Danske Rederier: Vigtigt samarbejde med Ghana

13355384573_3c28c95faa_k
Havnen i Takoradi er Ghanas næststørste - havnen i Tema er den største.
Foto: Kees Torn (CC BY-SA 2.0)
Laurits Holdt

I disse dage besøger dronning Margrethe Ghana sammen med blandt andet udenrigsministeren og en større handelsdelegation for bl.a. at tale om rammerne for den fortsatte vækst i landet. Økonomien i Ghana er nemlig i fremgang, og World Economic Forum forventer en vækst på ni pct. i 2018. Det sker efter nogle drøje år i 2015 og 2016, hvor den ghanesiske økonomi led et knæk i forbindelse med faldet i oliepriser. Sådan skriver brancheorganisationen Danske Rederier i en pressemeddelelse.

”Ghana er et godt eksempel på det kommercielle potentiale i et Afrika i vækst. Den imponerende økonomiske udvikling har betydet, at flere og flere danske virksomheder vælger at investere i landet. 90 pct. af Ghanas handel forgår via skibstransport, og de stærke kompetencer, som danske virksomheder inden for den maritime sektor kan tilbyde, vil kunne bidrage til at fremme udvikling, vækst og velstand i Ghana,” siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

Myndighedssamarbejde

Med etableringen af et myndighedssamarbejde med Ghana i 2015, blev der sat fokus på mulighederne for at styrke Danmarks position og danske virksomheders muligheder i Ghana og Vestafrika. Det samarbejde nyder Danmark – og ikke mindst dansk skibsfart godt af i disse dage – mener Danske Rederier.

”Vi er naturligvis meget glade for det store stykke arbejde ambassaden og vores maritime vækstrådgiver laver sammen med de ghanesiske myndigheder. Den tætte daglige kontakt til de lokale myndigheder er meget værdifuld for dansk skibsfart. Det har vi senest set i forbindelse med den nye handelshindrende lovgivning, som blev foreslået fra ghanesisk side her i efteråret. Her var de allerede tætte relationer afgørende for, at vi fik en god løsning” siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier.        

Den ghanesiske regering var nemlig i oktober undervejs med at indføre ny restriktiv lovgivning, der ville havde skabt udfordringer for den internationale skibsfart. Gennem tæt dialog med de ghanesiske myndigheder og en fælles internationalt indsats, blev lovforslaget ændret til fordel for begge parter, som Danske Rederier udtrykker det.

Der er dog stadig lovgivning på vej rettet imod olie og gassektoren, der udfordrer den internationale skibsfart, fortsætter organisationen i pressemeddelelsen. 

Ghana er vigtig for dansk skibsfart

Markedsadgangen til Ghana og den vestafrikanske region er vigtig for danske rederivirksomheder. 10 pct. af rederiernes samlede eksport går nemlig til det afrikanske kontinent. 

Danske rederivirksomheder omsætter for ca. 740 mio. kr. om året i Ghana, hvor vækstpotentialet er stort, i blandt andet servicering af olie og gas felterne. Der er store muligheder i landet, hvis Ghana fortsat holder døren åben i forhold til involvering af internationale partnere, som Danske Rederier udtrykker det.

”Offshore olie og gas kræver specialskibe og ekspertise, som Ghana på nuværende tidspunkt ikke har. Her kan danske rederivirksomheder bidrage, fordi vi i Danmark har en række kompetencer inden for netop det felt. Jeg håber, at de ghanesiske myndigheder vil gribe mulighederne, så vi sammen kan få fokus på, hvordan søfarten kan bidrage positivt til den afrikanske økonomi og beskæftigelse. At lukke af for udenlandske operatører vil nemlig have den stik modsatte effekt,” siger Anne H. Steffensen.

FN’s organisation for handel og udvikling, UNCTAD, peger i ny rapport på, at handelshindringer og protektionisme skal bekæmpes. Det anbefales i rapporten, at de maritime regler for indenrigssejlads bliver mere fleksible, så shippingnationer ikke favoriserer skibe, der sejler under egne flag. Her vurderer UNCTAD, at det samlet vil give udviklingslande fordele i form af mere effektiv transport og bedre adgang til verdensmarkederne samt forbedring af miljøet.

Det danske statsbesøg til Ghana finder sted i perioden 23-25. november. Udover Danske Rederier arrangeres statsbesøget af Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer. Læs mere om samhandelen mellem Danmark og Ghana i Danske Rederiers analyse