2024 startede med krig. Krig i Gaza, Sudan, Ukraine og andre steder, og krise i fredsarbejdet. Over hele verden er diplomatiske forsøg på at få stoppet kampene mislykkedes. Der er stadigt flere ledere i verden, der prøver at nå deres mål med militær magt. Og der er stadigt flere, der regner med at det går, skriver International Crisis Group i indledningen til dette års liste over 10 konflikter at holde øje med i år.
Krig har bredt sig i verden siden 2012. Syrien, Yemen og Libyen og fra Libyen sydpå til Sahel-landene, Aserbajdsjan og Armenien var i krig om Nargorno-Karabakh, i 2020 startede den grusomme krig i Etiopiens Tigray-region, Myanmars kup og genopblussen af konflikten fulgte i 2021, i 2022 slog Rusland igen til mod Ukraine, og i 2023 kom rædslerne i Sudan og Gaza – for nu bare at nævne de største konflikter. Der er flere mennesker, der bliver dræbt, fordrevet eller har brug for nødhjælp, end der har været i årtier.
I mange konflikter er en eller flere af parterne opsat på at knuse modparten. Sådan er indstillingen hos militærjuntaer i Myanmar og i vestafrikanske lande. Sådan er det i Sudan, verdens nok værste krig målt i menneskeliv og fordrivelse. Sådan er det i Ukraine, hvor Rusland satser på, at Vestens støtte svinder. Diplomatiet lapper lidt på de værste konsekvenser af krigene, sørger for at Ukraines korn kommer ud på de globale markeder, sikrer adgang for nødhjælp eller sørger for fangeudvekslinger.
Der hvor kampene er stoppet, ja der er det sjældent på grund af aftaler, men snarere på grund af en sejr på slagmarken. Taliban tog magten i Afghanistan, Etiopiens ministerpræsident indgik en aftale, men havde i realiteten vundet en militær sejr i Tigray-krigen. Aserbajdsjan tilkæmpede sig kontrol over Nargorno-Karabakh. Krigene i Libyen, Syrien og Yemen er gået i stå, men de er ikke stoppet.
Forholdet mellem Israel og Palæstina er måske det stærkeste billede på tendensen. Alle forsøg på at skabe fred er forlængst visnet bort, verdens ledere har stort set kigget den anden vej, og arabiske lande har indgået aftaler med Israel uden hensyn til palæstinenserne. Imens åd Israel palæstinensiske områder, hvor bosættere har opført sig mere og mere brutalt, ofte i samarbejde med den israelske hær. Besættelsen blev stadigt ondere, indbyggernes håb svagere lige som deres tiltro til deres egne ledere.
Intet kan berettige de palæstinensiske militantes morderiske hærgen den 7. oktober. Men konflikten startede ikke den dag. Nu kan Hamas’ angreb og Israels hævn have udraderet ethvert håb om fred i en generation.
Normen om ikke-aggression svækkes
Forfatterne til analysen fra Crisis Group, organisationens øverste chef, Comfort Ero, og hendes næstkommanderende, Richard Atwood, peger på den globale politik som hovedårsag til, at de sædvanlige begrænsninger på brugen af magt, også til erobringer og etnisk fordrivelser, svækkes markant.
Sammenbruddet i Vestens relationer til Rusland og Kina har meget af skylden. Men usikkerheden om USA bidrager. USA’s magt er ikke i frit fald, og supermagtens relative svækkelse fører ikke i sig selv til mere kaos. Man skal ikke se bort fra, at USA som totalt dominerende i verden har destabiliseret Irak, Libyen og andre områder. Og man skal heller ikke undervurdere USA’s militære styrke nu. En styrke der ifølge Crisis Group bliver brugt godt til at støtte Ukraine, og dårligt til at støtte Israels ødelæggelse af Gaza.
Der er masser af eksempler på USA’s styrke. Problemet er, at USA er politisk dysfunktionel og ustabil. Et måske splittende præsidentvalg i USA og den eventuelle sejr til Donald Trump med hans forkærlighed for stærke mænd og foragt for traditionelle allierede spreder allerede usikkerhed i Europa og Asien.
Det virker usandsynligt, at verdens ledere erkender, hvor farlig situationen er blevet
International Crisis Group
Ikke vestlige, større magter fører sig frem på en ny måde, og det er i sig selv ikke dårligt, at stater som for eksempel Brasilien og Indien, landene ved den Persiske Bugt, Indonesien og Tyrkiet har fået større indflydelse. På en måde lægger det en dæmper på stormagterne, at de mellemstore nægter at gå pænt på række efter de største. Men de regionale magter blander sig også i stigende grad i krige og konflikter, som de forlænger med politisk støtte, penge og våben – lige som stormagterne længe har gjort.
Hertil kommer, at de ledere, der har haft held med at vinde en militær sejr på hjemmebanen over en oprørsgruppe for eksempel, kan få lyst til at brede succesen ud.
Det er normen om ikke-aggression, altså begrænsningerne på brugen af magt, som Crisis Group frygter, er ved at falde fra hinanden, ikke mindst på grund af Ruslands forsøg på at annektere mere af Ukraine. Og listen over konflikterne i 2024 bærer præg af risikoen for, at ledere går fra at kvase modstand hjemme eller blande sig i andre konflikter til faktisk at invadere deres naboer.
Risiko for storbrand
Andet, der præger årets liste, er risikoen for konflikt mellem stormagter. De har alle interesse i ikke at begynde at bekæmpe hinanden, men der er store spændinger og megen uro langs verdens største politiske forkastninger – Ukraine, Det Røde Hav, Taiwan og Det Sydkinesiske Hav. Løs snak om krig i Washington, Beijing og Moskva kan få de uforudsigelige konsekvenser af et sammenstød mellem dem til at lyde næsten normale og overskuelige.
Det virker usandsynligt, at verdens ledere erkender, hvor farlig situationen er blevet, og at de i fællesskab understreger, at man ikke flytter grænser med magt, og at de begynder at bruge mere energi på at finde fredelige løsninger i krigshærgede områder. At de presser på for at finde løsninger, der retsforfølger eventuelt skyldige og overlader styret til civile uden blod på hænderne.
Det bedste, vi kan håbe på for 2024, er formentlig, at vi på en eller anden måde bare klarer os igennem.
Håb for det bedste, men fredsopbygning i dag handler mest om at stoppe det værste. Og som listen viser, er det i sig selv en stor udfordring, skriver Crisis Group i analysen, som blev offentliggjort den 1. januar. Senere i januar fulgte en podcast, som forklarer mere om årets liste.
1. Gaza
Efter tre måneders krig virker det usandsynligt, at Israels militæroperation vil udrydde Hamas, men forsøget kan udslette det, der er tilbage af Gaza.
Omfanget og grusomheden ved Hamas’ angreb 7. oktober har traumatiseret israelerne og ødelagt deres følelse af sikkerhed. Mistilliden til premierministeren er vokset, fordi hans regering ikke forhindrede angrebet. Men et stort flertal er enige med Netanyahu i, at de ikke kan leve side om side med Hamas. Truslen er for stor.
Israels efterfølgende operation i Gaza har jævnet en stor del af området med jorden, mange er dræbt, hele familier udslettet, børn er døde, kvæstede og forældreløse. Israel har brugt bomber af en størrelse, som de allierede tøvede med at bruge mod Islamisk Stat i tyndere befolkede områder af Irak og Syrien. Ved årets begyndelse var 85 procent af Gazas befolkning drevet fra hus og hjem ifølge FN, der advarede om et sammenbrud i den offentlige orden, sult og sygdomme.
Israelske politikere har luftet ønsker om, at forholdene i Gaza vil få palæstinenserne til at søge mod Egypten, Israel afviser, at det skulle være den officielle politik.
Israel har også lukket af for den besatte Vestbred og skruet op for både bosætteres og militærets operationer mod indbyggere der – efter eget udsagn for at forebygge angreb. Hele landsbyer er blevet ryddet, hvilket menneskeretsgrupper i og udenfor Israel betegner som brud på Folkeretten.
Aldrig i konfliktens lange historie har fred syntes så langt væk
International Crisis Group
USA har indtil videre støttet Israel næsten betingelsesløst, skriver Crisis Group, selv om embedsfolk i USA understreger, at Washington bag kulissen presser de israelske beslutningstagere. Men det, skriver Crisis Group, er der ikke meget, der tyder på, hverken i udviklingen i Gaza eller ved møderne i FN i New York. Det meste af verden ser USA som medskyldig i ødelæggelsen af Gaza.
Netanyahu har ikke afsløret meget om, hvordan han ser krigen slutte, bortset fra at Hamas skal udraderes, og Israel skal have kontrol over Gaza. I Israel er han under heftig kritik for at vægte militære fremskridt højere end befrielsen af de gidsler, som Hamas stadig holder.
Men der er intet, der tyder på, at Israel kan udradere Hamas. Selv hvis det passer, at Israel har dræbt 8.000 krigere og anholdt flere tusinde andre, samt ødelagt Hamas’ infrastruktur, specielt store dele af tunnelsystemet, ja så er der lige så mange krigere tilbage. Og hvis Israel også dræber dem, ja så vil den politiske og sociale bevægelse overleve og den væbnede modstand fortsætte. Der kan ikke troværdigt argumenteres for, at de grusomheder, som Israel blev udsat for den 7. oktober, berettiger den ødelæggelse, som Gaza og områdets indbyggere bliver udsat for.
Crisis Group efterlyser et engagement fra USA i at etablere endnu en våbenhvile og derefter en aftale, som blandt andet kan indeholde en gensidig fangeudveksling, kræve at Hamas-ledere og -krigere forlader området, at det israelske militær gør det samme, oprettelsen af et midlertidigt palæstinensisk styre, og at der bliver lavet en form for garanti for ro og sikkerhed af magter udefra.
Men det ville kræve meget mere af både parterne og af udlandet, end nogen har været villig til at investere i årevis. Som det ser ud nu, ser krigen ud til at fortsætte, og det kan blive værre. Aldrig i konfliktens lange historie har fred syntes så langt væk, hedder det om den første på listen over 10 konflikter at holde øje med.
2. Mellemøsten
Der er ingen af de aktuelle hovedrolleindehavere i Mellemøsten, hverken Iran, dets allierede, USA eller Israel, der har interesse i, at krigen breder sig fra Gaza. Men der er mange måder, det kan ske på, skriver Crisis Group.
På en måde har krigen mellem Israel og Hamas allerede gavnet Iran. Den aftale, som USA stod bag, som skulle normalisere forholdet mellem Saudi-Arabien og Israel, og som de to parter nærmede sig at indgå, ja den er sat på pause. Samtidigt har den såkaldte modstandsakse – en samling iransk støttede væbnede grupper, Hizbollah i Libanon, militser i Syrien og Irak, houthierne i Yemen, og de palæstinensiske Hamas og Islamisk Jihad – demonstreret sin rækkevidde og at grupperne kan spille sammen. Der blev skruet op, da Israel gik ind i Gaza, og ned under våbenhvilen.
Men samtidigt kommer krigen på et dårligt tidspunkt for Iran. Der var en svag forbedring at spore i forholdet til USA, håb om at styret i Teheran kunne bytte indrømmelser på atomområdet med en lempelse af de kvælende økonomiske sanktioner. Det håb er foreløbigt knust.
Der er ingen, der vil mere krig, men der er meget, der kan gå galt
International Crisis Group
Samtidigt vogter Iran over, hvad der måtte ske mellem Israel og Hizbollah i Libanon – Irans absolut tættest allierede og første forsvarslinje mod Israel og USA. Iran kan føle sig presset til at støtte både Hizbollah, hvis bevægelsen bliver angrebet, og den palæstinensiske sag. Og Crisis Group skriver, at der var stor irritation i Teheran over at Hamas, som Iran finansierer og bevæbner, angreb Israel i oktober. Hamas siges til gengæld at være stærkt utilfreds med, at der ikke kommer mere hjælp fra Iran.
I USA er det sidste præsident Biden ønsker sig, en større krig i Mellemøsten. Han har travlt med at støtte Ukraine, inddæmme Kina og søge genvalg. Washington prøver at hindre krigen i at brede sig. Biden har sendt hangarskibe til Middelhavet, og iværksat en enorm diplomatisk indsats, men han har ikke taget det mest effektive skridt til at mindske risikoen for en større krig – at presse Israel til våbenhvile i Gaza.
Crisis Group vurderer, at det mest risikable sted lige nu er grænsen mellem Libanon og Israel, hvor Hizbollah og Israel har beskudt hinanden med stigende intensitet siden oktober. Her er der risiko for, at situationen løber ud af kontrol.
I Irak og Syrien har iransk-støttede militser angrebet amerikanske mål, og USA har slået tilbage. Og så er der Yemens Houthi-bevægelse.Houthierne er ikke så vigtig for Iran som Hizbollah, men deres angreb udløser gengældelsesangreb fra et stadigt mere irriteret USA, som måske kunne finde på at inkludere et iransk mål. Det ville også skrue temperaturen en tand op.
Samtidigt kommer Iran langsomt tættere på at blive en atommagt – og der synes at være lang vej tilbage til en aftale på det område.
Der er ingen, der vil mere krig, men der er meget, der kan gå galt, især så længe krigen i Gaza fortsætter. Ethvert angreb, der dræber mange civile eller soldater fra USA kan sætte en kædereaktion i gang, som kan ende med at suge USA ind i en regional konflikt. Samtidigt har Washington meget svært ved at forhandle med Iran netop nu og risikerer dermed enten at stå over for en atombevæbnet modpart eller at skulle forhindre det militært – og dermed udløse den regionale konfrontation, som man vil undgå.
3. Sudan
I april sidste år kogte forholdet mellem Sudans hær og den semi-statslige milits, Rapid Support Forces, RSF, over og blev til åben krig. Kampene har kostet masser af civile livet, fordrevet millioner af mennesker, og smadret landet.
RSF, der synes at vinde krigen, er mistænkt for igen at begå folkedrab i Darfur, sådan som militsens leder, Mohamed Hamdan Dagalo, også kaldet Hemedti, blev beskyldt for som leder af den berygtede Janjaweed milits under tidligere diktator Omar al-Bashir.
Det er de to stærkeste officerer i den militærjunta, der tog magten i det civilt-militære overgangsråd, der blev oprettet i 2019 efter en folkelig opstand mod al-Bashirs regime, der nu kæmper mod hinanden. Militærets general Abdel Fattah al-Burhan og Hemedti. Og for første gang i Sudans nyere historie har kampene især ramt hovedstaden Khartoum, hvor RSF-militsen fra det vestlige udkants-Sudan var stærkest på jorden, men blev bombet fra luften. I Darfur, RSF’s hjemegn, har militsen massakreret civile, før den i de sidste måneder af 2023 erobrede ikke bare Darfurs større byer, men også tog magten i en stor del af resten af landet.
Det haster, inden Sudan kollapser totalt
International Crisis Group
RSF har trods sin brutalitet vundet nogen opbakning ved at være netop udkantens oprør mod de herskende eliter. Men begge sider får tilsyneladende også hjælp udefra. De Forenede Arabiske Emirater støtter Hemedtis milits, der også har kæmpet for Emiraterne i Yemen. Hæren får hjælp fra Egypten.
Indtil videre er det hæren, der ikke har været synderlig interesseret i at indgå aftaler. Der er dog tegn på en vis desperation for at finde en udvej, men jo mere hæren svækkes, jo mindre vil Hemedti give sig, skriver Crisis Group.
Saudi-Arabien har forsøgt at agere fredsmægler sammen med USA. Men da de ikke lukker for eksempel Emiraterne og Egypten ind i forhandlingslokalerne, er der ikke sket fremskridt.
De amerikanske diplomater siges at være betænkelige ved at prøve at få lavet en aftale mellem Burhan og Hemedti, fordi mange sudanesere helst ser ryggen af de to, som har hovedansvaret for at have smadret landet. Men allersidst på året skiftede USA kurs og støtter nu et afrikansk ledet forsøg på netop at få parterne til at indgå en våbenhvile.
Crisis Groups vurdering er, at RSF og hæren ikke indstiller kampene uden at få indflydelse på hvad, der følger. Så det er ifølge forfatterne et nødvendigt første skridt at få en aftale med dem. Det haster, inden Sudan kollapser totalt med ødelæggende følger for hele regionen omkring Det Røde Hav, Afrikas Horn og Sahel.
4. Ukraine
Krigen mellem Rusland og Ukraine er blevet en politisk fodbold, der bliver sparket rundt med i Washington, mens udfaldet af den bliver definerende for Europas fremtidige sikkerhed, vurderer Crisis Group.
Lige nu står alt på slagmarken stort set stille. Rusland kalkulerer med, at tiden arbejder for Kreml. Landet er i krigsberedskab, militæret får tilført ressourcer, der bliver for alvor brugt penge på våben. På trods af vestlige sanktioner har Rusland tjent nok på især de høje energipriser til at holde krigsmaskinen i gang. Våbenfabrikkerne kører døgnet rundt.
Præsident Vladimir Putin har fået knyttet den russiske elites skæbne til sin egen. Han har fået et solidt greb om magten efter det mislykkede oprørsforsøg fra Wagner-gruppens leder, Yevgeny Prigozhin, i juni måned. Han har belønnet sine loyale støtter og formået at få krigen grundfæstet i traditionelle russiske værdier. Det kan ændre sig, de russiske tab i Ukraine er store og det er udgifterne til krigen også, en tredjedel af statsbudgettet. Men lige nu har præsidenten medvind derhjemme.
I Ukraine er vinteren hård, russiske missiler ødelægger varmesystemer og hele byer, militæret mangler både soldater og ammunition. Generaler bliver irettesat for at tale om problemer, efter at de store forventninger til en ukrainsk modoffensiv sidste år skuffede. Men værst – skriver Crisis Group – er den vaklende støtte i Vesten.
Tilbage er bare at hjælpe Ukraine til at holde ud
International Crisis Group
Ukraine er totalt afhængig af våbenleverancer fra USA, hvor støtten til Ukraine ikke bare er blevet en politisk kastebold i kongressen, men nu også er blevet en del af præsidentvalgkampagnerne i USA. Så spørgsmålet er, hvor meget præsident Biden vil sætte ind på at skaffe våben til Ukraine. De europæiske lande taler højt, men er sløve til at levere støtten, især ammunition.
Rusland er lykkedes med at erobre land med militære midler og har signaleret, at det er klar til at forhandle. Men intet tyder på, at man i Moskva også er klar til at give lidt ved forhandlingsbordet. Kravene er stadig overgivelse og demilitarisering af Ukraine med et russisk-venligt styre i Kyiv. Herudover giver det god mening for Rusland at vente og se, om Trump vinder i USA.
Ukraines ledere vil fortsætte kampen for at smide russerne ud – med eller uden støtten fra USA.
Crisis Group mener fortsat, at Vesten skal holde forbindelserne åbne til Moskva, men en eventuel aftale skal sikre Ukraines fremtid og binde Rusland på en måde, der udelukker lignende militære eventyr andre steder. Sandsynligheden for at det kan lade sig gøre er lille. Tilbage er bare at hjælpe Ukraine til at holde ud, og på det punkt må Europa påtage sig en større del af byrden, uanset hvad der sker i USA. For hvis Rusland erobrer mere af Ukraine, kan det give Putin appetit på dele af andre tidligere Sovjet-stater.
5. Myanmar
I sine snart tre år ved magten er juntaen i Myanmar ikke blevet så hårdt presset, som den det seneste år er blevet af modstandsbevægelserne – altså de militser, der er vokset ud af protesterne over militærkuppet. Reaktionen fra militærstyret er den samme, hver gang det har været udsat for et angreb. Bombardementer fra luften, artilleribeskydning og angreb fra de mobile enheder, der bruges til at slå oprør ned og straffe civilbefolkningen.
Volden har bredt sig til Myanmars lavland og til også at involvere mennesker fra befolkningsflertallet – som ifølge Crisis Group bliver mødt med samme brutalitet, som længe er blevet brugt mod de etniske væbnede grupper i Myanmars højland.
Men sammenslutningen af flere modstandsbevægelser i den nordøstlige del af landet har ændret billedet. Den har erobret flere byer og militære baser, fået fat på kampvogne og tunge våben, og forstyrret samhandlen med Kina. Militærets problemer gav samtidigt etniske grupper andre steder mod på at tage kampen op – typisk med mindre held end militserne i nordøst.
Beijing vil snarere holde sig for næsen og støtte juntaen, hvis den er i fare for at falde
International Crisis Group
Kina er en del af historien om det nordøstlige grænseområde, hvor transnationale kriminelle har fået placeret en række online svindelcentre. I Beijing har man været stærkt utilfreds med, at hverken juntaen eller dens milits i grænseområdet har fået lukket de centre. Så Kina så bare til, da modstandsbevægelsen indtog området efter i øvrigt at have lovet at smide de kriminelle ud. Og Myanmars militær vover ikke at bombe voldsomt så tæt på Kina.
Forholdet mellem Kina og Myanmar kunne være bedre, men bortset fra tolerancen over for oprørerne i nordøst, hvor Beijing i december fik etableret en meget kortvarig våbenhvile, så ligger det ikke til Kina at støtte oprørsbevægelser.
Beijing vil snarere holde sig for næsen og støtte juntaen, hvis den er i fare for at falde, vurderer Crisis Group.
Det er den ikke umiddelbart, fortsætter forfatterne. Men nu, da Bamar-befolkningsflertallet også har smagt militærets brutalitet, er modstanden større end tidligere, også selv om det er usandsynligt, at de mange forskellige oppositionsgrupper nogensinde finder sammen i en koordineret indsats. Utilfredsheden vokser på flere fronter. Kuppet satte landet årtier tilbage, sundheds- og uddannelsessystemerne falder sammen, fattigdommen breder sig dramatisk, og økonomien og valutakursen er styrtdykket. Det er svært at se en ende på krisen ifølge Crisis Group.
6. Etiopien
Der kom ikke ro på i Etiopien med afslutningen på den grusomme krig i Tigray. En krig, hvor Etiopiens gamle magthavere og soldater i Tigrayfolkets Befrielsesfront stod over for centralregeringens hær, en milits fra Amhara-regionen og soldater fra Eritrea. En krig, der blev meget brutal for de civile i Tigray og dele af Amhara, og som har udløst problemer andre steder i Etiopien, selv om krigen i Tigray på papiret i hvert fald er afsluttet. Især to regioner i det etnisk opdelte Etiopien vækker bekymring.
Amharaerne, som har støttet premierminister Abiy Ahmed og har kæmpet med regeringshæren i Tigray, er ikke tilfredse. Amhara har ikke fået tildelt de omstridte grænseområder ved Tigray, som regionens ledere ville have. Og de beskylder også premierministeren for at se bort fra de overgreb, der er begået mod civile amharaer af militser fra Oromia, premierministerens store hjemregion.
Så de militser fra Amhara, der har kæmpet på centralmagtens side i Tigray, har nu vendt sig mod føderalregeringen, og nogle har også angrebet den. Amhara-militserne er i nogle tilfælde oppe at toppes med deres egen, regionale regering i Amhara på grund af dens nære forhold til centralstyret i Addis Ababa.
Risikoen for, at det går galt ved et uheld, er høj
International Crisis Group
Bedre bliver det ikke for Abiy på egen hjemmebane i Oromia, Etiopiens folkerigeste region. Også her er der stærke Oromia-nationalistiske militser, der vil slå sig fri af centralregeringens magt. Så premierministerens opgave går lige nu ud på, at få afsluttet konflikterne i Amhara og Oromia, samtidigt med at han forhindrer kampene i at blusse op i Tigray. Og så skal han også lige finde en opskrift på en magtfordeling og styreform, som hele Etiopien kan leve med.
Kriserne falder sammen med en rigtig dårlig økonomi og et forhold til Eritrea, der er blevet markant koldere, siden Abiy Ahmed sluttede fred med Tigrayfolkets Befrielsesfront, som Eritrea gerne havde set udraderet. Siden har Etiopiens premierminister også talt om landets ret til adgang til havet, hvilket kan tolkes som en trussel mod Eritrea, der i 1991 løsrev sig, og dermed hele kystlinjen fra Etiopien. Stik imod aftalen om Tigray har Eritrea ikke trukket sine soldater ud.
Crisis Group skriver, at mistilliden hersker, og både Etiopien og Eritrea har mobiliseret og samlet våben. Så selv hvis der ikke er planer om en væbnet konflikt, er risikoen for, at det går galt ved et uheld, høj.
7. Sahel
Nigers militærjunta – de seneste kupmagere i Sahel – har ikke foretaget sig meget andet end at smide de gamle partnere (Vesten) ud og invitere de nye ind (Rusland). Og så har militæret købt flere våben. Men de nye magthavere har indtil videre ikke præsenteret nye ideer til, hvordan livet kan blive bedre for indbyggerne i landet.
Kuppet i Niger er det seneste i en bølge, som har skyllet hen over Sahel-bæltet på sydsiden af Sahara. Landenes regeringer har ikke kunnet beskytte deres borgere mod blandt andre forskellige militante islamistgrupper. Heller ikke i samarbejde med franske elitetropper, EU-styrker, FN-soldater, regionale indsatser, nationale hære og andre, hvoraf mange har begået overgreb mod civile. Befolkningerne har generelt taget positivt imod kupmagerne, magtovertagelserne har typisk været fredelige. Og i dag har militærjuntaerne i Mali, Burkina Faso og Niger indgået en alliance for at sikre sig imod militær indgriben udefra.
Uanset hvem, der har magten i de store ørkenlande i Sahel, så bliver de nødt til at slutte fred
International Crisis Group
Livet er ikke blevet fredeligere, skriver Crisis Group. Flere civile er i skudlinjen, især den russiske Wagner-gruppe beskyldes for omfattende overgreb. Og i Mali for eksempel er der ikke kun kampe mellem militæret og jihadisterne, men også mellem militæret og nogle af Tuareg-oprørsgrupperne i nord, der indgik en fredsaftale i 2015. Men retorikken om selv at bestemme og frihed for især de franske tidligere koloniherrer har stadig fat i mange især unge.
Crisis Group skriver, at det er usikkert, hvad der sker nu. I Mali for eksempel, hvor militæret er rykket ind i oprørshovedkvarteret i nord og tilsyneladende satser på, at Wagner-gruppen og droner fra Tyrkiet vil sikre dem overtaget.
Men uanset hvem, der har magten i de store ørkenlande i Sahel, bliver de nødt til at slutte fred. Offensiver bringer kun kortvarige gevinster, skriver Crisis Group i endnu et opråb om at få gang i dialogen.
8. Haiti
I Haiti er håbet, at udenlandske styrker allerede i begyndelsen af 2024 vil kunne takle de ekstremt voldelige bander, der river landet fra hinanden. Siden mordet på præsident Jovenel Moïse i juli 2021 er bandevolden løbet løbsk, gangstere kontrollerer det meste af hovedstaden Port-au-Prince og store områder nord på.
Næsten halvdelen af befolkningen har brug for nødhjælp, mange er flygtet, men kan ikke finde sikkerhed for banderne eller de selvtægtsgrupper, der prøver at stække banderne. Hundreder er blevet lynchet som formodede bandemedlemmer.
Haiti har ikke de bedste erfaringer med udenlandske interventioner, men situationen er så desperat, at et flertal tilsyneladende støtter det. Men Kenya, der skal lede den internationale politiindsats har indtil videre ikke kunnet få domstolenes accept af, at landet kan sende politifolk på en international mission.
Alvorlig risiko for, at det hele kører af sporet.
International Crisis Group
Hvis de 1000 kenyanske politifolk kommer af sted, venter en ekstrem svær opgave med at “modstå banderne og højne sikkerheden”, som der står i mandatet. Det bliver en øvelse i bykrig, hvor de samtidigt skal undgå at skade civile og styrke det lokale politi. Og så skal der sættes en prop i strømmen af informationer fra Haitis politi til banderne.
Hertil kommer det politiske spil i Haiti. Mange anerkender ikke den midlertidige præsident Ariel Henrys ret til embedet og kræver en mere inkluderende overgangsadministration. Uden enighed om regeringens sammensætning eller hvilken rolle den internationale politi-indsats skal spille, ja så er der alvorlig risiko for, at det hele kører af sporet.
(Foto: Astrig Agopian/Getty Images)
9. Armenien-Aserbajdsjan
Med en lynoffensiv mod Nagorno-Karabakh afsluttede Aserbajdsjan årtiers strid om enklaven, der lå i Aserbajdsjan, men var befolket af armeniere og tilknyttet nabolandet Armenien. Stort set alle indbyggerne, omkring 100.000, flygtede fra området. Det hører med til historien at det armenske flertal i enklaven fordrev det aserbajdsjanske mindretal, da armenerne erklærede området selvstændigt i 1990’erne.
Grunden til, at de to nabolande er på listen igen i år, er at Nagorno-Karabakh ikke er det eneste omstridte område mellem de to lande. Grænsen er ikke endeligt fastlagt, nogle steder står soldaterne lige over for hinanden, og da Aserbajdsjan i september indtog enklaven, var sammenstødene langs grænsen blodigere end erobringen af Nagorno-Karabakh.
Der er en chance for at forhandlinger mellem de to lande lykkes
International Crisis Group
Vigtigere endnu er, at Aserbajdsjan vil have adgang over land til Nakhchivan, et aserbajdsjansk område i det sydvestlige Armenien ved grænserne til Tyrkiet og Iran. En korridor, som Aserbajdsjan hævder at have fået lovning på i 2020, og som i 2022 fik landet til at sende soldater ind i Armenien, hvor en del stadig befinder sig.
Men der er en chance for at forhandlinger mellem de to lande lykkes, de har selv aftalt fangeudvekslinger, og Armenien har faktisk støttet Aserbajdsjans ansøgning om at blive vært for klimatopmødet i år, COP29. Og netop det betyder, skriver Crisis Group, at Aserbajdsjan næppe vil handle overilet i år. Men helt afskrive risikoen, det kan man ikke.
10. USA-Kina
Et møde i november mellem USA’s Joe Biden og Kinas Xi Jinping rettede en smule op på det dårlige forhold. Men der er stadig risiko for, at deres vigtigste interesser kolliderer, for eksempel i det Sydkinesiske Hav.
Begge parter vil egentlig gerne have skruet lidt ned for spændingerne. Xi vil ifølge Crisis Group gerne være fri for flere handelsrestriktioner og have fred til at koncentrere sig om den kinesiske økonomi. Biden vil gerne have ro på op til præsidentvalget i USA og vil også gerne fremstå som en leder, der kan forvalte stormagtsrivaliseringen.
Mødet i november gik godt. Særligt vigtigt var, at de fik genåbnet militære kommunikationskanaler, der kan være med til at dæmpe risikoen for uheldige sammenstød i luften eller på vandet omkring Kina.
Det er ikke et stort skridt fremad, der er blevet taget, skriver Crisis Group. I begge hovedstæder er det høgene, der taler højest. Og løs snak om krig normaliserer tanken om den. Beijing forfølger det, man i Kinas ledelse ser, som den position landet fortjener. USA fastholder sin egen militære dominans. Og flere asiatiske lande, der nervøst ser Kina føre sig frem og Rusland angribe Ukraine, søger sikkerhed hos USA, selv om de foretrækker at handle med Kina.
Det giver problemer i det Sydkinesiske Hav, hvor Kinas territoriale krav overlapper med for eksempel Filippinernes, der er allieret med USA. De kinesiske flådefartøjer mopper de filippinske i filippinsk farvand. USA har givet Filippinerne sikkerhedsgarantier og øger sin egen militære tilstedeværelse i nogle af de omdiskuterede farvande. Det kan virke afskrækkende, men det øger også risikoen for sammenstød.
Den største risiko er, at Kina og USA simpelhen støder sammen til vands eller i luften
International Crisis Group
Taiwan er et andet hedt emne, som ikke er blevet mindre aktuelt efter valget af den hidtidige vicepræsident, William Lai, til præsident. Beijing havde foretrukket en mere Kina-venlig præsident på øen, som vil være selvstændig, men som Kina gerne ser helt genforenet med fastlands-Kina. Washington fastholder sin et-Kina-politik med krav om en fredelig løsning af Taiwans status uden at udtrykke noget om, hvad det indebærer. “Strategisk tvetydighed” kaldes den officielle politik. Der er mange i Washington, der taler for, at USA skal støtte Taiwan mere direkte og tilbyde sikkerhedsgarantier.
Crisis Group ser ingen umiddelbar risiko for, at Kina vil invadere Taiwan, men jo mere den kinesiske ledelse ser, at et-Kina-politikken svækkes, jo større bliver fristelsen. En præsident i Taipei, som Kina ser som en separatist, kan måske også få Kina til at styrke sit militær i området.
Ifølge Crisis Group er den største risiko, at Kina og USA simpelthen støder sammen til vands eller i luften. En anden lidt mindre risiko er, at Biden eller Taiwans nyvalgte præsident kommer til at sige noget, de ikke skulle have sagt.
