I Haiti kontrollerer kriminelle bander omkring 80 procent af hovedstaden Port-au-Prince. Med brutale henrettelser, tilfældige kidnapninger og systematiske voldtægter terroriserer banderne befolkningen og holder hele kvarterer som gidsel. De kriminelle organisationer sidder også på byens vigtigste infrastruktur – blandt andet ind- og udfaldsvejene samt havnen, som er logistisk knudepunkt på den haitianske halvdel af øen Hispaniola i det Caribiske Hav.
Men efter flere års opråb har FN nu godkendt en mission under ledelse af Kenya, der sender en styrke på 1.000 politibetjente afsted for at beskytte befolkningen fra banderne, uddanne den caribiske ordensmagt og “hjælpe med genopbygningen af Haiti – dets politiske system, økonomiske udvikling og sociale stabilitet,” lyder det fra den kenyanske udenrigsminister, Alfred Mutua.
Missionen, der hovedsageligt skal finansieres af USA og desuden kommer til at tælle betjente fra Jamaica, Bahamas og Antigua & Barbuda, bliver dog ikke spået de store chancer for succes af to danske eksperter. De er skeptiske over for de kenyanske betjentes retskaffenhed, og om missionen i højere grad bliver en udenrigspolitisk fjer i hatten på Kenyas præsident William Ruto end en løsning på Haitis enorme og fundamentale problemer, der ligger til grund for bandernes rædselsregime.
‘Bandekriminalitet’ er misvisende underfrankering
I udkanten af Port-au-Prince ligger kvarteret Cité Soleil. Her bor tusindvis af mennesker på gaden, i telte eller interimistiske skure. Kvarteret er fuldstændigt kontrolleret af de kriminelle bander, der henretter tilfældige civile for at sprede frygt. I sidste halvår af 2022 blev 263 mennesker ifølge tal fra FN myrdet af banderne i Cité Soleil-kvarteret. Der er også et væld af rapporter og frygtelige beretninger om, at banderne bruger kidnapninger og voldtægt som et systematisk våben mod civilbefolkningens kvinder og unge piger.
Når de kriminelle virkelig vil statuere et eksempel, nøjes de ikke med kugler. I stedet tyr de til tortur- og henrettelsesmetoden ved navn necklacing, hvor de hælder benzin ud over et bildæk og krænger det ned over deres offers brystkasse, inden de sætter ild til det. Den brutale metode trækker tråde tilbage til haitiansk historie og er særligt symbolsk, påpeger seniorforsker ved DIIS, Ninna Nyberg Sørensen, der tidligere har forsket i mellemamerikansk bandekriminalitet, også på Haiti.
“Det går helt tilbage til Duvalier-regimet. Papa Doc oprettede Tonton Macoute, som var et hemmeligt, paramilitært politi eller en mob, som rendte rundt og kastede bildæk om halsen på folk og satte ild til. Så de her bander har altid været der i Haiti, det er ikke noget nyt fænomen,” understreger seniorforskeren.
At de bevæbnede bander blev til som et magtinstrument for diktatoren, der regerede fra 1957 til sin død i 1971, er også for omfanget af Haitis nuværende krise, lyder det fra Ninna Nyberg.
“Det er rigtig, rigtig væsentligt, at diktaturet udviklede det her mob-regime, hvor præsidentens illegitime hær truede befolkningen med voodoo og tog livet af dem på de mest bestialske måder. Banderne i Haiti har haft politiske forbindelser fra deres fødsel, ligesom de har nu.”
Det er derfor også “misvisende” at koge Haitis problemer ned til at handle om ‘bandekriminalitet’, som medier og politikere ofte gør, lyder det fra Ninna Nyberg. Hun giver som eksempel, at bandekriminaliteten typisk eskalerer op til landets valghandlinger, “fordi politiske partier hyrer de her illegitime grupperinger ind til enten at gå efter kandidater fra oppositionen, eller i hvert fald til at fremme deres egne politiske interesser.”
Banderne er grupperet i to store koalitioner: G9, der tidligere havde forbindelser til regeringspartiet PHTK, og G-PEP, som angiveligt er allieret med flere oppositionspartier.
I foråret begyndte civile selvtægtsgrupper også at gøre sig gældende, da de blæste til angreb mod banderne i deres kvarterer og i nogle tilfælde lykkedes med at smide dem på porten. Men “bwa kale”-gruppernes metoder er ligeså brutale som bandernes. I følge bevægelsen selv slog de flere end 200 mistænkte bandemedlemmer ihjel i løbet på to måneder.
Den civile modstand opstod som konsekvens af, at det haitianske politi tilsyneladende hverken har viljen eller mulighederne for at kæmpe mod banderne. I løbet af 2021 og 2022 forlod mindst 3.000 betjente politistyrken, der nu tæller omkring 10.000 betjente, der skal sikre fred og ro for en befolkning på 11 millioner.
Mange af de frafaldne er angiveligt gået over til banderne, ligesom der er rapporter om udbredt korruption og bestikkelse af de tilbageværende, hvoraf mange skal gå hjem til deres familier i bande-kontrollerede områder, når deres arbejdsdag i uniformen er ovre.
Ekspert: Kenyas politi kan blive “enøjede konger i de blindes land”
En styrke på 1.000 betjente med FN’s accept – men ikke under FN-flag – kommer ikke til at vende Haitis krig mod banderne, vurderer Henrik Laugesen. Han er i dag stabsofficer ved hjemmeværnskommandoen, men har i mere end et årti arbejdet med militær kapacitetsopbygning i Afrika, hvor han også har udviklet kurser til undervisning af blandt andre Kenyas politistyrke.
“Vi uddannede akademikere til at træne politibetjentene, fordi vi gerne ville hjælpe dem med at… højne niveauet,” forklarer Henrik Laugesen. “I Kenya siger befolkningen typisk, at de hellere vil møde indbrudstyven end politiet, for indbrudstyven kan man i det mindste forhandle med.”
Sådan er det tilsyneladende stadigvæk. I en meningsmåling fra Afrobarometer fremgår det, at næsten to tredjedele af de adspurgte kenyanere i 2021 mente, at politiet kun opfører sig professionelt og respekterer borgernes rettigheder “sjældent” eller “aldrig”.
Henrik Laugesen har også selv flere eksempler på at blive stoppet af færdselspolitiet i Kenya og blive afkrævet bestikkelse for at få lov at køre videre. Også flere menneskerettighedsorganisationer er bekymrede over at sende Kenyas politistyrke afsted til Haiti, hvor korruption i forvejen er et stort problem.
Kenyas uropoliti, de “barske drenge i GSU, der sandsynligvis bliver sendt afsted” ifølge Henrik Laugesen, er også mistænkt af Human Rights Watch for at have brugt overdreven vold og affyret skud mod civile under demonstrationer mod Kenyas håndtering af corona-pandemien.
Alligevel er Henrik Laugesen forsigtigt optimistisk over, at de kenyanske betjente måske kan gøre en lille forskel på nogle områder i Haiti.
“Kenyas politi har trods alt en politifaglighed, og de er hårde, men dygtige til at håndtere uro og bryde demonstrationer op og få fat på ballademagere,” påpeger han. “I de blindes land er den enøjede konge, og de her politibetjente kan godt spille en rolle i at få skabt sikkerhed om de allervæsentligste samfundsinstitutioner.”
Henrik Laugesen tror også, at missionen kan være med til at genopbygge Haitis amputerede politistyrke, fordi kenyanerne trods alt har en respekt for hierarki og en “organisatorisk forståelse”, som de forhåbentlig kan inspirere haitianerne med.
Alligevel tvivler han på, den godkendte mission vil rykke noget for alvor i Haiti. Det er problemerne simpelthen for store til, styrken for lille, og mandatet for kort:
“Det er et kæmpe arbejde, som 1.000 betjente ikke kan klare på ét år,” lyder det fra Laugesen.
Han er heller ikke i tvivl om, at kenyanerne kommer til at bruge samme hårdhændede metoder som derhjemme, men han tvivler på, de vil fore lommerne på samme måde.
“De kommer nok med ret strenge ordrer om, at der er en opgave, der skal løses, fra præsident Ruto. Han har været meget ivrig efter at byde sig til, sandsynligvis fordi han vil plante et udenrigspolitisk flag og vise sig frem over for Europa og USA, men også overfor nabolandende ved at demonstrere overskud, at han har styr på Kenya og løst landets problemer.”
Banderne skal sidde med ved bordet
Ninna Nyberg Sørensen har heller ikke stor tiltro til, at den nye mission kan rykke magtbalancen i Haiti. Hun hæfter sig dog ved, at det er afrikanske betjente, der kommer til Haiti. Det giver formentlig betjentene “noget goodwill hos befolkningen i den første sorte republik, der stadig har en stærk sort identitet”, påpeger seniorforskeren.
Haitianernes tiltro til internationale interventioner har ikke været stor efter den skandaleramte MINUSTAH-mission fra 2004 til 2017, hvor FN-soldater misbrugte deres magt til voldtægter og menneskerettighedskrænkelser og angiveligt spredte kolera, der slog næsten 10.000 mennesker ihjel. De seneste meningsmålinger viser dog, at et flertal af haitianerne nu gerne vil have hjælp udefra.
Men ifølge Ninna Nyberg kommer en mission af politibetjente umuligt til at hjælpe Haiti på den lange bane. Hun er positiv over, at kenyanerne “i hvert fald i ord har indset, at det ikke er nok bare at beskytte regeringsbygninger og -personer, men også befolkningen.”
Selvom det måske kan øge sikkerheden en smule, er det stadig et meget større arbejde, der venter, hvis Haiti skal have en vej ud af krisen, påpeger seniorforskeren.
“Det er noget, der tager enormt lang tid. Bandekriminalitet er et socialt, et økonomisk, et kulturelt problem, der kræver en massiv investering i social infrastruktur.”
Hun mener, det vigtigste er at få givet bandemedlemmerne alternativer til kriminaliteten. Siden præsidenten Jovenel Moïse blev myrdet i sit hjem i 2021, har Haiti ikke haft en officielt indsat regering, og premierministeren Ariel Henry er aldrig blevet formelt udnævnt. Sammen med de fortsatte økonomiske efterdønninger fra det store jordskælv i 2010 har det hevet bunden ud af det haitianske samfund.
For mange af bandemedlemmerne, særligt de unge nederst i hierarkiet, er kriminaliteten den eneste måde at tjene til dagen og vejen på, fortæller seniorforskeren. Hvis ikke det økonomiske incitament er stærkt nok, rekrutterer banderne også ofte med trusler.
“De mangler lovlige alternativer til at tjene penge nok til at overleve. Det kræver en rehabilitering med fritidsaktiviteter og små virksomheder, de kan få job i eller selv starte, som vi har set i andre mellemamerikanske lande.”
Men det arbejde ligger ifølge Ninna Nyberg langt ude i fremtiden. Første skridt er at sikre, der kan komme nødhjælp ind i havnen, som banderne kontrollerer, og videre ud til befolkningen. Og det kræver en dialog med de mange politiske aktører i Haiti, også banderne, mener seniorforskeren.
