Lærernes fagforening, som også organiserer børnehaveklasselærerne, arbejder målrettet på at få leg skrevet ind som en central del af den nationale læseplan for de yngste klasser.
Prosper Lubuva er chef for uddannelse og træning hos TTU, og ifølge ham er det på høje tid, at leg og spil bliver en integreret del af børnehaveklasselærernes læreplaner.
”Alle børn har ret til at lege. De 4-6-årige børn skal ikke sidde stille på skolebænken, men udvikle deres kreativitet, nysgerrighed og innovationsevne gennem leg og spil,” mener han.
TTU arbejder sammen med Tanzanias åbne Universitet (Open University of Tanzania), der er blevet bedt af regeringen om at anbefale ændringer af læreplanerne for folkeskolerne.
”Samarbejdet giver os en enestående mulighed for at påvirke de anbefalinger, som undervisningsministeriet bruger til at lave nationale retningslinjer for læring. Vi har allerede gode erfaringer med læring gennem leg, og nu kan vi sikre, at leg og spil kommer til at fylde mere i børnehaveklasserne i hele Tanzania,” fortsætter Prosper Lubuva.
Leg giver mening for lærerne
BUPL støtter via et partnerskab med TTU lærernes kamp for bedre rammer for undervisningen. Et af initiativerne var en workshop i oktober, hvor læring gennem leg var hovedtemaet. Shaban Abedi, der er børnehaveklasselærer på Masagali skole i det centrale Tanzania, deltog:
”På workshoppen fik vi inspiration fra facilitatorer fra Nigeria og Danmark. For mig var det vigtigste at få nogle værktøjer til, hvordan man undgår udenadslære og i stedet lader børnene lære igennem leg,” fortæller den 37-årige lærer, der er medlem af TTU.
”Eleverne mister simpelthen gejsten, hvis de sidder stille for længe. Efter workshoppen har jeg gjort meget ud af, at eleverne bevæger sig i undervisningen, og det gør virkelig en forskel – de bliver bedre til at finde på nye ting og til at samarbejde. Vi laver selv de læreredskaber, vi skal bruge, og det elsker børnene. De ruller f.eks. selv de store perler, som vi bruger, når de skal lære at tælle og at lægge tal sammen,” fortæller hun begejstret.
Siden workshoppen har hun selv brugt leg og spil i sin undervisning, og hun er positivt overrasket over, hvor meget det motiverer eleverne:
Indflydelse og solidaritet
Shaban Abedi er ikke kun blevet aktiv i fagforeningen for at lære nye undervisningsmetoder. Hun føler, at regeringen nedprioriterer folkeskolens yngste klasser og kæmper derfor sammen med de andre fagforeningsmedlemmer for bedre arbejdsforhold.
”Når fagforeningsmedlemmer er på workshop, får vi også afstemt vores værdier og holdninger. Vi er enige om, at vi vil have mere leg og spil i undervisningen. Men vi er også en fælles front i kampen for, at der bliver ansat flere lærere – i dag er der over 200 elever i mange børnehaveklasser, og det går ud over børnenes uddannelse. Herudover kæmper vi for højere løn og bedre tjenesteboliger til lærere. I dag er mange af os tvunget til at have et bijob for at få tingene til at hænge sammen,” forklarer Shaban Abedi, som godt kunne tænke sig en tillidspost hos TTU.
”Lige nu er jeg menigt medlem, og jeg lærer en masse til møder, seminarer og workshops. Men på sigt kunne jeg godt tænke mig at blive valgt ind i styrelsen i Dodoma-regionen og måske senere vinde et sæde i den nationale eksekutivkomité,” fortsætter hun.
TTU presser på
Albin Pasian har taget springet fra at være lærer til en fuldtidsansættelse i TTU, hvor han nu arbejder som koordinator i Dodoma-regionen cirka midt i Tanzania. Han skiftede til fagforeningsarbejde, fordi han føler, at regeringen lader børnene i stikken.
”Jeg er først og fremmest lærer, men jeg har også været aktiv i fagforeningen i mange år og har kæmpet for flere ressourcer til skolerne. Nu er fagforeningsarbejdet blevet mit job, og jeg laver især lobbyarbejde for, at der bliver ansat nogle flere lærere. Klasserne er simpelthen for overfyldte,” fortæller han.
Ifølge Albin Pasian er arbejdet for mere leg i børnehaveklasserne et godt eksempel på, hvordan lærerne i Tanzania tager mere styring.
”Folkene i undervisningsministeriet lytter, når vi fortæller, hvordan undervisningen kan tilrettelægges bedre. Det giver os troværdighed og gør det nemmere at få vores andre krav igennem,” fortsætter han.
Saida Saide Ikaji, der er regeringens undervisningskoordinator for de yngre klasser i Chemba-distriktet i Dodoma-regionen, er enig.
”Nu har jeg med egne øjne set, hvor effektivt læring igennem leg er. Derfor skal leg integreres mere i undervisningen på de næsten 100 skoler, hvor jeg er koordinator. Der kommer for alvor til at ske noget, når leg og spil bliver skrevet ind i læreplanerne fordi det hermed vil blive prioriteret langt højere på skolerne,” fortæller hun.
Hun er også lydhør, når Albin Pasian presser på for, at der bliver ansat flere lærere.
”De største klasser har 250 elever, og jeg har nok hele tiden vidst, at det var for mange. Men det gør bare mere indtryk, når TTU tager mig med rundt og besøger de overfyldte klasselokaler. Jeg vil i hvert fald gøre mit og bede om flere lærere til Chemba-distriktet,” slutter hun.
Læring gennem leg-projektet består ikke kun af kurser for førskole-lærerne. Workshoppene er med til at sætte lys på førskole-lærernes vilkår og danner grundlag for at lobbye for bedre vilkår for både lærerne og hele førskole-området. Desuden organiserer TTU lærere via workshoppene.
Søren Bjerregaard er freelance journalist og har skrevet artiklen til Ulandssekretariatet.