Tchads præsident død på slagmarken

gettyimages-1232421222
Tchads militær præsenterer lederen af det militære overgangsråd - den afdøde præsidents søn.
Foto: Chadian Presidency / Handout/Anadolu Agency via Getty Images
Kirsten Larsen

22. april 2021

Tchads præsident, Idriss Déby Itno, udsatte sin sejrstale og drog i felten i weekenden, lige før de foreløbige resultater af præsidentvalget viste en klokkeklar valgsejr på næsten 80 procent af de afgivne stemmer. Ikke nogen stor overraskelse, han havde selv sørget for, at hans værste modstandere var sat ud af spillet.

Så i stedet for at fejre sin kommende sjette embedsperiode, drog han til frontlinjen nogle hundrede kilometer nord for hovedstaden, N’Djamena, for at besøge de soldater, der kæmpede mod oprørsgruppen Fact, Fronten for forandring og enighed i Tchad. Tirsdag meddelte militæret, at præsidenten var udåndet i forsvar for landets suverænitet, skriver BBC.

Forfatningen lagt til side
Før hovedstadens befolkning blev orienteret, var der nær udbrudt panik i dele af byen. For kampvogne og soldater blev kørt i stilling ved de store veje, der blev iværksat udgangsforbud, og grænserne blev lukket. Ifølge al Jazeera troede folk, at oprørstyrkerne var ved at rykke ind i N’Djamena.

Nu lyder meldingen, at en del af styrkerne er trukket tilbage til området omkring præsidentpaladset, men landet er stadig i undtagelsestilstand.

Forfatningen foreskriver, at hvis præsidenten er bortrejst eller dør, så overtager parlamentets formand i 40 dage inden et nyvalg. Men militæret og præsidentens stab har skubbet forfatningen til side og indsat Idriss Débys søn, den 37-årige firestjernede general Mahamat Idriss Déby som leder af et militært råd, en militærjunta.

Fra oprørernes talsmand lyder det ifølge France24, at Fact ikke anerkender den overgangsordning, Tchad har ikke arvefølge. Oprørerne vil genoptage offensiven, når Idriss Déby Itno er blevet begravet. Der bliver afholdt en statsmandsbegravelses-ceremoni i N’Djamena fredag den 23. april, hvorefter den tidligere hyrdesøn og karriereofficer vil blive begravet hjemme i den østlige del af kæmpelandet.

Vestens ven
En af gæsterne ved ceremonien fredag bliver Frankrigs præsident Emmanuel Macron, der betegner Idriss Déby som en modig ven og en stor soldat.

“Tchad har mistet en stor soldat og en præsident, der utrætteligt i tre årtier har arbejdet for landets sikkerhed og stabilitet i regionen,” hedder det i en udtalelse fra den franske præsidents kontor. Frankrigs forsvarsminister, Florence Parly, hylder Déby for at have været en essentiel allieret i kampen mod terrorisme i Sahel og understreger, at den kamp vil ikke stoppe.

Déby har siden 2013 gjort sig til en næsten uundværlig allieret for Vesten i kampen mod militant islamisme i Sahel. Tchads soldater deltager i forskellige militære aktioner i hele regionen og er kendt for at være både dygtige og barske, men også for at have en del overgreb mod civile på samvittigheden.

Den tidligere kolonimagt Frankrig har støttet Déby gennem årene, også militært, når han har været truet. Den tidligere officer tog selv magten ved et kup i 1990, indførte demokrati, men har også sørget for gennem de mange år, at det var ham selv, der vandt valgene.

Han har regeret Tchad med en jernhånd, elimineret sine eventuelle rivaler undervejs og sørget godt for sine nærmeste. Olielandet Tchad fik aldrig lavet en nogenlunde bred fordeling af ressourcerne, da oliepriserne var høje. Og siden de faldt, har økonomien haft det rigtig skidt. Tchad er et af de allerfattigste lande i verden, tre fjerdedele af befolkningen kan ikke læse eller skrive, sundheden er dårlig, børnedødeligheden høj, korruptionen udbredt i alle lag af samfundet, landet er hårdt ramt af klimaforandringer, ytrings- og pressefrihed er noget, præsidenten giver og tager.

I den netop overståede valgkamp var ytringsfriheden klart noget præsidenten tog. Oppositionen måtte ikke føre valgkampagne, dens medlemmer blev forfulgt og endte med at boycotte valget. Så resultatet var klart, længe inden det kom.

Hvad så nu?
Selv om militæret lynhurtigt har taget kontrollen, frygter iagttagere for, hvad der nu sker. Frankrig har manet til ro og besindighed. Politik i Tchad er meget delt efter etniske linjer, selv om der også den seneste tid har lydt knurren fra Débys egne rækker. Oliepengene har været så små, at der ikke var nok til alle, siger Douglas Yates, professor ved African Studies ved American Graduate School I Paris, til France24.

På spørgsmålet om, hvem der skal efterfølge Idriss Déby, svarer han:

“Han har haft magten så længe og elimineret enhver rival og sat sin demokratiske opposition i fængsel. Det, der er tilbage, er en masse mennesker, som alle gerne vil være præsident. Der findes ikke en leder af en samlet opposition i Tchad. Det kan blive noget forfærdeligt rod.”

Tiltroen til, at sønnen, Mahamat Idriss Déby, kan gøre faderen kunsten efter, er forholdsvis lille. Den unge general løber også ind i den regel, der har blokeret for en af de mest populære oppositionsledere, nemlig at præsidenten skal være mindst 45 år gammel. En regel, der har været med til at forhindre, at Tchads mange unge kan stemme på dem, de bedst kan lide og har størst tiltro til. 65 procent af befolkningen er under 25.

Idriss Déby Itno selv var bare 38 da han tog magten, og han har været militærmand hele sit liv. Han var vel også den eneste statsleder i verden, der kunne finde på at drage i felten for selv at lede kampen mod oprørere. Det har han gjort mange gange, men den sidste gang gik det altså ikke.