Regeringen i stillehavsnationen Tuvalu har takket nej til et tilbud fra et kinesisk firma om at bygge en række kunstige øer, der skal være med til at sikre landet mod havstigninger som følge af klimaforandringerne. Det fortæller landets udenrigsminister Simon Kofe.
Tidligere har Radio New Zealand, landets svar på Danmarks Radio, citeret Tuvalus premierminister for, at projektet ville koste omkring 280 millioner dollars – 1,9 milliarder kroner. Ifølge det newzealanske medie håber regeringen på støtte fra blandt andet Japan til at realisere projektet.
Om det kinesiske tilbud siger udenrigsministeren til Reuters:
”Det bliver et nej herfra. Vi hører en masse om gæld, om at Kina vil købe vores øer for at etablere militærbaser i vores del af verden. Det er de ting, der bekymrer os.”
Tæt på vandskorpen
Tuvalu består af ni små øer på tilsammen 26 kvadratkilometer, der ligger omtrent halvvejs mellem Australien og Hawaii.
Her er klimaforandringerne ikke et fjernt, abstrakt problem. En stor del af landet ligger meget lavt – gennemsnitshøjden for hele øriget er blot to meter over havets overflade – og siden 1993 er havet steget med i gennemsnit fem millimeter om året.
Det betyder, at både den naturlige vegetation og afgrøder kun er få bølgeskvulp fra at blive ødelagt at saltvandet.
Udenrigsministeren fortæller videre, at hans regering vil forsøge at øge samarbejdet med de få lande i Stillehavet, der fortsat anerkender Taiwan og ikke Kina. Det drejer sig udover Tuvalu om Marshalløerne, Palau og Nauru.
Kinas fremfærd i stillehavsregionen bekymrer ikke mindst USA, der siden anden verdenskrig har været både økonomisk og militært dominerende i regionen.
I USA og andre vestlige lande anklages Kina for at købe de små landes loyalitet. I de seneste to tilfælde har kritikere anført, at Kiribati blev lokket med nye fly til landets luftfartsselskab, og at Solomonøerne blev lovet mere udviklingsbistand. Landenes regeringer nægter – ikke overrraskende – at det er tilfældet.
Kina sejler ud
Kina har blandt andet interesse i at få adgang til havne for sin flåde, som vokser støt.
Kina har ét fungerende hangarskib, der er købt brugt i Ukraine. Dertil kommer et hjemmebygget, der for tiden bliver prøvesejlet og endnu et, der er ved at blive bygget på et lokalt værft.
Flådefartøjer har i århundreder været et vigtigt værktøj for stormagterne til at projicere deres magt ud i verden. I dag er USA klart dominerende på verdenshavene med store flådegrupper med hangarskibe placeret over hele verden og adgang til havne på alle kontinenter, hvor skibene kan få brændstof og forsyninger.
Her er Kina langt bagefter, men landet har i de seneste år indgået aftaler med flere lande om at leje eller få adgang til havnefaciliteter. Et af de lande er det lille Djibouti på Afrikas Horn. Her ligger der i dag en kinesisk militærbase – side om side med en fransk, en amerikansk og en japansk.
Et eksempel på Kinas øgede militære tilstedeværelse uden for sine egne grænser så man i 2015, da krigen i Yemen for alvor brød ud. Her var det et kinesisk flådefartøj, der stod for evakueringen af statsborgere fra 10 forskellige lande.
Et andet eksempel er fra vores egne længde- og breddegrader. I sommeren 2017 deltog kinesiske skibe i en militærøvelse med Rusland i Østersøen, og undervejs sejlede kineserne gennem danske farvande.
