Kankou: Kuma
Kunstner: Kankou
Titel: Kuma
Udgivet af: Cannery Row Records
Kankou Kouyaté er en af Malis mere skjulte stemmer. Egentlig kunne det være nemt, for som datter af Fousseyni Kouyaté, som igen er bror til den vel nok bedste n’goni-spiller, planeten nogensinde har set, Bassekou Kouyaté, burde det være gået op for folkene omkring Kankou, hvordan man lancerer en ny stjerne: Enkelthed, my dear Watson.
Sådan er det desværre ikke gået. Hun var med på Damon Albarn og Brian Eno’s ”Maison des Jeunes”-compilation og en udgave af African Express, men skulle absolut fortolke Salif Keita. Altså en forspildt chance i et godt udstillingsvindue.
Så blev det tid til at lave et familieband, for Bassekou havde smidt familien ud af Ngoni Ba, og så lavede de det intetsigende Gambari Band, som heller ikke mange lagde mærke til, og hvor Kankou sit store talent til trods loyalt stod side om side med sin far og unge Barou Kouyaté, som er det nye geni på n’goni, og pladen er skam okay, men det var ikke så smart lanceringsmæssigt og projektet landede da også i glemmebogen.
Jazzdivaen toppede rapper
Nu er Kankou også glad for at prøve alt muligt af, og selv undertegnede har et halvfærdigt nummer i mit Logic-program, hvor hun breder sin vidunderlige altstemme ud. Det var en stor ære, og hun improviserede som en jazzdiva den strålende januardag på mit hotelværelse i Bamako, hvor vi egentlig bare skulle lave et interview, fordi hun skulle spille på den festival, jeg arbejdede for i Bamako på netop Maison des Jeunes, Spot On Mali Music.
Men så lå nummeret der, og en rapper havde allerede på bambara givet sit besyv med, og Kankou mente, at det kunne hun sagtens toppe. Og så gjorde hun det, selvfølgelig. Så let som at trække vejret.
Sådan er det også på denne nye plade, hvor hun er gået sammen med den skotske guitarist og sangskriver, Mark Mulholland, som i de sidste år nærmest har bosat sig i Malis hovedstad.
Så nu under sit fornavn, Kankou, bliver Fru Kouyaté så lanceret endnu engang. Man håber det bedste, for der er tale om et vestafrikansk hybridværk, der fortjener den største opmærksomhed.
Ja, det er i min bog en af årets plader.
Oldschool skotte
Mark Mulholland er oldschool. Det er det solide spil med westernguitaren og når den elektriske guitar trækkes frem, er det med strøm på og gerne en fræk wahwah-pedal til at understrege pointen, at Jimi Hendrix ikke er glemt.
Og så kan han altså sammen med Kankou, der synger med en moden divas vægt, skabe sange, der kan gå op på de helt store nagler uden at virke overgearede. Som på titelmelodien, som er nummer tre og kommer med en tyngde, hvor smuk og tør akustisk guitar spillet i folkestil med plekter slår strengene med twanget kraft, et pling-plong-klaver kører under og en guitar à la The Edge vokser frem under Kankous majestætiske sangforedrag.
Hun har en dyb og ræsonnerende timbre i sin stemme, og synger uendeligt elegant på det nummer. Vel at mærke med en tilgang, der afslører, at hun kan sin vestlige sangbog, selv om hun i bund og grund er en ægte jelimousoulou (kvindelig griot) og også kan det repertoire.
Det kommer der en pæn snert af på efterfølgeren ”Bin”, hvor Kankou både viser os nogle af de raspende traditionelle fraseringer, som hun helt sikkert fyrer af, når der skal tjenes penge til bryllup om søndagen i Bamako, og så alligevel kan hun ikke lade være med at åbne op for jazzen, som rigtigt mange af de unge maliske kvinder fik helt ind under huden, da Dee Dee Bridgewater kom til Mali og dannede skole. Mark Mulholland og hans tysk-franske elektroniske lydtroldmand, Olaf Hund, spæder til med længselsfuld mundharpe og beats nede i bunden, og storhed vokser til og sætter sig.
Så er det tid til ”Obadya”, og igen en af de vægtige akustiske bredsider, der nok skal virke, hvis Kankou og Mark en dag stillede sig op på Strøget, men som i studiet bliver en messende rejse, hvor Kankou synger som et mantra og en wall-of-sound rejser sig og omslutter. Og så er det endda pludselig tid til en af de helt fede sange, ”Ne Bi Fe”.
Stigende stjerne
Kankou Kouyaté forstår virkelig at tænde på en sang, og de to europæere må have haft et oplæg, der bare fik hende til at lette på denne drøm af en sang. Olaf Hunds rytmebokse er tilbage omkring 1982 og rejser bumpende af sted, mens guitarer snurrer tørt og med ekkoer bagved, et tæppe af lyd og rytme over hvilket Kankou lægger sin flotte, flotte stemme. Jeg er så meget fan af den pige.
Jeg vil også nævne den meget flotte Yande, som har støt stigende forløb, hvor vi vokser med stemmen og de elektriske guitarer skaber et point-of-no-return i et rum af wau-wau-wau-wau, hvor velproportionerede beats og Kankou Kouyaté vover sig op i toppen af stemmen med en ynde uden lige. Det er i min bog en af årets sange på en af årets bedste plader.
Mali kan en masse. Og med Kankou og Mark Mulholland vover man at være nyskabende og lade en ny stjerne stige op.