er nu blevet sigtet i en omfattende korruptionssag, skriver Washington Post.

Læs også: Brasiliens mægtigste mand tilbageholdt i skandale (04.03.2016)

Korruptionssagen, lokalt kendt som Operation bilvask, har præget landet siden foråret 2014 og den involverer mange højtstående politikere og forretningsfolk.

Lula sigtes for korruption og hvidvaskning af penge og hans hustru Marisa Letícia Lula da Silva sigtes for hvidvaskning. Begge nægter de sig skyldige.

Han skal angiveligt have stået i spidsen for en gruppe, der skummede 6,2 milliarder reais (12,7 milliarder kroner) fra oppustede kontrakter i det statslige olieselskab Petrobras. Udover at have beholdt en del af pengene selv sigtes han for at have sendt midler videre til sit parti pog medlemmer af kongressen, for at købe sig stemmer.

Fra Lula selv lyder det, at sigtelserne er et angreb på ham og den politik han har ført, skriver Washington Post.

"Hvis der er beviser, så går kommer jeg til fods og lader mig anholde," sagde han på en pressekonference.

Eks-præsidenten er landets mest kendte politiker og blandt hans tilhængere der spekuleres i om sigtelsen er et forsøg på, at forhindre ham i at stille op til præsidentvalget i 2018.