Marokko blev fredag aften ramt af et jordskælv med en styrke på 6,8 på richter-skalaen og et efterskælv, som foreløbig har krævet over 2.800 menneskeliv, mens en stor mængde svært tilskadekommende er blevet reddet ud af huse, der på minutter blev reduceret til murbrokker.
Det er især gået ud over de tre provinser Al Haouz, Taroudant og Ouarzazate. Epicentret var nemlig godt 14 kilometer under en lokalitet i den højeste del af Atlasbjergene, som er bekymrende nær på store landsbyer som Aoulouz og byen Taroudant, som er den gamle berberhovedstad i Sous-dalen, beliggende kun 88 kilometer fra turistbyen Agadir.
Til gengæld er berømte Marrakesh i en forfatning, hvor de fleste indbyggere nu er flyttet hjem igen, også i den gamle bydel, medinaen. Reportager fra markedspladsen Djeema El Fna søndag aften virkede i hvert fald som business as usual med musik og glade turister i en os af mad og råb fra hustlere. Og til sammenligning med de mange berberlandsbyer i de tre omtalte provinser, har Marrakesh og omegn trods alt lidt tab, der er en brøkdel til sammenligning.
Katastrofen har ført til, at regeringen med den altoverskyggende personlighed, kong Muhammed den 6, i spidsen, har holdt lange krisemøder, som er blevet sendt på direkte tv. Her er der hurtigt blevet truffet beslutning om, at militæret skal hjælpe med det enorme og akutte nødhjælpsarbejde. Og det er altså akut, for de samme tv-programmer har ved overflyvninger af berberlandsbyer i Atlasbjergene vist hele landsbyer, som synes helt eller delvist udslettet.
En berberisk tragedie
Epicentret for jordskælvet var nær den store landsby Aoulouz. Aoulouz ligger i et område, som er på kanten mellem de to bjergkæder Høje Atlas og Anti Atlas. Billeder derfra viser, at byen er ødelagt i høj grad, og ødelæggelserne er ikke blevet mindre af, at rigtigt mange huse i området var bygget af materialer, som ikke har en chance overfor katastrofer, som den der skete fredag aften.
Området er desuden ofte udsat for omfattende oversvømmelser og jordskred, hvor pludselig og massiv regn på tør og løs jord gør, at beboerne ingen chance har, når naturens kræfter slippes løs. Læg dertil, at områdets berber- eller rettere amazigh-befolkning, som taler dialekten tazelhait før de taler darija, den marokkanske dialekt af arabisk – ikke bare kulturelt er afsondret, men også tilhører de mest fattige i landet med udbredt analfabetisme.
Det betyder selvsagt, at når de nu måske ser deres hjem udslettet, skal de begynde helt forfra. Hvilket igen uvægerligt betyder migration mod de store byer og et liv på samfundets bund der.
Katastrofen i Marokko kan derfor ikke undgå at sætte tanker i gang på vegne af amazigh-befolkningen i de berørte områder. For det er det tredje store jordskælv, der har ramt områder, der har amazigh-folk som den overvejende befolkning, ligesom der også var et mindre jordskælv i byen Al Hoceima i 1994, som også blev ramt langt mere alvorligt ti år senere i 2004.
I turistbyen Agadir er man chleuh-berbere og tilbage i 1960 kostede et jordskælv med en styrke på 5,8 mellem 12.000 og 15.000 menneskeliv, eller en tredjedel af den daværende befolkning.
Uheldet var her, at der boede mange mennesker op mod den daværende borg – kasbahen – på toppen af en bakke, og siden har man da også undladt at genopbygge omkring det daværende epicenter, ligesom nærliggende bydele som Talborjt, som blev ramt hårdt i 1960, blev genopbygget med arkitektur, som var bygget til at modstå jordrystelser med pæle som udbredt støtte i stedet for massive husmure.
Efter ”advarslen” i 1994 blev det nordlige Marokko i 2004 ramt af jordskælv, som havde epicenter nær Imzouren, vest for byen Al Houceima. Her omkom 930 personer, mens op mod 15.000 blev hjemløse i et område, som mestendels beboes af befolkningsgruppen amazigh, og hvor hovedparten af de marokkanske indvandrere til Europa kommer fra. Området er i øvrigt et seismisk mareridt, fordi de afrikanske og eurasiske kontinentalplader mødes her og nemt skaber seismisk aktivitet.
Og nu er det så altså sydpå, at jordskælvet har ramt.
Hjælp fra udvalgte lande
Det har faldet mange for brystet, at Marokko i første omgang har valgt at takke nej til europæiske lande, der i blandt Danmark, når det gælder nødhjælp og hjælp med logistik i de berørte områder. Men jeg vurderer, at der er flere grunde til den holdning:
Dels er Marokko et særdeles resursestærkt land, og det er vigtigt at vise, at man faktisk er en magtfaktor, der kan klare sine problemer selv.
Dertil er der hele konflikten, som især er udbredt i frankofone eks-kolonier i Sahel, hvor først og fremmest Frankrig, men også i nogen grad EU, bliver frosset ud. Marokko er også del af frankofonien, og her er der også en udbredt afstandtagen fra de tidligere kolonimagter, som også tæller Spanien. Man må huske, at det bare var sidste år, at de maritime grænser mellem Marokko og Spanien igen blev åbnet efter at have været hermetisk lukket i over et år.
Og så er der endelig det tredje og helt afgørende spørgsmål, nemlig Vestsahara. Marokko har i den seneste årrække været særdeles fokuseret på at få annekteringen af området endeligt godkendt i FN, og her er man særdeles opmærksom på, at lande der ikke deler Marokkos holdning til ejerskabet af området, fryses ude.
Her var det et opsigtsvækkende gennembrud, da Israel blev en nær partner under Donald Trumps præsidenttid i USA. Ligesom den daværende præsident med sin datter og det øvrige følge blev budt velkommen i de royale gemakker i Rabat og fik en kongelig velkomst.
Så mon ikke lande som USA, Israel og Emiraterne står forrest i køen, når det gælder assistance i hjælpearbejdet det kommende stykke tid?
Det ser i hvert fald sådan ud at dømme efter, hvem der lander i Marokko i disse timer.
Torben Holleufer er journalist og specialist i marokkanske forhold.
