Mindst 19 mennesker mistede livet i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo natten til onsdag, hvor deres landsby, der ligger omkring 30 kilometer fra byen Beni, blev angrebet. Myndigheder retter skylden mod militante oprørere fra gruppen Allied Democratic Forces (ADF).
”Vi har forstærket den militære tilstedeværelse i territoriet ved Beni, og hæren forfølger oprørerne. Vi opfordrer befolkningen til at bevare roen,” siger administratoren i Beni-regionen, Donat Kibwana, ifølge al-Jazeera.
Tv-stationens udsendte medarbejder rapporterer, at der er meldinger om, at ligene af de dræbte er slemt tilredt. Nogle af ofrene skal være halshugget.
Kibwana tilføjer, at mange familiemedlemmer til de dræbte var bange for at vende tilbage til landsbyen af frygt for, at oprørerne skulle komme tilbage og foretage nye angreb. Derfor er det uklart, om alle ofre er blevet fundet, og det endelige dødstal kan stige.
Regionen har flere gange i den forgangne tid været udsat for dødelige angreb. Søndag blev otte mennesker dræbt, og det fik vrede indbyggere til at demonstrere i gaderne, fordi de mener, at hverken politi, militær eller FN’s MONUSCO-mission gør tilstrækkeligt for at sikre de civile.
Tirsdag skød en FN-soldat en lokal indbygger, da vreden kogte over i Beni, bekræfter FN-missionen over for al-Jazeera.
Efter drabet tirsdag er der udsendt ”meget, meget strenge ordrer” om, at dødbringende våben ikke må bruges mod demonstranter, tilføjer en repræsentant for MONUSCO.
Beskyldninger mod Caritas-landechef om sexmisbrug
Organisationer under FN har indstillet samarbejdet med den katolske hjælpeorganisation Caritas i Den Centralafrikanske Republik (CAR), skriver avisen Mail & Guardian.
Myndighederne i landet har indledt en efterforskning af Caritas’ tidligere landechef, den belgiske præst Luk Delft, for seksuelt misbrug af mindreårige. Forbrydelserne skal være sket, da Luk Delft arbejdede i byen Kaga Bandoro i den nordlige del af CAR, inden han blev forfremmet til landechef.
Det er siden kommet frem, at den belgiske præst er dømt for seksuelt misbrug af børn, skriver britiske BBC. Han blev dømt i 2012 og fik ordre om, at han i 10 år ikke måtte have kontakt med børn og unge. Men i 2013 kom han til CAR og blev landechef hos Caritas i 2015.
Den katolske hjælpeorganisation skriver i en meddelelse, at den er ”bedrøvet og vred” over mishandlingen af børn og udtrykker medfølelse med de berørte børn og deres familier.
Konsulat brændt ned og 25 dræbt i Irak
Demonstranter i den hellige by Najaf i det sydlige Irak har onsdag aften stukket ild til det iranske konsulat i byen. Det sker af vrede over, hvad mange irakere opfatter som en stigende iransk indflydelse i Irak, skriver flere internationale medier.
Branden i konsulatet kostede ingen menneskeliv, for personalet var blevet evakueret. Men ifølge Amnesty International har efterfølgende uroligheder i en anden by få timer efter kostet mindst 25 mennesker livet. Det skete, da demonstranter stødte sammen med sikkerhedsstyrker torsdag morgen i Nasiriyah.
”Scenerne fra Nasiriyah her til morgen ligner mere en krigszone end gader og broer i en by. Denne brutale nedslagtning er blot den seneste i en lang række dødelige episoder, hvor irakiske sikkerhedsstyrker har anvendt vold mod overvejende fredelige demonstranter,” siger Lynn Maalouf, der er researchchef for Mellemøsten hos Amnesty International.
Det samlede antal demonstranter, der er blevet dræbt under de demonstrationer, som har præget landet i over en måned, er dermed oppe på knap 400.
Sådan så det ud, da konsulatet brændte onsdag aften:
Magten skifter i Uruguay
En 15 år lang periode med venstrefløjsregeringer er slut i Uruguay. Efter søndagens valg, hvor under 30.000 stemmer skilte de to præsidentkandidater, har den socialistiske kandidat, Daniel Martinez, erkendt sit nederlag til den 46-årige advokat Luis Lacalle Pou fra landets konservative opposition.
Martinez havde i første omgang nægtet at kaste håndklædet i ringen, fordi optællingen viste usædvanligt tæt løb mellem de to kandidater. Der skulle en omtælling til – og den viste en lidt bredere margin til oppositionens præsidentkandidat.
”Næsten halvdelen stemte på en kandidat, og den anden halvdel og lidt til stemte på en anden kandidat,” siger Luis Lacalle Pou ifølge New York Times i en tale, efter det står klart, at han har vundet valget. ”Resultaterne i dag bekræfter, at den næste regering ikke kan skifte den ene halvdel ud med en anden. Vi må samle samfundet. Vi må samle uruguayerne,” siger han.
Den siddende præsident, Tabaré Vázquez, kunne ikke genopstille, fordi han har siddet de maksimale to embedsperioder. Han meddelte i sommer, at han har fået lungekræft.