Håbet bag hegnet
Instruktører: Moritz Siebert, Estephan Wagner og Abou Bakar Sidibé
Premiere 5. Oktober 2016
Vist på DR2 torsdag den 13. oktober kl. 23.00.
Originaltitel: Those Who Jump/Les Sauteurs
Filmen er produceret af Final Cut For Real, som også stod bag The Act of Killing og The Look of Silence af Joshua Oppenheimer.
Filmens hovedperson, og manden bag kameraet, er Abou Bakar Sidibé fra Mali. Over fire måneder har han filmet sig selv og sit liv i limbo i en interimistisk lejr på det golde Gurugu-bjerg i det nordlige Marokko. Resultatet er en dokumentaristisk mavepuster, som med uafrystelig autenticitet og tårefremkaldende humor og menneskelighed, portrætterer et liv i håbets yderste strenge.
Ved filmens start har Abou allerede tilbragt et år i lejren. Sammen med 1000 andre migranter i området kan han hver dag se ned på den spanske enklave Melilla – et lille stykke Europa på det afrikanske kontinent – hvor drømmen om et nyt liv synes kun en armslængde væk. Men mellem migranterne og drømmen står den sidste og mest forkætrede barriere på deres i øvrigt lange og farefulde færd mod Europa: Hegnet.
”Tænk, hvis vi bare forsvinder”
Hegnet er egentlig tre hegn bestående af pigtråd, overvågningskameraer og automatisk peperspray, som det fra tid til anden mod alle odds lykkes enkelte at slippe igennem. Det giver håb til nye bølger af migranter oppe på bjerget.
For det meste går tiden med at holde øje med hegnet og forudse det perfekte tidspunkt at tage springet (filmens franske titel er ‘Les Sauteurs’ – springerne). Dermed bliver hegnet omdrejningspunkt for alt i lejren – for håb, drømme, angst og mareridt; for fællesskab og forræderi; for de største sejre og de største tab: Døden og det ikke-levede liv.
Én af filmens stærkeste scener viser en presset Abou, der må ringe og lægge en telefonsvarerbesked hos familien til én fra hans gruppe. Vennen Mustapha er død under nattens forsøg på at forcere hegnet, og håbet om, at det nogensinde skal lykkes for dem, er ved at slukkes. Dagene i venteposition er blevet til måneder, og døden er kommet alt for tæt på.
”Tænk hvis vi bare forsvinder,” siger én af Abous venner, ”det ville være det værste. Ikke at blive begravet og at ens familie ikke vidste, at man var død.”
Kameraet som vidne
Af sikkerhedsmæssige grunde kunne filmholdet ikke være på Gurugu selv, så det var helt afgørende for dokumentarens tilblivelse at give kameraet til Abou at gøre med, som han ville. Udover at denne omstændighed faktisk tilfører fortællingen en unik autenticitet og intimitet, er det også interessant at se, hvad kameraføringen gør ved Abou og gruppens stigende behov for dokumentation.
I én af filmens mere barske scener konfronteres en mand med at have sladret om gruppen til politiet. Dermed har manden forbrudt sig mod en af lejrens uskrevne regler og kan straffes med henrettelse.
Midt i den oppiskede og ubehagelige stemning bliver gruppen enige om, at forræderen skal afgive en officiel tilståelse til kameraet (stedvis absurd afbrudt af gruppebilleder og ‘hola amigo’ til forbipasserende lycra-klædte cykelryttere i høj fart). Lige pludselig er kameraet aktivt inddraget som sandhedsvidne, en aktør som både hænger sammen med Abou, men også en form for tilstedeværelse af verden udenfor.
Ventetid på bjerget.
Foto: Still fra filmen.
Jeg filmer – derfor er jeg
Mellem lejrens løsgående hunde, tomme dåser og venten på Godot er ’Håbet bag hegnet’ mest af alt også en fortælling om, hvordan Abou i kraft af kameraet lige så stille begynder at eksistere.
Efter hans første famlende forsøg på at identificere sig med kameraet (”Prøv lige at filme mig sådan her”), bliver sekvenserne i løbet af filmen – som med eksemplet ovenfor – mere intense og på én gang desperate og absurde, men også befriende humoristiske og poetiske.
Selvom resignationen står lige for, viser Abou, der i øvrigt meget fortjent er krediteret som medinstruktør, med stort overskud også migranter som mennesker: De organiserer sig, de synger om deres drømme og afholder fodboldkampe med humoristiske sportskommentatorer og evalueringer fra det tabende hold.
”Jeg er begyndt at kunne lide at lave billeder med kameraet,” siger Abou, mens han filmer Melillas nattelys. ”Når jeg filmer, føler jeg, at jeg eksisterer.” Det er lige netop øjeblikke som disse, der gør ’Håbet bag hegnet’ så umiddelbar menneskelig og en filmoplevelse ud over det sædvanlige.
Den er et vidnesbyrd om behovet for at være noget – at eksistere nu og her – i en verden, hvor man netop overlever ved at gøre sig usynlig for militærpoliti og overvågningskameraer, samtidig med at den største angst er at forsvinde.
